Spørg

Hvilke krav er der til nadverbrødet?

Den udbredte brug i dag af de små, runde ”oblater” fra Diakonissestiftelsens alterbrødsbageri – der faktisk er bagt uden gær og hævning, altså ”usyrede” – beror således på tradition og det praktiske, at de krummer minimalt, skriver Jørgen Kjærgaard, der er lektor og stiftskonsulent. De viste oblater stammer ikke fra Diakonissestiftelsens alterbrødsbageri.

Den kristne nadver blev til den skærtorsdag aften som de nytestamentlige skrifter skildrer, hvor Jesus omtolkede det traditionelle jødiske påskemåltid, svarer lektor Jørgen Kjærgaard

Spørgsmål

Kære brevkasse

I Danmark er der så gudstjenester, hvor man ikke får oblater, men rigtig brød til naveren? 

Hvis ja, er der så nogle krav til det brød? Altså skal det være usyret?

Venlig hilsen
Jakob

Svar

Kære Jakob

Jeg gætter på, at spørgsmålet udspringer af en forestilling eller erindring om, at der består nogle ”ægtheds”-krav til sakramenternes elementer – måske klinger også nogle erindringer om baggrunden for den kristne nadver med?

Historisk rids:
Den kristne nadver blev til den skærtorsdag aften som de nytestamentlige skrifter skildrer, hvor Jesus omtolkede det traditionelle jødiske påskemåltid. Læs og sammenlign Matthæusevangeliet kapitel 26 vers 17-29; Markusevangeliet kapitel 14 vers 12-25; Lukasevangeliet kapitel 22 vers 7-23. (Johannesevangeliet nævner blot, at de holdt måltid, til gengæld citerer Paulus Jesus for de afgørende nadverord: Første Korintherbrev kapitel 11 vers 23-26).

Det jødiske påskemåltid var gennemritualiseret helt ned til, hvad man spiste og drak, og hvordan maden var tilberedt og blev indtaget. 

Brødet, som hørte til ethvert måltid, skulle denne aften være ”usyret” det vil sige bagt af dej uden surdej fra en tidligere dej – med andre ord et ”rent”, nyt brød – som tegn på en ny og frisk begyndelse uden rester fra fortiden.

LÆS OGSÅ: Må små børn gå til nadver?

Der er næppe nogen tvivl om, det var et sådant ”usyret” brød, Jesus brugte ved den første nadver. Og siden har man gennem kirkens tradition – og de forskellige kirkesamfunds forskelligartede udformning af nadveren – lagt større eller mindre vægt på såvel ingredienser som tilberedning og indvielsen af nadverens brød.

I den tradition, den evangelisk-lutherske danske kirke kommer fra - den vesterlandske, romersk-katolske - var det ikke så meget brødets indhold som selve den liturgiske indstiftelse, man har lagt vægt på. Og det er akkurat den teologiske opfattelse af netop indstiftelsen i nadverritualet, der skiller den katolske og de protestantiske kirker.

LÆS OGSÅ: Hvad er forskellen på katolsk og luthersk nadver?

Altervin:
Alligevel. Altervinen var man øm over. Måske fordi den var eksklusiv i mere end én forstand, da kristendommen kom til Norden. Dels var det jo kun de gejstlige, der fik vinen, indtil Reformationen demokratiserede sakramentet, dels var vindrue-saft en bekostelig importvare, som man sparede på – deraf skikken med at give altergæsten blot nogle få dråber, sådan som det stadig praktiseres. 

Den overdrevne sparsommelighed er dog af nyere dato. Ved en kancelliskrivelse den 23. august 1862 forordnede man, at der skulle ”… beregnes en Flaske vin for hver to og tyve Altergjæster.”

Altervinen skulle være ægte druesaft, hvilket er indskærpet igen og igen i kirkelovene op gennem tiden. Under verdenskrigene, hvor vinlagrene slap op, tillod man dog brug af ”dansk frugtvin” i stedet for druevin.

Alterbrød:
Brødet deklarerede man ikke gennem regelsæt. Fra den katolske tid overtog man den praksis, at ”kirken” selv stod for tilberedningen, men nu overtaget af de lutherske præstekoner, som man tiltroede tilstrækkelig ansvarlighed, når det gjaldt at fremstille et brugbart alterbrød. 

Den udbredte brug i dag af de små, runde ”oblater” fra Diakonissestiftelsens alterbrødsbageri – der faktisk er bagt uden gær og hævning, altså ”usyrede” – beror således på tradition og det praktiske, at de krummer minimalt.

LÆS OGSÅ: Hvordan lyder nadverordene i andre kirkeretninger?

Men med 70’ernes ungdomsgudstjeneste-eksperimenter opstod der en tendens til at ville gøre gudstjenestens indhold nærværende og letforståeligt. 

Ikke bare ord og toner, salmer og bønner, men også sakramenternes bestanddele skulle være umiddelbart genkendelige og tilgængelige for enhver. 

”Ægte” vin kunne friste og skade alkoholikere eller afholde antabus-patienter fra at deltage; følgelig tillod biskopperne alkoholfri druesaft, men dog stadig saft fra vindruer! Og brødet skulle være ”rigtigt” brød, altså det samme som man kendte og købte hos bageren. 

Man kunne sagtens hævde, at nadverens brød og vin bør være noget særligt, og det kan da også ende i devaluerende pjat, som når man provokatorisk vælger småkager og saftevand bare for at demonstrere sin fladkirkelighed. 

Men går man for meget op i den slags, risikerer man, at betydningen flyttes fra det, nadverens brød og vin skænker os fra Gud – og dermed forkynder – til hvilken menneskestyret proces, de nu måtte være blevet til ved, og om vi nu kan lide smagen, eller synes det ser godt ud.

Med venlig hilsen
Jørgen Kjærgaard
Lektor og stiftskonsulent

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.