Spørg

Hvad er konfirmationen en bekræftelse af?

Flere og flere arbejder ud fra en ”dobbelt bekræftelse” i konfirmationen: Gud bekræfter sin velsignelse fra dåben, og konfirmanden bekræfter, at hun/han tager imod den velsignelse og vedkender sig at ville høre til i den kristne kirke, skriver sognepræst Kaj Bollmann. Foto: POLFOTO / NIMA STOCK

Konfirmationen indeholder et tredobbelt ja, mener sognepræst Kaj Bollmann. Se her, hvem der siger ja til hvad

Hvad vil det sige at blive konfirmeret?

At blive konfirmeret betyder efter min mening at bekræfte det tilhørsforhold til den kristne kirke og trosbekendelse, som blev grundlagt i dåben. Man vedkender sig kirken og kristendommen og dåben som sit livsgrundlag.

Hvem siger ja i konfirmationen?

Der er et tredobbelt ja: Gud bekræfter og gentager dåbens ja, konfirmanden vedkender sig dåben, den kristne kirke, og tro, og menigheden bekræfter konfirmanden som en voksen del af menigheden – hos os symboliseret ved, at et medlem af menighedsrådet som en integreret del af gudstjenesten overrækker konfirmanden en bibel og ønsker tillykke.

I forlængelse af modernitetens gennembrud var der mange, der indvendte, at det var en overbelastning af konfirmanderne at skulle sige ja til noget så kompliceret som trosbekendelsen, og at den kristne tro ikke er et sæt meninger, som man bare kan krydse af med ja og nej. Det førte til en teologisk omtænkning, som lægger vægt på, at det er Gud, der bekræfter det ja, der allerede lød fra Ham i dåben. Altså konfirmationen som velsignelseshandling mere end som en ”tros-eksamen”.

Men konfirmanderne er ikke bare passive. Derfor ser man nu flere og flere præster, som arbejder med den dobbelte bekræftelse i konfirmationen: Gud bekræfter sin velsignelse fra dåben, og konfirmanden bekræfter, at han/hun tager imod den velsignelse og tilhørsforhold til den kristne kirke.

Hvordan er relationen mellem dåb og konfirmation?

Konfirmationen er afslutningen på den dåbsopfølgende undervisning, som konfirmationsforberedelsen er. Konfirmationsforberedelsen er imidlertid i dag både dåbsopfølgning og dåbsforberedelse, fordi der er et stadig stigende antal deltagere, der endnu ikke er døbt. Dåben er en naturlig forudsætning for konfirmationen, fordi det sidste er en vedkendelse af det første.

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.