Spørg

Hvad er det kristne syn på solsystemet?

En læser spørger, hvad kirken mener om solsystemet. Foto: Rollo Snook/Millennium Images/Ritzau Scanpix

En læser vil vide, hvilket syn kristendommen havde på solsystemet. Det er kun Grundtvigs salme "Den signede dag med fryd vi ser", der afslører, hvad kirken mente om jord og himmel, skriver pensioneret sognepræst Ricardt Riis

Spørg
Kære brevkasse

Jeg er ved at skrive en opgave om renæssancen, hvor jeg skal undersøge det kristne syn på solsystemet. Derfor leder jeg efter salmer eller tekster, der understøtter kirkens syn. Rigtig gerne tekster om kirkens tro på, at jorden var i centrum af universet.

Håber, at I kan hjælpe.

KH
Marie

Svar
Kære Marie

Kirken er for det første både den katolske og den lutherske kirke. Det er sandt, at den katolske kirke vendte sig imod den tese, som Galilei havde fået fra Copernikus: at solen var universets centrum. Men indtil 1828 var det også kun en teori, som nogle folk syntes gav bedre mening end tanken om, at jorden var centrum. Tycho Brahe f.eks. mente, at jorden var centrum. Joh, for han kunne ikke måle parallaksen, den forskel i vinklen til én af stjernerne, som måtte fremkomme mellem en måling den 1. juli og en måling den 1. januar, hvis det var solen, der var centrum. Det var først i 1828, at man havde instrumenter, der var gode nok til at måle parallaksen, hvilket skyldes, at selv den nærmeste stjerne er så utrolig langt borte.

Noget kunne man dog måle. Man havde fundet ud af, at middelalderens kalender i årenes løb ville forskyde forårs- og efterårs-jævndøgn. Derfor gik man i de katolske lande over til den gregorianske kalender. Men det var først i år 1700 at et luthersk land som Danmark hoppede med på den vogn, hvilket nok mere skyldtes, at man var lidt loren ved at give katolikkerne ret i noget som helst.

At jorden var rund, havde man vidst fra oldtiden af. Endda havde nogle grækere gjort sig forestillinger om dens størrelse. Man målte afstanden mellem to brønde, hvor solen ved sommersolhverv lige kunne skinne ned i bunden af den sydligste. Ved at måle, hvor mange grader solen stod fra zenit ved den nordligste brønd, dividere det op i 360 grader og gange resultatet med afstanden mellem brøndene, kunne man få et rimelig godt indtryk af jordens størrelse. De var ikke helt tossede dengang.

Men det var kun de lærde, der gjorde sig sådanne tanker. Holberg gør som bekendt lidt nar af Erasmus Montanus' praleri ved at lade ridefogeden tvinge ham til at sige, at ”jorden er flak som en pandekage”. Det var jo, hvad enhver bonde, der havde øjne i hovedet, kunne se.

Men nogenlunde samtidig levede Ole Rømer, som var den første, der målte lysets hastighed. Jeg mener, at hans observatorium lå et sted mellem København og Roskilde.

Af salmer, der afslører, hvad man mente om jord og himmel, kan jeg kun komme i tanker om Grundtvigs ”Den signede dag med fryd vi ser”, DDS nr 402 hvor det i andet vers hedder: ”da lyset oprandt, som jordens bold/ skal lysne udi og gløde”. Men på det tidspunkt havde man leet tilstrækkelig længe af Erasmus til at være klar over, at jorden faktisk er rund.

Skal vi tage det morsomme forhold med, at J. L. Heiberg i sit skrift ”Urania” gjorde sig forestillinger om, hvordan beboerne på Juppiter og Saturn levede (han var ret sikker på, at sådanne beboere fandtes), noget, som Grundtvig i sit ugeskrift ”Danskeren” fandt var lidt for luftige tanker.

Jeg slutter med at efterligne Johan Herman Wessel: ”Det er for tiden, hvad jeg véd/ om jord og tid og evighed”.

Venlig hilsen
Ricardt Riis
Pensioneret sognepræst

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.