Spørg

Hvornår introducerede Gud trosbekendelsen?

I Det Nye Testamente finder vi ikke ordlyden af den apostoliske trosbekendelse, men derimod så sandelig indholdet, svarer sognepræst Niels Jørgen Kobbersmed.

Hvornår bliver trosbekendelsen første gang introduceret af Gud, og hvor står troen beskrevet, spørger en læser, der ikke har kunne finde noget om den i Bibelen. Sognepræst Niels Jørgen Kobbersmed giver et svar

Spørgsmål:

Kære brevkasse

Jeg har forsøgt at finde ud af hvornår trosbekendelsen første gang blev introduceret af Gud, men har ikke kunnet finde det i Bibelen. Hvor står 'troen' beskrevet, og hvordan illustreres den?

Venlig Hilsen

Elva Hansen

Svar:

Kære Elva Hansen

Trosbekendelsen er en sammenfatning af den kristne tro. Egentlig har vi tre sådanne trosbekendelser. Den mest almindelige kaldes den apostoliske trosbekendelse, fordi den er et ægte udtryk for bibelsk, apostolisk kristen tro.

I Danmark er den, i modsætning til andre landes kirker, altid forbundet med forsagelsen, som ellers andre steder kun benyttes ved dåb. Men ikke mindst Grundtvig lagde så megen vægt på forsagelsen, at den hos ham er blevet en fast bestanddel af trosbekendelsen.

I det hele taget betonede Grundtvig så kraftigt trosbekendelsens værdi, at det førte ham ud i spekulationer om, at Jesus i tiden mellem sin opstandelse og himmelfart måtte have lært sine apostle hele remsen udenad! Det står for Grundtvigs egen regning.

I Det Nye Testamente finder vi ikke ordlyden af den apostoliske trosbekendelse, men derimod så sandelig indholdet.

Ingen forfatter til trosbekendelsen

Trosbekendelsen er groet frem af praktisk nødvendighed: dåbskandidaterne skulle have et let tilgængeligt resumé af den kristne tro at forholde sig til for at kunne sige ja til at træde ind i troens univers.Der kan således ikke findes en oprindelig 'forfatter', da man opfattede trosbekendelsen som et resumé af Bibelens lære.

I begyndelsen varierede formen fra sted til sted, men fra starten af 300-tallet blev den form, der blev bruget i den romerske menighed, norm for alle menigheder.

Trosbekendelsen blev samtidig i stridigheder med vranglæredomme et værn mod omformninger af den kristne tro. Kan man ikke tilslutte sig trosbekendelsens indhold, bør man overveje ens eget tilhørsforhold.

Trosbekendelsen skaber fællesskab

På den måde giver det god mening ved gudstjenesten enten at fremsige eller synge trosbekendelsen, som et liturgisk udtryk for hvad vi er fælles om.

Med venlig hilsen
Niels Jørgen Kobbersmed
Sognepræst og lærer i liturgi og hymnologi

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.