Hvor er Gud i det uendelige verdensrum?

Hvor findes Gud i et uendeligt verdensrum? Sognepræst Anne-Mette Gravgaard giver her sit

Hvor findes Gud i et uendeligt verdensrum? Sognepræst Anne-Mette Gravgaard giver her sit bud på et svar. Foto: Jens Dresling/ / POLFOTO

Verdensrummet er uendeligt. Så hvor er Gud henne? spørger en læser. Sognepræst og kunsthistoriker Anne-Mette Gravgaard giver sit bud på, hvor Gud er og hvem Gud er

Spørgsmål:

Da verdensrummet er uendeligt, hvor er så Gud?

Venlig hilsen
Ole

Svar:

Kære Ole,
 
Alle mennesker har sikkert stillet sig det spørgsmål på et tidspunkt i deres liv og ment, at de andre havde nøglen til løsningen. Spørgsmålet er så stort og samtidig så naivt, at man giver op over for det og sjældent tør stille det højt. Derfor er det rigtigt godt, at det bliver stillet her i brevkassen.

Spørgsmålet er ikke bare: hvor er Gud i uendeligheden? For stiller vi det sådan, er det, fordi vi går ud fra, at Gud er en person. Men hvem eller hvad er Gud overhovedet?

Den græske filosof Xenofanes, der levede cirka 500 år før Jesu fødsel, skrev:

"Men hvis okser og heste eller løver havde hænder,
eller var i stand til at tegne med deres hænder og gøre de ting, som mennesker kan,
så ville heste tegne gudernes former som heste og okser som okser,
og de ville tegne gudernes former og skabe deres legemer
på den måde, som deres krop var hver især."

I Bibelen hører vi i skabelsesberetningen, at Gud skabte mennesket i sit billede. Naturligvis vil det være kættersk at påstå det modsatte. Et af de 10 bud, Moses modtager på Sinajbjerget, går ligefrem ud på, at man ikke må gøre sig billeder af Gud. Og i hele Det Gamle Testamente viser Gud sig kun i kraft af sin stemme, når han taler til udvalgte mennesker, eller i kraft af sin styrke i Jakobs kamp mod englen. Ingen har nogensinde set Gud.

Vore monoteistiske søsterreligioner, jødedommen og islam, som vi har det meste af Det Gamle Testamente fælles med, tager i modsætning til de kristne billedforbuddet alvorligt. Når de kristne kun har gjort det under billedstriden i Byzans (ikonoklasmen år 726-843) er det, fordi kristendommens gud nok er én gud, men en treenig Gud, det vil sige én gud, der viser sig på tre måder, som den gammeltestamentlige fjerne og usynlige Gudfader, som sin menneskesøn, Jesus, der lever et helt menneskeliv på godt og ondt gennem 33 år, og som Helligånden, Guds ånde, der indblæses i menneskene.

Begrundelsen for, at det igen ikke blot blev tilladt, men ligefrem krævedes, at man skildrede Gud i billeder, var dogmet om, at Gud var blevet menneske i Jesus. Og et menneske kan man jo afbilde! Så der behøvedes ingen symboler for at afbilde Gud, afgjorde man ved et kirkemøde i 843. Det er baggrunden for de talløse afbildninger af Gud i Jesu skikkelse og dermed for vores opfattelse af Gud som person.
 
Gud som den aldrende hvidskæggede skikkelse ses derimod sjældent og stammer fra visionen i Daniels bog, 7,22 af ”Den gamle af dage”: ” indtil den gamle af dage var kommet, og dommen var blevet fældet til fordel for den Højestes hellige, og den tid kom, da de hellige overtog kongedømmet.”

I den ortodokse kirke definerer man Gud ud fra det, han ikke er (apofatisk). Da man mener, at Gud er ufattelig, kan man således ikke sige, hvad Gud er, kun hvad han ikke er. Mon ikke det er en opfattelse, som rigtigt mange kristne inden for folkekirken deler?

Derfor kunne man måske forsøge sig med dette svar på spørgsmålet om Guds eksistens i det uendelige verdensrum:

Det uendelige og formløse tog midlertidig form i menneskesønnen Jesus. Da han forenede sig med sit udspring, er det guddommelige atter uendeligt, formløst og ufatteligt i universets ufattelige uendelighed. Ved den uhåndgribelige Helligånd beder den kristne om at forenes med det guddommelige, ufattelige og uendelige i kærlighed. Gud kan således opfattes som på én gang helt fjern og helt nær.

Anne-Mette Gravgaard
Sognepræst og kunsthistoriker