Spørg

Hvornår er Det Gamle Testamente skrevet?

De ældste eksisterende kopier af bibeltekster, de såkaldte dødehavsruller af papyrus fra Qumran, dateres til det andet århundrede f.Kr., svarer professor Jens Bruun Kofoed. Billedet viser en hebræisk tekst fra det andet århundrede. Foto: Sebastian Scheiner/Ritzau Scanpix

Hvornår og hvordan er Det Gamle Testamente blevet til, og hvilke vidnesbyrd har man at gå efter, spørger en læser. Professor Jens Bruun Kofoed svarer

Spørgsmål

Kære brevkasse

Hvornår er Det Gamle Testamente skrevet og samlet? Rent fysisk altså. Er historierne gamle fortællinger, der er nedfældet, eller har man fundet nedskrevne tekster på papyrusruller? Eller begge dele måske?

Venlig hilsen
Mira

Svar

Kære Mira

Bibelens tilblivelseshistorie er foregået over en meget lang tidsperiode og der er ingen enighed i forskningen om, hvordan det præcis er foregået. Det skyldes først og fremmest, at de ældste eksisterende kopier af bibelteksterne (de såkaldte dødehavsruller af papyrus fra Qumran) dateres til det andet århundrede f.Kr.

Selvom nogle af teksterne i Det Gamle Testamente refererer til begivenheder og personer, som ligger meget længere tilbage i tiden, så kan vi altså ikke følge kopieringsprocessen (det vil sige overleveringen) tilbage til originalen og dermed heller ikke fastslå, hverken hvornår originalen blev skrevet, eller i hvilket omfang der er sket ændringer i den originale tekst i kopieringprocessen.

At der ikke er fundet hverken originaler eller tidligere kopier, skyldes netop, at der blev skrevet på det let forgængelige materiale papyrus. Det er i øvrigt ikke særligt opsigtsvækkende. Der er for eksempel stort set ikke fundet papyrustekster fra de store administrative centre i nildeltaet i det gamle Egypten. Ikke fordi de ikke eksisterede, men fordi de simpelthen er gået til.

Grunden til at de mange såkaldte dødehavstekster er blevet bevaret, skyldes netop, at de har været forseglet i klippehuler i et klima, som gjorde det muligt. Men vi kan altså ikke komme længere tilbage end det andet århundrede, hvis vi skal basere vores rekonstruktion af Bibelens tilblivelse på fysisk eksisterende tekster.

Bedste hilsner
Jens Bruun Kofoed
Professor i Gammel Testamente ved Fjellhaug International University College Danmark og ved Dansk Bibel-Institut

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.