Kommer de kristne kun i himlen på grund af jødernes afbud?

Hvad menes der med, at jøderne er det udvalgte folk? Er vi ikke-jøder i virkeligheden kun med på et afbud, spørger en læser. Sognepræst Rasmus H.C. Dreyer svarer

Spørgsmål: 
 
Hvad menes der med, at jøderne er det "udvalgte folk"? Jævnfør blandt andet Matthæusevangeliet 15, 21-28: "Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus" og "Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til hundene". 

Er vi ikke-jøder i virkeligheden blot med på et afbud?

Venlig hilsen
Arne

Svar:

Kære Arne

Det er et grundlæggende spørgsmål i kristendommen, som du rejser i din henvendelse. For Jesus var som bekendt af jødernes folk, men vi er ikke jøder, vi er kristne. Hvorfor? Fordi de kristne er blevet Guds folk i kraft af troen. 

Men først til det konkrete spørgsmål: Hvad siger og mener Jesus egentlig i beretningen om den kanaanæiske kvinde?

Scenen er sat i grænseegnene ved Genesaret sø eller ved de nærliggende hedenske områder, og en ikke-jødisk kvinde kommer til Jesus. Hun angives som kanaanæer, hvilket selvfølgelig bevidst spiller på den gammeltestamentlige konflikt mellem kanaanæerne og de indvandrede israelitter. 

Kvinden beder om Jesu barmhjertighed: ”Forbarm dig over mig, Herre, Davids Søn!” Hendes datter er besat af en dæmon, men da hun ikke er jøde, svarer Jesus hende i første omgang slet ikke. 

Læs også: Kristendom er jødedommens fortsættelse

Disciplene vil have ham til at sende hende bort, hvortil Jesus svarer, at han ikke er kommet til andre end de fortabte får af Israels hus. Men kvinden insisterer, og Jesus afviser på ny: Børnenes brød skal ikke gå til hundene. Jo, svarer hun, for også de små hunde spiser af smulerne, der falder fra bordet. Jesus svarer da: ”Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil!” Datteren bliver rask. 

Når Jesus til en begyndelse svarer, at han kun er kommet for at hjælpe fårene af Israels hus, så kan ejefaldsformen forstås på to måder: Enten taler han om hele Israel, det vil sige folk og land som en helhed, eller også taler han, hvad der er mere sandsynligt ud fra hans optræden i evangelierne, om de får, der i Israel har brug for en hyrde. Jesus underforstås således som hyrden = Messias. 

Det er derfor de sædvanlige syndere, toldere, skøger og deslige, vi skal tænke på. Alligevel afviser han kvinden, velsagtens fordi hun ikke er jøde. 

Hele scenen findes parallelt skildret i Markusevangeliet (kapitel 7 vers 24-30), men her bemærker vi, at Markusevangeliet er skrevet med henblik på hedninger, Matthæus mod jøder – for i Markus siger Jesus, at hun først må lade børnene – det vil sige jøderne – blive mætte; her er altså en åbning, hvor frelsen også skal komme til hedningerne, men først efter jøderne har fået del i den. 

Læs også: Hvad siger andre religioner om Jesus?

Hos Matthæus er Jesu afvisning mere bastant: Nej, er svaret, men så alligevel ikke: På grund af kvindens tro sker en vending i frelseshistorien af umådelig betydning: I kraft af hendes tro på, at brødet også er hendes i form af smulerne, viser hun sig som en troens arving. Det stiller kvinden på lige fod med Abrahams børn (se Mattæusevangeliet kapitel 3 vers 9), israelitterne, der er arvinger i kraft af tro. Abraham var stamfader til jøderne, og Gud havde lovet at velsigne hans efterkommere. 

Forstår vi lignelsen i den sammenhæng, så ser vi, der selv anno 2015 må forstås som hedningekristne, ikke-jøder af fødsel, at vi ikke er med på et afbud, men vi er med på grund af og i kraft af troen. 

Læs også: Hvad siger religionerne om Abraham?

Det er i virkeligheden samme argumentation, apostlen Paulus bruger i sine breve. Paulus er selv jøde af fødsel, men identificerede sig selv som hedningeapostel. 
 
De, der tror på Jesus som Kristus, ligesom Abraham troede på Guds løfter, de er Guds udvalgte – Guds folk. ”Det er dem, som har troen, der er Abrahams sønner”, skriver Paulus i Galaterbrevet (kapitel 3 vers 7) i et heftigt angreb på nogle jødekristne, det vil sige kristne jøder, der har krævet Moselovens overholdelse af de kristne. 

Bryster man sig derimod af lovoverholdelsen, har man misforstået, hvad der både gør jøder og hedningekristne til Guds folk: Det gør kun troen. For ingen bliver retfærdig for Gud ved loven, den har Kristus købt os fri for ved sin gerning. Ved at han således opfyldte loven fuldt ud, kunne også velsignelsen til Abraham ”nå ud til alle hedningerne i Kristus Jesus” (Galaterbrevet kapitel 3 vers 14).

Paulus er nok polemisk over for de jøder, der af de nye hedningekristne kræver overholdelse af Moseloven, men han er på ingen måde afvisende over for jøderne som sådan. De er sammen med de Kristus-troende Guds folk. 

Israel og jøderne har blot forhærdet sig, Gud forkaster ikke sit folk, de vil følge efter de Kristus-troende, når tid kommer. Som Paulus så berømt og smukt siger det: ”For sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke” (Romerbrevet kapitel 11 vers 29).

Med venlig hilsen
Rasmus H.C. Dreyer
Sognepræst og kirkehistoriker

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.