Må man blive begravet sammen med sit kæledyr?
Må man tage sit kæledyr med sig i graven - for eksempel en hund eller en kat, spørger en læser. Provst Leif Arffmann svarer på, hvorvidt man kan blive begravet sammen med sit kæledyr
Spørgsmål:
Kære brevkasse,
Jeg vil spørge, om man må tage sit kæledyr med sig i graven. Må man blive begravet sammen med sit kæledyr - for eksempel en hund eller en kat?
Håber, I kan svare på mit spørgsmål.
Venlig hilsen Anton
Svar:
Den lovgivning, som Folketinget har fastsat, siger, at de danske kirkegårde er beregnet til, at der her skal begraves døde mennesker. En begravelse sker enten ved en kistebegravelse eller ved en ligbrænding med efterfølgende nedgravning af en urne, der indeholder asken af den afdøde.
Det er således ikke tilladt, at der i kisten eller urnen er andet end de jordiske rester af det pågældende menneske og derfor ikke et dødt kæledyr.
Når det forholder sig sådan, skyldes det, at kæledyret kan have haft sygdomme, som er forbundet med smittefare, sådan at jorden og grundvandet kan få tilført giftstoffer fra det døde kæledyr.
Der er eksempler på, at der på trods af bestemmelserne alligevel er sket begravelse af døde dyr i kisten med et dødt menneske. Dette har medført påtale og irettesættelse overfor de pågældende bedemænd.
Leif J. L. Arffmann
Provst og tidligere formand for Foreningen for Kirkegårdskultur
Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.