Spørg

Hvad vil det sige at elske sin næste som sig selv?

Jesus siger, at man skal elske sin næste som sig selv. Men hvad betyder det egentlig? spørger en læser. Foto: Giulia Bertelli/Unsplash

En læser undrer sig over, hvad det betyder, at man skal "elske sin næste som sig selv". Står der noget i Bibelen om, hvordan man elsker sig selv? Benedikte Vejlby Baggesgaard, der er præst og sexolog, svarer

Spørgsmål:
Kære brevkasse

Elsk din næste, som dig selv.” Jeg vil meget gerne høre om, hvordan kristendommen fortolker dette bud? Hvad betyder det at elske sig selv?

Du skal elske din Herre og du skal elske dig selv. Er det den samme kærlighed? Og hvor står der noget i Bibelen om, hvordan man elsker sig selv? Er der teologer, som har beskæftiget sig med dette spørgsmål? I så fald hvem og hvor?

I Markusevangeliet kapitel 12 vers 29-34 står der:

”’Det første bud er: ’Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er én, og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.’ Dernæst kommer: ›Du skal elske din næste som dig selv.’ Intet andet bud er større end disse.’ Så sagde den skriftkloge til ham: ’Det er rigtigt, Mester. Det er sandt, som du sagde, at Gud er én, og at der ikke er nogen anden end ham, og at det at elske ham af hele sit hjerte og af hele sin forstand og af hele sin styrke og det at elske sin næste som sig selv er mere værd end alle brændofre og slagtofre.’ Da Jesus hørte, at han svarede klogt, sagde han til ham: ’Du er ikke langt fra Guds rige.’ Derefter turde ingen længere spørge ham om noget.”

Jeg glæder mig til at høre fra jer.

Med venlig hilsen
Anne-Sophie

Svar:
Kære Anne-Sophie
Tak for dit spørgsmål. Selvom det er meget et enkelt spørgsmål til et ganske centralt bibelsted, er det slet ikke så enkelt at svare på. For den klassiske teologi vender ikke så tit blikket den vej – indad mod selvet.

I Første Johannes Brev kapitel 4 vers 7-21 står der om Guds kærlighed og om menneskers indbyrdes kærlighed – det vil jeg anbefale dig at læse. Her vil jeg fremhæve vers 19:

”Vi elsker, fordi han elskede os først”.

Det er i det hele taget forudsætningen for al teologi – at Gud elsker sit menneske. At vi er elskede. Som Peter Bastians sidste bog hedder: ”Altid allerede elsket”.

I den bedste af alle verdener begynder mennesket dér. Og kan derfra vende sit blik mod andre. Men fra sjælesorg og terapi ved vi, at mennesker, der ikke er vokset op med en oplevelse af at være elskede, primært af deres forældre – de har svært ved at tage imod sådan et budskab. Og det kan være helt nødvendigt at lære at give sig selv, hvad man aldrig fik. For vi elsker, fordi vi er elskede.

En spændende, nulevende amerikansk præst og teolog, der hedder Cynthia Bourgeault, udvider perspektivet, når hun i bogen: ”Jesus som visdomslærer” (Boedal 2019) skriver:

”At der heller ikke er nogen adskillelse mellem mennesker indbyrdes er en lige så slående forestilling – og lige så udfordrende. Et af de kendteste udsagn af Jesus er: ’Du skal elske din næste som dig selv.’

Men vi opfatter det næsten altid forkert. Vi hører: ’Du skal elske din næste lige så meget som dig selv.’ Og det næste logiske spørgsmål bliver så: ’Men er jeg så ikke nødt til at elske mig selv, før jeg kan elske min næste?’

Hvis man lytter nøje til Jesu udsagn, så er der ikke noget lige så meget som i det. Det lyder bare: “Du skal elske din næste som dig selv” – som en forlængelse af din person. Det drejer sig om at forstå, at din næste er dig selv.”

Vi er altså forbundne. Som Jesus siger det: ”Jeg er vintræet – I er grenene” Johannesevangeliet kapitel 15 vers 5, eller Paulus Første Brev til Korintherne kapitel 12 vers 12-27, hvor han taler om, at vi er ét legeme i Kristus.

Synliggjort i nadveren, hvor vi bliver et med Ham – og med hinanden.

Med venlig hilsen
Benedikte Vejlby Baggesgaard
Præst og sexolog

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.