Spørg

Hvad betyder "til døden jer skiller"?

I modsætning til den katolske kirke, hvor ægteskabet er et sakramente, så var ægteskabet for Luther et borgerligt anliggende, skriver sognepræst Anne-Mette Gravgaard. Foto: colourbox.com. Modelfoto

Til døden jer skiller, siger præsten til en vielse. Men man bliver vel ikke skilt efter døden, hvis man mødes i Paradis, spørger en læser. Sognepræst Anne-Mette Gravgaard svarer på spørgsmålet

Spørgsmål:

Kære brevkasse,
Når vi bliver gift, lyder det "Til døden jer skiller." Men som troende bliver man ikke skilt efter døden - kun for en kort periode, indtil man mødes i Paradis.

Hænger det ikke sådan sammen? Jeg har spekuleret lidt over det. Håber, I kan hjælpe mig med et svar.

Venlig hilsen
Birthe 

Svar:

Kære Birthe,

"Til døden jer skiller,” lyder det ved tilspørgslen i folkekirkens vielsesritual. Men mødes man så igen i det hinsides - efter døden?

På Holmens kirkegård står der en gravsten fra 1834 med indskriften: ”Vi forenedes for at adskilles. Vi adskildtes for igjen at forenes.” Egentlig er det stillede spørgsmål vel besvaret ganske fint således. Hvis vi vel at mærke tænker kristent!

Men det behøver vi for så vidt ikke,. For i modsætning til den katolske kirke, hvor ægteskabet er et sakramente, så var ægteskabet for Luther et borgerligt anliggende, som bestod af to uafhængige dele:
 
En ”sammengivning”(kopulationen) med tilspørgsel uden for kirken, og en velsignelse af den indgåede handling, som præsten stod for inden i kirken.

Baseret på Luthers lære regner den evangelisk-lutherske folkekirke kun med to sakramenter, dåbens og nadverens sakramente, som begge kendetegnes ved at være indstiftet ved ord, Jesus har sagt ifølge Bibelen, og som ledsages af fysiske tegn, vandet eller vinen og brødet.
 
Selve udtrykket ”til døden jer skiller” kom først ind i vielsesritualet i 1897, hvor en biskoppeligt kommission udfærdigede en ny vielsesliturgi. Igennem årene har mange indenfor den kirkelige verden foreslået, at ordene blev strøget igen, ikke mindst efter at Danmark i 1922 og 25 fik indført en ny ægteskabslov med fri ret til skilsmisse for begge parter.

Hvor ægteskabet i tiden efter reformationen var blevet set som en samfundsbevarende institution, og der under Christian den 5. ligefrem havde været dødsstraf for at begå ægteskabsbrud, blev det i løbet af 1800-tallet mere og mere almindeligt, at folk blev skilt.

Det var på den baggrund, at én af biskopperne, biskop Balslev fra Ribe, foreslog, at det kunne være en god ide at indføre passussen ” til døden jer skiller” i den i virkeligheden helt verdslige tilspørgsel - som en påmindelse om, at det var en forpligtende aftale, der blev indgået.

Anne-Mette Gravgaard
Sognepræst og kunsthistoriker