Kristendommen handler om livsglæde

Livets barske vilkår til trods inspirerer kristendommen til glæde ved livet. Det kristne livssyn indeholder et håb om en ny horisont bag den grænse, som døden er, skriver præst og familieterapeut Lene Østergaard

Det kan ikke ses udenpå, at man er kristen. Og det er godt det samme, for fordommene er mange. Nogle ser kristendommen som en livsfjendsk og mørk religion. De mener, at der ensidigt er fokus på menneskets syndighed. At man er en hellig hængerøv, som hverken kan drikke øl eller se fodboldkamp.

Andre anser kristne for at være naive, og tror at kristne bruger Gud som en slags kanin, man som en slags tryllekunst kan trække op af hatten, og vips så er alle ens problemer løst!

Og kristne kan have fordomme mod hinanden indbyrdes, afhængig af hvilken kirkelig retning, man tilhører. Hvis man da har en baggrund indenfor én af de gamle kirkelige retninger. Jeg har ikke en entydig kirkelig bagage fra barnsben, - og jeg kan ikke genkende, hverken det syndsfokuserede eller naive, i den måde jeg udlever min tro.

Troende har større livskvalitet

Jeg glæder mig over, at undersøgelser i Sverige og Norge har vist, at troende og spirituelt aktive har et bedre helbred, en større livskvalitet og et længere liv end mennesker, hvis tilværelse ikke er præget af spiritualitet. For jeg synes, at jeg har glæde af gå i kirke, at skrive prædikener og reflektere over de gamle bibeltekster, læse spirituel litteratur. Og det er, hvad kristendommen bringer mig: glæde og ting at tænke over. Dybde i tilværelsen.

I kristendommen er der ikke krav om en bestemt livsstil. Der er ikke nogle bestemte spiseregler ligesom i jødedommen og i islam. Der er ikke regler om særlig påklædning. Alt er tilladt, men ikke alt er gavner. Alt er tilladt, men ikke alt bygger op, siger Paulus i et af sine menighedsbreve.Ordene er sagt ind i en bestemt sammenhæng, som ikke er aktuel mere, men princippet er det samme:

Det kristne menneske står i ubegrænset frihed og har selv ansvar for sin tilværelse, sig selv og for forholdet til Gud og sin næste. Og sådan lever jeg. Jeg føler mig ikke overvåget af Gud, og jeg har de samme problemer som alle andre.

Valgte selv kristendommen til

Jeg har ikke fået påduttet kristendommen. Jeg søgte teologistudiet af egen fri vilje for at finde ud af, om jeg tror på Guds eksistens, og hvis - hvordan jeg kan tænke om den. Det gjorde jeg på baggrund af et fuldstændigt meningsløst dødsfald i min meget nære familie.

Efter i nogle år at have været vred og ment, at det var uretfærdigt, at det skulle ramme mig og min familie besluttede jeg mig for at arbejde med de store spørgsmål i tilværelsen. Og det gør jeg stadig: knokler løs for at komme overens med, hvad tilværelsen byder på af nød, død og lidelse.

Og sådan er min tro; den er en konstant proces. Den er noget, der udvikler sig. Men jeg har besluttet, at jeg vil ikke lade mig tynge af, hverken hvad andre mener, hverken om mit tankearbejde, om hvordan jeg bør tale og opføre mig som præst - eller af kristen dogmatik.

Hvad er det kristendommen kan give, som man kan leve sit liv på?

Troen knytter sig først og fremmest til overleveringerne om Jesus. Hver fortælling rummer mange lag.

I skrivende stund er julen på vej med stormskridt. Er julens fortælling en yndig historie om at få en baby? At Gud kommer til jorden, og så er alt godt? - Nej! Det er en stærk fortælling om livets barske vilkår for nogle fattige mennesker. Der er stor fysisk afstand til kejser Augustus og kong Herodes, og der er en stor tidsmæssig afstand til os i dag; men verden har ikke forandret sig meget. Menneskene og deres stræben efter penge og magt er den samme.

Hvad påskens fortælling angår, bliver vi i endnu større grad konfronteret med menneskeslægtens egenskaber. Vores kulturs grundfortælling er en beretning om et justitsmord.

