Spørg

Hvilken kirke i Danmark er ældst?

De første kirker, vi havde herhjemme, var utvivlsomt trækirker. Af dem er ingen bevaret, men vi har en række kirker, hvor dele kan føres tilbage til 1000-tallets sidste del, og disse må regnes som landets ældste. Koret på Jelling Kirke (billedet) er i nyere tid blevet tolket som skibet i en kirke fra 1000-tallets slutning, skriver Martin Wangsgaard Jürgensen, der er bygningsredaktør, mag. art. og dr. theol.

Når vi taler om den ældste kirke, vil det være på grund af partier af bygningen, der kan føres tilbage til de tidligste stenkirker og ikke kirken som samlet bygningsværk, svarer bygningsredaktør Martin Wangsgaard Jürgensen

Spørgsmål

Kære brevkasse

Hvilken kirkebygning i Danmark er den ældste?

Venlig hilsen
Jørgen

Svar

Kære Jørgen

Spørgsmålet om hvilken kirke i Danmark, der er den ældste, kan ikke afgøres med sikkerhed.

Det første, man skal gøre sig klart, er, at hovedparten af vores kirker fra middelalderen er romanske og sikkert opført i løbet af 1100-tallet og 1200-tallets første del. 

Disse kirker er derefter gradvist blevet omdannet, udvidet, delvist nedrevet og så fremdeles. Der er kommet korsarme, tårne, våbenhuse, kapeller og større vinduer til. Alt sammen noget, der har været med til at forandre bygningernes udseende.

LÆS OGSÅ: Hvor er alle relikvierne blevet af?

Når vi taler om den ældste kirke, vil det derfor være på grund af partier af bygningen, der kan føres tilbage til de tidligste stenkirker og ikke kirken som samlet bygningsværk.

De første kirker, vi havde herhjemme, var utvivlsomt trækirker. Af dem er ingen bevaret, men vi har en række kirker, hvor dele kan føres tilbage til 1000-tallets sidste del, og disse må regnes som landets ældste.

LÆS OGSÅ: Hvordan fik vi råd til så mange kirker?

Hvilken, der rent faktisk er ældst, kan ikke siges, men et godt bud kunne være Sankt Jørgensbjerg Kirke i Roskilde, hvor dele af skibets murværk kan føres tilbage til tiden omkring 1080. 

Frådstenskrypten under Aarhus Domkirke kan ligeledes føres tilbage til 1000-tallets sidste fjerdedel, og koret på Jelling Kirke er i nyere tid blevet tolket som skibet i en kirke fra 1000-tallets slutning.

Der kunne nævnes flere kirker, hvor der indgår ganske gamle dele, men hvilken, der konkret er ældst, må, som sagt, indtil videre stå ubesvaret hen.

Venligst

Martin Wangsgaard Jürgensen
Bygningsredaktør, mag.art. og dr.theol.

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.