Spørg

Hvorfor findes der en helligånd?

Duen har gennem tiden været et symbol på Helligånden. En læser spørger, hvad Helligånden kan, som Gud ikke kan. Bjarne Lenau Henriksen, der er teolog, fængselspræst og tidligere chef for Kirkens Korshær, svarer. Foto: Unsplash

Hvad er det, Helligånden kan, som Gud ikke kan? spørger en læser. Bjarne Lenau Henriksen, der er teolog og fængselspræst, svarer, at Helligånden også stadigvæk er gådefuld for ham

Spørgsmål:
Kære debatredaktør

Mit spørgsmål er enkelt, hvorfor findes der en helligånd? Man kunne måske stille det lidt anderledes, hvad er det som Helligånden kan, som Gud ikke selv kan?

Mit spørgsmål grunder i, at jeg måske ikke er særlig kyndig indenfor kristendommen og at jeg ikke forstår begrebet Treeningheden.

Det giver mening for mig, at man har en Gud, og at Han ønsker at vise mennesket at Han er villig til at ofre sin søn for mennesket. Jeg opfatter det som en tydeliggørelse overfor mennesket, hvilken betydning vi har for Ham. Men så er det jeg ikke forstår, hvorfor er det at Gud lader os besjæle (jeg ved ikke helt, om det er det rigtige ord) af Helligånden og som denne artikel fint skriver, så sættes disciplene istand til at tale mange sprog. Og her er så min begrænsning, hvorfor er det Helligånden der gør det her og ikke "bare" Gud.

Der må altså være en grund til at Gud på den måde ikke direkte tager "kontakt" til menneskene. Jeg har forstået at man siger "Gud er i os alle", men lige i dette tilfælde, så er det altså Helligånden.

Så mit spørgsmål - hvorfor er der en helligånd, udspringer af ovenstående.

På forhånd tak.

Med venlig hilsen
Per Kirkegaard

Svar:
Kære Per,

Det er umuligt at forklare noget uforklarligt ved hjælp af noget andet uforklarligt. Når jeg gør det, kommer jeg straks ind i troens uforklarlige verden, hvor jeg har frihed til at tro mig frem til det mest utrolige. Det er her, jeg befinder mig, mens jeg forsøger mig med en form for svar til dine spørgsmål.

Jeg kan kun tro på Helligånden, hvis jeg vil lade den være til i dens egen utrolige virkelighed. Den kan kun mødes med tro eller ikke-tro. Det gælder også Gud Fader og Gud Søn: At der er en Gud Fader, og at Jesus Kristus er hans søn, kan ikke forklares, men tros. På den måde er Far, Søn og Helligånd ligestillede i en ubrydelig enhed.

I troen kommer Gud Fader mig ganske uforklarligt og uforståeligt i møde som Gud Helligånd som den ”kraft”, der får mig til at tro. I ”min” kristendom er Helligånden en integreret og ligeværdig og ligebyrdig del af den ufattelige Treenighed. Den er af samme væsen som Faderen og Sønnen.

For mig er Helligånden Gud, der bevæges og bevæger sig. Helligånden er bindeleddet i den treenige Gud internt og med hans skaberværk eksternt. Den er en skjult hemmelighed, der virker i en usynlig virkelighed. Den skaber liv og får livet til at leve. Den skaber fællesskab, uden at jeg kan forklare, endsige bevise det.

Sammenhængskraft, bæredygtighed og kommunikation er tre nutidige udtryk, som måske kunne bruges til at karakterisere Helligåndens indsatsområder. Den giver alt liv en dybere mening. Den bringer tro, håb og kærlighed ind i den skabte verden, tror jeg. Den er som et ”ingenting”, der betyder ”alting”. Den er Gud Fader, der gør sin døde og opstandne søn levende på jorden.

I Det Gamle Testamentes mytologiske begyndelse svævede Guds Ånd over vandene. Det var ikke nogen ligefrem ligegyldig position sådan at svæve over vandene. Ånden var således ikke noget uden for Gud selv, men Gud selv, som har det uendelige overblik over urdybet og jordens tomhed og øde.

Der er evighed i Guds Ånd. Den har ingen begyndelse og er uden ende. Det var den selvsamme Guds Ånd, livsånden, som Gud blæste ind i Adam, så han gik fra at være død jord til at blive levende menneske af kød og ånd.

Jeg ser ikke Ånden som Guds medhjælp, men som en autentisk del af Guds væren og væsen. Den gammeltestamentlige Gud hyrede ikke Ånden som en ekstern kommunikationskonsulent, der skulle understøtte hans skabelsesplaner. Gud kunne godt klare sig selv, da han satte sig selv i spil som Ånd. Den levende, livsskabende Ånd fulgte med ind i Det Nye Testamentes fortælling om Gud Faders fællesskab med Guds Søns fødsel, liv og død, og ikke mindst opstandelse fra de døde.

Det er så let at stoppe op ved troens absurditet, det kan jeg selv finde ud af. Men skal mit hoved, mit sind og sæl løftes op i de højder og ned i de dybder, hvor jeg undres over det skabte livs indbyggede uforståelighed og gådefuldhed, skal der ånd til. I min kristne optik hedder skaberånden Helligånden. Uden at jeg ved af det, drejer den mig en knap og får mig undertiden til at se det, jeg ikke selv kan se, høre det, jeg ikke selv kan høre, sige det, jeg ikke selv kan sige, og tro det, jeg ikke selv kan tro.

Tro kan jeg nemlig heller ikke selv. Det er Gud Helligånd selv, der gør troen levende og bevægelig i mig. Det er Helligånden, der skaber nærværende fællesskab mellem mennesker. Det er Helligånden, der bygger bro, det er Helligånden, der forener, det er Helligånden, der elsker troen, håbet og kærligheden frem i os.

For mig handler Helligånden ikke om ekstatiske oplevelser, syner, tungetale og helbredelse, men om et beåndet jordisk liv, hvor mennesker har sans og blik for hinanden i troen på Guds kærlighed. Jeg kan ikke spænde Helligånden for min egen religiøse vogn og sige, at her er den. Men jeg tror, den er der. Gud Helligånd er Gud Fader i verdens fortsatte skabelse, hvor Gud Søn er Gud Faders uendelige kærlighed.

Helligånden blev meget tidligt et problembarn. Jeg vil ikke her gå ind i Treenighedens (og dermed Helligåndens) oldkirkelige udvikling og de stridigheder, der opstod i kirken om magtforholdet mellem Fader, Søn og Helligånd. I vores vesterlandske tradition har vi holdt fast i beslutningen om, at Helligånden er udgået fra Faderen og sønnen. I de østerlandske ortodokse kirker mener man, at Helligånden på en måde underordnes Kristus og dermed bliver det svage og underordnede led i Treenigheden.

Denne uenighed var af en sådan tyngde, at den førte til splittelse i 1054 mellem den vestlige og østlige kirke. Splittelsen varer ved endnu og fortæller os om, at Helligånden ikke er let at hegne ind. Den blæser, hvorhen den vil i al dens uhåndgribelighed.

”Helligånden er altid nutid og åbner for en ny fremtid” skriver Niels Henrik Gregersen i en artikel andetsteds på kristendom.dk. Den tro på Helligånden kan jeg fuldt sige ja til. Også til at ”uden ånden ville Jesus være fortid og kirken et museum.” Det kan ikke siges bedre. Alligevel er Helligånden stadigvæk gådefuld for mig. Men livs- og trosbekræftende gådefuld.

Med venlig hilsen
Bjarne Lenau Henriksen
Teolog, fængselspræst og tidl. chef for Kirkens Korshær

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.