Spørg

Hvad kaldes det armenske kors?

Det særlige armenske kors, der kaldes ”khalchkar”, ligner lidt et maltheserkors og er udfyldt med dekorative elementer på en næsten ”horror vacui”-agtig måde, skriver kunsthistoriker Anne-Mette Gravgaard. Foto: kaetana - Fotolia

Armenien er ifølge traditionen det første kristne land med en helt særlig kristen historie, svarer Kunsthistoriker Mette Gravgaard svarer

Spørgsmål:

Kære Brevkasse

Det armenske kors med Kristus på korset og ligesom buet i alle fire retninger - hvad hedder det? Jeg havde en diskussion med en armener, og hans oplysninger fandt jeg ikke tilfredsstillende. Jeg vil gerne have et svar, hvor man også får flere forskellige kors at se på. jeg forstod heller ikke helt den armenske kristendom?
 
Venlig hilsen
Anonym

Svar:

Kære spørger

Det særlige armenske kors, der kaldes ”khalchkar”, ligner lidt et maltheserkors og er udfyldt med dekorative elementer på en næsten ”horror vacui”-agtig måde. Hyppigst er korset hugget ind i sten, hvor det bruges både som ligsten på kirkegården og til dekorativt element i arkitekturen. De første khalchkars stammer fra det 9. århundrede, men bliver mest udbredte i det 13. århundrede. Nogle enkelte har en Kristusfigur indhugget i korset.

Armenien er ifølge traditionen det første kristne land. Allerede Jesu disciple, Thaddæus og Bartholomæus, skal have missioneret i Armenien mellem år 40–60.

På trods af at have været holdt fangen i en brønd gennem 12 år af den hedenske kong Tiridates, helbredte Gregor Lysbæreren, den selvsamme konge, for en vanvidssygdom. Tiridates lod sig derefter døbe og gjorde kristendom til hele Armeniens statsreligion i år 301. Gregor Lysbæreren grundlagde samtidigt byen Echtmiasin, som blev landets religiøse centrum. 

Ved det 4. økumeniske koncil, der fandt sted i Chalcedon (Lilleasien) i år 451, besluttedes det som dogme, at Kristus var fuldt menneske og fuldt Gud, og at hans to naturer hverken kunne adskilles eller sammenblandes.

Dette sympatiserede de koptiske kristne fra Ægypten ikke med. De mente, at Kristus kun havde én natur, som dog både var guddommelig og menneskelig på én gang. Derfor stempledes de af majoriteten af de ortodokse biskopper som kættere og blev spottet som ”monofysitter”. ”Monofysitter” kaldes de, som tror, at Jesus kun har én natur. Foruden den armenske og den ægyptiske kirke er også den syriske kirke monofysitisk. 

De armenske biskopper, der var af samme observans som kopterne, deltog aldrig i koncilet, og blev, skønt de således ikke officielt var stemplet som kættere, tidligt frivilligt afsondret fra den ortodokse kirke.

Den væsentligste religion i dag i Armenien er kristendommen. Over 93 procent af de armenske kristne tilhører den Armenske Apostoliske Kirke med hovedsæde i Echtmiasin.

Jeg håber, at ovenstående er fyldestgørende!

Med venlig hilsen 
Anne-Mette Gravgaard 
Kunsthistoriker og teolog

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.