Spørg

Hvad blev der af kvindernes dør i kirken?

I oldkirken sad mænd og kvinder sammen. Paulus´ ord om at kvinderne skal tie stille i forsamlingen var i realiteten blot en irriteret sidebemærkning om, at kvinderne skal lade være med at sidde og snakke under gudstjenesten, forklarer adj. professor Jørgen Kjærgaard. Foto: Antony McAulay/Colourbox

Tidligere måtte mænd og kvinder benytte forskellige døre i de danske kirker. Men hvornår og hvorfor er kvindedøren blevet muret til, spørger en læser. Adjungeret professor i kirkehistorie Jørgen Kjærgaard svarer

Spørgsmål:

Kære brevkasse,

I mange af de gamle romanske kirker var der to kirkedøre, en for mænd og en for kvinder. Efterfølgende er den ene blevet muret til, mit spørgsmål er derfor, hvorfor man gjorde det. Jeg har ikke kunne finde svaret nogle steder. Det eneste jeg kan finde, er en bekræftelse på, at der var to døre i kirkerne.

Mit spørgsmål går på, hvorfor man murende den ene dør til, så der nu kun er én dør for begge køn. Kort fortalt: Ved du hvorfor (og hvornår) man gik væk fra at have to indgange i kirken, en til hvert køn?

Venlig hilsen
Anonym 

Svar:

Tak for dit spørgsmål.

Kønsopdeling i liturgisk sammenhæng findes som tradition i både jødedom, kristendom og islam, hvor henholdsvis jødiske synagoger, muslimske moskeer og gamle kirkebygninger blev indrettet, så mænd og kvinders tilstedeværelse ikke distraherede gensidigt under de religiøse handlinger.

I synagoger og moskeer har man forskellige adgangsveje og det rituelle rum er indvendigt opdelt med enten skranker eller gallerier, der adskiller mænd og kvinder.

Efterhånden som den kristne kirkebygning fandt sit eget arkitektoniske udtryk, brugte man også forskellige ind- og udgangsdøre. Men helt fra tidligste tid har man været vænnet til, at når forsamlingen eller gudstjenesten blev holdt, var kvinder og mænd i samme lokale. Det er baggrunden for Paulus´ ord om at kvinderne skal tie stille i forsamlingen (1. Korintherbrev, 14,34) – i en sen eftertid fejlfortolket i retning af, at kvinder ikke må tale eller prædike – men i realiteten blot en irriteret sidebemærkning om, at kvinderne altså skal lade være med at sidde og snakke under gudstjenesten.

Kvinderne var der altså med hel og fuld ret. Men kulturmønstret var et andet, blot for et par århundreder siden. Kvinder og mænd fulgtes ikke ad på gaden; og ved sammenkomster, selv i private hjem, sad kvinder og mænd ofte i hver sit rum.

Derfor fik kirkerne med tiden deres egen ind- og udgangsdør til gudstjenesterummet, traditionelt i den øst-vest vendte kirkebygnings nordside, mens mændene kom og gik fra syd. I kirkerummet stod mændene derfor til højre (set fra kirkerummet), kvinderne i venstre side. Denne skik er i dag helt forsvundet, på nær ved kirkebryllup, hvor bruden traditionelt føres ind ved netop ledsagerens venstre arm, og har sin familie (både mænd og kvinder) siddende i kirkens nordside.

I dag er det stort set alle steder den gamle kvindedør i nordsiden, der er sløjfet og muret til. Det skyldes, at man fra 1400-tallet begyndte at bygge ”våbenhuse” omkring mandsdøren som en vejr- og vindskærmende foranstaltning omkring de ceremonier, der i senmiddelalderen foregik netop ved kirkedøren. Ceremonier ved kirkedøren kunne være velsignelser af giftermål, skriftende og bodsgængere, barnedåb eller en nybagt moders første kirkegang efter fødslen – en skik, som holdt sig langt op i tiden også efter Reformationen.

Alt dette skete ved indgangen til det helligede rum, hvor intet urent, djævlebefængt eller syndigt måtte komme uformidlet ind. Tilbygningerne brugtes endvidere til verdslige formål, forsamlinger – og i fredstid til opbevaring af landeværnets våben, hvilket nok har afstedkommet den populære benævnelse.

De steder, hvor ”våbenhuset” ikke var bygget foran den gamle kvindedør, forsvandt kvindedøren i løbet af de første par århundreder efter Reformationen.

Jørgen Kjærgaard
Stiftskonsulent og adjungeret professor i kirke- og salmehistorie