Hvor længe var der tvungen konfirmation i Danmark?

Hvornår ophørte konfirmationen med at være obligatorisk i Danmark? spørger en læser. Teolog og stiftskonsulent Jørgen Kjærgaard giver her et kort overblik over konfirmationens historie - fra tvang til frivillighed

Spørgsmål om konfirmation

Kære brevkasse,

Med Christian VI’s konfirmationsforordning af 13. januar 1736 blev konfirmationen indført og gjort obligatorisk i Danmark.
Men hvornår ophørte konfirmationen med at være obligatorisk i Danmark?

Venlig hilsen,
Sofie

Svar fra brevkassen

Kære Sofie,

Konfirmationen er en ”katolsk” opfindelse. Katolsk betyder almindelig, og fra tidlig middelalder vandt den tanke frem i den romersk-katolske kirke, at der måtte et sakramente til ved overgangen fra barn til voksen. En hellig handling, hvor alle blev bestyrket i dåbens nådegaver, før de skulle ud i livet på egne ben.

Snart blev det sådan, at dåbsoplæring blev givet efter dåben, og den gamle håndspålæggelse ved dåben blev knyttet til konfirmationen. Konfirmationen markerede et passende mål af kristendomskundskab, så man kunne deltage i nadveren første gang og vide, hvad meningen var. Dermed fik konfirmationen karakter af at være et nødvendigt ”tillæg” til dåben, og da kirkens folk kunne bestemme, hvornår betingelserne for konfirmation var opfyldt, blev konfirmationen også et åndeligt magtmiddel.

Den tanke gjorde Luther og reformatorerne skarpt op med. Konfirmationen som praktisk kirkehandling og som ”saliggørende sakramente” blev afskaffet. I stedet opprioriterede man undervisning med Luthers Lille Katekismus 1529 som grundbog. Den havde fem hovedstykker, så man kunne den ”på fingrene”: De Ti Bud, Fadervor (som essensen af Det gamle og Testamente Det nye Testamente), dåben, nadveren og trosbekendelsen. Disse stykker skulle præsten forklare menigheden hver søndag efter prædiken og især høre ungdommen i.

Men tiderne skifter. Den pietistiske kristendomsforståelse mente, at troen ikke kun var en lære, men måtte gå fra hovedet, gennem hjertet, og ud i hånden. Der måtte følge en konkret, udadvendt praksis af troens lærdomme. Derfor genindførte man i 200-året for Reformationen konfirmationen som kirkehandling og regulerede katekismusundervisningen med en ny lærebog, som kom året efter.

Konfirmationen skulle få de unge til at bryde igennem til vished i troen og et helligt liv. Og kneb det, gjorde de pietistiske præster selve konfirmationshandlingen til det afgørende øjeblik. I den Berlingske avis kunne man således læse, at ved de første konfirmationsgudstjenester i Vajsenhusets kirkesal i København fandt der både "grådanfald og besvimelser sted." Så hårdt gik man til den.

Det reagerede en hel del imod. Men siden konfirmationen var kongeligt forordnet, var den en pligt for alle - og derfor belagt med både lokkemad og sanktioner. Man kunne for eksempel ikke få næringsbrev som håndværker, blive gift eller nyde almindelige borgerrettigheder, hvis man ikke var konfirmeret. Skete det ikke, inden man blev nitten år, kunne man blive straffet.

End ikke Grundlovens frihedsbestemmelser rokkede afgørende ved disse forhold, fordi man anså den kirkelige oplæring som et fundament under samfundsmoralen. Først i 1909 ophævede man tvangsforordningerne, og konfirmationen blev frivillig.

Formen ændredes der i første omgang ikke meget ved, og helt til vore dage sidder der i folk en gammel skræk for at ”dumpe” under præstens offentlige ”overhøring” af de stakkels nervøse konfirmander. Kigger man i ritualvejledningen (Den Danske Salmebog side 847) vil man dog se, at konfirmationshandlingen kan tilrettelægges helt uden spørgsmål – som en forbøn og velsignelse af hver enkelt på den store dag.

Venlig hilsen,
Jørgen Kjærgaard
Teolog og stiftskonsulent

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.