Jesus bliver af sine egne udleveret til landets dømmende og eksekverende magt. Han bliver tortureret næsten til døde. For når slaver og undertvungne blev henrettet, fik de flået næsten flået huden af ved piskning. De fik brækket arme og ben, inden de blev naglet fast. Og når de blev flået op på korsstagen, blev ledbåndene i skuldre og arme revet over af legemets tyngde. Det kan ikke undre, at det tog blot seks timer, førend Jesus udåndede. Men dømte kunne hænge op til tre døgn, inden de døde af tørst, kvælning eller udmattelse.

Og kristne læser den igen og igen. Er den yndig? Er den naiv?

Hvad meddeler det egentlig?

Fortællingen stopper ikke her, og heldigvis for det. Og sådan har det heller ikke været, når jeg selv har været i dyb krise. Eller andre er kommet til mig for at få støtte i en uoverskuelig situation. Det er blvet min erfaring, at livet fortsætter, og ofte til noget rigtigt godt, når man har skrabet bunden. For perspektiverne på godt og ondt i tilværelsen er helt forandrede.

Det står til troende, om Gud er med i det. Om håbet og livsglæden er udvirket af Helligånden. Men jeg ved én ting: jeg har ikke selv været skyld i min glæde. Og det er ikke mig selv, der har fundet vejen videre. Genrejsningen er kommet udefra.

Man kan dø af sorg. - Men når man kan dø af sorg, kan man leve af glæde. Det gør kristne. Troen flytter fokus fra det ulykkelige og sørgelige over på det glædelige: Graven var tom! Vi ved ikke hvor Jesus blev af, men disciplene rykkede ud af sorgens mørke, så fortællingen kunne fortsætte. Og det sker hver gang et menneske forlader livet. Sorg og død aldrig er det sidste, der er sagt over os.

Tro er også korrektion af den vestlige verdens forventning om konstant vækst og fremgang, som mange ubevidst er underlagt, og som gør det vanskeligt for moderne at håndtere modgang og meningsløshed. I den åndelige fordybelse i kristendommen kan der opstå nogle svar, som kan lede til ro og accept af de fortrædeligheder, der følger af at leve.

Korset og døden er et omdrejningspunkt. I evangeliernes beretninger om Jesu henrettelse påtager Gud sig ikke skylden for lidelsen, men bliver selv udsat for den. Kristus kender det onde indefra og ved, hvad smerten indebærer. Hvis lidelse er Guds straf, rammes han selv. Og hvis lidelsen er menneskets værk, tilgiver han det.

Guds væsen er kærlighed

Kristendommen fokuserer på Guds væsen, som er kærlighed. Det betyder samtidigt, at Gud er lige så mægtig og magtesløs som kærligheden. Kærligheden er den stærkeste magt, meningen med tilværelsen og den eneste, der kan matche det onde.

Paulus taler netop om, at han er godt tilfreds under forfølgelser og vanskeligheder. For når han er magtesløs er han stærk. Paradokset rummes og sprænger smertens ødelæggende virkning.

Livssynet er en grundholdning og et engagement. Og alle er er ligestillede, - lige sårbare. Der er svar også på spørgsmål, der ligger udenfor det det beviselige, men er overladt til troens afgørelse. Livet har retning, - værdierne og etikken er givet. Man kan også sige, at åndelighed er stillingtagen og afklaring.

I Sindsrobønnen, der tillægges Marcus Aurelius, der var romersk kejser og stoisk filosof, siges det på denne måde:

"Gud, giv mig sindsro til at acceptere,
hvad jeg ikke kan ændre,
mod til at ændre det, jeg kan,
og visdom til at se forskellen".

Der er mange nuancer og paradokser i kristendommen, som netop kræver overvejelse og fordybelse, hvis man skal kunne følge anskuelsen. Naiv er den ikke, og den behøver bestemt ikke at være tyngende. Kristendommens religiøse praksis, gudstjenesten, har netop til formål at sætte verden på pause for at tænke efter og overveje tilværelsen. - En sidegevinst er, at refleksionen, den stille stund, er helsebringende.