Spørg

Er Harry Potter-universet satanisk?

Bibelen advarer imod det, jeg her sammenfatter til trolddom. Hvorfor? Jo, af samme grund, som at penge, fodbold og en milliard andre ting kan være problematisk, skriver Thomas Teglgaard, der er forfatter. Foto: stock.xchng.

Det korte svar er, at Harry Potter er fiktion, svarer forfatter Thomas Teglgaard

Spørgsmål

Kære brevkasse

Jeg kunne godt tænke mig at høre jeres syn på, om Harry Potters univers er i konflikt med kristendommens? 

Jeg har læst mange steder, at Harry Potter-universet er dybt satanisk, men i virkeligheden tror jeg den rummer en del mere kristendom, end man lige går og regner med. 

Jeg skriver om dette emne i SRP. 

Venlig hilsen 
Kirstine

Svar

Kære Kirstine

Tak for spørgsmålet, som også var aktuelt for nogle år siden, hvor rygtet om forfatterens sataniske agenda forledte velmente kristne til at fare frem med noget i retning af: "Dér kan I bare se!"

Det korte svar er, at Harry Potter er fiktion. Jo, der indgår hekse og trolde og magi og så videre, alt sammen noget man i virkeligheden skal holde sig fra (trolde kan forresten også være ret voldelige). 

LÆS OGSÅ: Er Harry Potter en Jesus-skikkelse?

Bibelen advarer også imod det, jeg her sammenfatter til trolddom. Hvorfor? Jo, af samme grund, som at penge, fodbold og en milliard andre ting kan være problematisk: Fordi det flytter vores fokus bort fra virkeligheden, bort fra det, der er vigtigt. Hvilken virkelighed? Hvad er det, der er vigtigt? Troen på Jesus.

LÆS OGSÅ: Er der religion i Harry Potter-bøgerne?

Tilbage til Harry Potter. Er der noget galt med ham? Tjah, døm selv. Han er en fiktiv person, men hvis nogen derude har problemer med ham, så hold afstand. 

Og for at balancere det rigtigt: Vi, der ikke har problemer med Harry Potter, kan så glæde os over alt det gode alment menneskelige, der er med, men at udlede "kristne pointer" er muligvis heller ingen genial idé alene af den grund, at der findes medkristne, som har problemer med det.

Kærlig hilsen 
Thomas Teglgaard
Forfatter

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.