Hvis Gud er kærlig og retfærdig, hvorfor straffer han så børn?

En ung kristen undrer sig over en bibelpassage, hvor Gud straffer Kong Davids søn for noget, David har gjort. Bjarne Lenau Henriksen, der er teolog og fængselspræst, svarer, at han også har svært ved at forstå det

Spørgsmål:
Hej kristendom.dk

Jeg er begyndt at læse om Kong David i Første og Anden Samuelsbog og faldt over en passage, som jeg ikke har kunne forstå.

I Anden Samuelsbog kapitel 12 straffer Gud David, hvilket er forståeligt, men hvorfor lader Gud det gå ud over Kong Davids søn? Jeg kan ikke få det til at hænge sammen med mit billede af en elskende og retfærdig Gud, at det skulle gå ud over Davids barn. Hvorfor kunne David ikke selv tage straffen, eller give et offer til Gud i form af enten et lam eller andre værdier?

Håber I måske kan give mig noget indsigt i, hvad der foregår i denne passage.

Med mange hilsner
En ung kristen

Svar:
Kære unge kristne

Jeg kan godt forstå, at du ikke kan forstå det. Det kan jeg heller ikke. Når vi læser Det Gamle Testamente med Det Nye Testamentes kærlige Guds briller på, giver det ingen mening at læse om drab og da slet ikke om barneofring, tilmed med Gud selv som drabsmand. Derfor gør vi klogt i ikke at læse Det Gamle Testamente på Det Nye Testamentes præmisser.

Det er ikke første gang, små børn er blevet udsat og slået ihjel i Det Gamle Testamentes. Da Gud slap den store vandflod løs (Første Mosebog 6-9) betød det en total udslettelse af skaberværket. Et utal af børn er røget med i købet dér. Dog var Gud så forudseende, at han tog en reservefond af alle levende væsener med i Noas Ark, så hans skabervæk kunne gentages på et tidspunkt.

Senere i Patriarkfortællingerne hører vi om oplægget til en barneofring, da Gud for at prøve Abraham sendte ham af sted med sønnen Isak til Moria-landet, hvor han skulle ofre ham til Gud for at dokumentere sin lydighed. En makaber test, som Herren da også indstillede i sidste øjeblik, da han kunne se, at Abraham tog Gud alvorligt (Første Mosebog 22).

Den gammeltestamentlige Gud er en Gud der med magt og om nødvendigt vold suverænt råder over liv og død. Gud er en nidkær og straffende ”kontraktgud”, som styrer sine mennesker med en pagt fuld af love med detaljerede regler, som han i sin indiskutable almagt kræver overholdt, hvis det udvalgte folk fortsat vil være udvalgt. Går folket derimod sine egne veje, falder guds straf øjeblikkeligt. Den religiøse verden har til alle tider været fuld af guder, der bruger trusler, hævn og straf som skræmmende styringsredskaber med henblik på disciplinering, lydighed og ensretning. Gud giver mennesket liv, men han kan også tage livet af det.

Jahve straffer sit folk, sine egne udvalgte favoritter, hvis de ikke overholder deres del af pagten, hvis deres gudsdyrkelse ikke holder det aftalte niveau, hvis de falder fra og er ulydige. Hans straffemetoder ses i forskellige udgaver. Når det var helt galt, gjaldt gengældelsesloven: ”Liv for liv, øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod…” (Anden Mosebog 21: 23-25).

Med David var det helt galt. Først havde han bedrevet hor og bagefter orkestreret et ikke-anerkendelsesværdigt drab: han sørger for, at Urias blev dræbt, så han efterfølgende kunne få sit ulovlige begær efter Urias’ kone Batseba legaliseret, når hun indtrådte i enkestanden. David dræber Urias af egoisme. Det 5. bud forbyder privat motiverede drab, men ikke at man dræber, når man er i krig mod Guds og folkets fjende.

Guds straf fremtræder ekstra uforståelig og rå, da det er det nyfødte ”ulovlige” barn, der bliver drabsofferet. Der er en råhed over hele processen. Ikke mindst fordi Gud lader David leve og tilmed lader ham få en ny søn med Batseba, Salomo som Herren elskede. Men historien ville smuldre, hvis David døde for Guds hånd. For tilbage i Anden Samuelsbog 7 lover profeten Nathan på Guds vegne Davidsdynastiet et evigt kongedømme. Et sådant løfte er så stort, at Gud ikke kan løbe fra det uden at miste sin troværdighed. Historien fastholder Guds magtposition, samtidig med at Davids slægt får del i Guds velsignelse til evig tid. Så må vi leve med, at David ikke overholdt Guds bud. Det var ellers forudsætningen for forjættelsen.

Samlet set vil jeg sige, at der i min optik ikke er den mindste form for retfærdighed til i historien om David og Batseba. Den kan ikke læses i retfærdighedens perspektiv, og det er heller ikke hensigten med den. Læs historien om Urias, Batseba og David som en grum, men spændende fortælling og lad det være ved det. Den fortæller ikke noget om den Gud, vi som kristne møder i Det Nye Testamente. Det Nye Testamentes Gud Fader fælder også dom, men han gør det på sin helt egen måde. Kærligheden og tilgivelsen den eneste dom, der falder over mennesket. Dommen hedder Jesus Kristus. I ham er opfyldelsen af Loven og alle dens gerninger altomfattende. Det rokker et gammeltestamentligt gudsbillede ikke ved.

Venlige hilsener
Bjarne Lenau Henriksen
Teolog, fængselspræst og tidl. chef for Kirkens Korshær

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.