Spørg

Er lidelserne i Jobs Bog retfærdige?

I sidste kapitel i Jobs Bog siges det ligefrem: ”Alle Jobs brødre og søstre og alle de, der tidligere havde kendt ham (…) viste deres medfølelse og trøstede ham på grund af al den ulykke, Herren havde bragt over ham”, og det er både Job og Jobs venner faktisk enige i, skriver teolog Leif Andersen. Maleri af Ilya Repin, 1869. Foto: Arkivfoto.

Hvorfor er det retfærdigt, at Gud lader alle disse lidelser overgå Job i Bibelen, spørger en læser. Teolog Leif Andersen svarer

Spørgsmål

Kære brevkasse

Jeg søger svar på, hvorfor Jobs lidelser er retfærdige, når nu han tilsyneladende lever ret med sin tro til Gud? Hvorfor er det retfærdigt, at Gud netop lader alle disse lidelser overgå Job? Jeg ved, at Satan, Guds søn, udfører disse lidelser - men Gud ved alt, han er Almægtig - så må det, et eller andet sted, i sidste instans, også være hans vilje, at Job skal lide.

Venlig hilsen
Marie

Svar

Kære læser

Tak for dit spørgsmål – som er præcis det spørgsmål, Jobs Bog selv stiller. Vi taler meget ofte om ”lidelsens problem”, men forfatteren til Jobs Bog har stillet sig selv det endnu vanskeligere spørgsmål om ”den uretfærdige lidelses problem”.

Han har med stor flid tilrettelagt scenen sådan, at netop Jobs lidelses uretfærdighed springer så ubærligt i øjnene. For han var et godt menneske!

Selv efter, at det hele er overstået, og Job og Gud er blevet gode venner igen, hænger spørgsmålet ubesvaret i luften, og den dag i dag ved vi stadig ikke, hvad der fik Gud til at overlade sin trofaste tjener i Satans kløer.

Du har ganske ret i, at Jobs Bog går ud fra, at det et eller andet sted må være Guds ansvar, at det gik, som det gik. I sidste kapitel siges det ligefrem: ”Alle Jobs brødre og søstre og alle de, der tidligere havde kendt ham (…) viste deres medfølelse og trøstede ham på grund af al den ulykke, Herren havde bragt over ham”, og det er både Job og Jobs venner faktisk enige i.

Men Jobs venner har ikke kunnet finde sig i, at det spørgsmål skulle stå ubesvaret: Deres svar er nemlig (kort fortalt), at da Gud er retfærdig, så må Job virkelig have gjort sig skyldig i et eller andet, som han nu bliver straffet for.

Det er deres svar på lidelsens problem. Det kender vi som farisæerens grundtese: at det vel må gå den gode godt og den onde ondt; derfor burde man altså kunne slutte baglæns fra folks skæbne til deres skyld, og det er også den mekanisme, der sidder i os alle, når vi, helt instinktivt, spørger, når ting ramler for os: ”Jamen hvad har jeg dog gjort?” For jeg må jo have gjort noget, som jeg nu bliver straffet for.

Job afviser rasende den spekulation – og drager ad flere omgange den forbløffende konklusion: Nej, jeg har ikke været uretfærdig; så det må altså være Gud, der er uretfærdig. Han går så vidt som til at skælde Gud ud for at være sadistisk, ligeglad og lunefuld.

Endnu mere forbløffende er det, at Gud ikke skælder Job ud for at have skældt Gud ud. Nej, i stedet bliver Gud vred – på vennerne! På hans egne fromme forsvarere. Fordi de forsøgte at lukke munden på den fortvivlede.

Men hvis Job ikke får nogen forklaring på, hvorfor det var retfærdigt, at han led sådan, hvad i alverden giver ham så tilliden til Gud tilbage? Dér sker der to ting sideløbende: Gud forkynder i sin store tale (kapitel 38-41), at han faktisk har omsorg for hele sit skaberværk. Det kan man godt undre sig over, for har han ikke netop gjort det næsten umuligt at høre den snak som andet end – ja, snak?

Sideløbende sker der en ting mere: Midt i sin voksende fortvivlelse og vrede mod Gud begynder Job at skimte et billede af Messias, sin forsvarer, som skaffer ham ret over for Gud (kapitel 16 vers 19-21), sin løser, der træder frem over støvet (kapitel 19 vers 25-27).

Når man leder forgæves i Jobs Bog efter et forsvar for lidelsens retfærdighed, så er det fordi, hverken det Gamle Testamente eller det Nye Testamente overhovedet vedkender sig den tanke, at lidelse skulle være retfærdig.

Alle andre religioner i verden har klare, teologiske svar på lidelsens problem – men ikke kristendommen. Den lader lidelsens ubegribelighed og uretfærdighed stå. I stedet viser den hen til den lidende Messias: I Jesus Kristus genfinder vi tilliden til Guds kærlighed. Men det er et endnu større emne.

Med venlig hilsen
Leif Andersen
cand.theol.

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.