Spørg

Hvad siger kristendommen til, at jeg fravælger ægteskab, fordi jeg er aseksuel?

En læser skriver og spørger, hvad kristendommen siger til, at han bevidst fravælger ægteskabet, fordi han er aseksuel og derfor ikke oplever seksuel tiltrækning til andre mennesker. Foto: Sandy Millar

Hvad siger kristendommen til, at man fravælger at blive gift? spørger en læser, der er aseksuel og derfor ikke oplever seksuel tiltrækning til andre. Lektor i historie og religion, Karen M. Larsen, svarer

Spørgsmål

Hej brevkasse

Jeg er aseksuel, og derfor siger det med kvinder mig ikke noget. Hvad siger kristendommen til det, hvis man bevidst fravælger ægteskab på den baggrund?

På forhånd tak.

Med venlig hilsen
Peter

Svar:

Kære Peter

Både den kristne tradition og Det Nye Testamente kender til, at mennesker fravælger ægteskabet til fordel for et liv i cølibat.

Paulus, der selv var ugift, anbefaler de troende at undlade at gifte sig med henvisning til, at man som gift er optaget af sin ægtefælle og materielle sorger, mens den ugifte er optaget af Gud (1. Kor. 7,32-34).

Og Jesus, der i henhold til den kristne tradition også var ugift, taler om dem, der er blevet født som kastreret, dem der er blevet kastreret af mennesker og så dem, der har kastreret sig selv for himmeriges skyld (Matt. 19,12). Den danske oversættelse bruger dog det noget mere forsigtige udtryk “uegnet til ægteskab”.

Både indenfor den katolske kirke og den ortodokse kirke kender man til cølibatet og opfatter det som en god og velsignelsesrig livsform.

Der kan altså ikke være tale om en kristen pligt til at gifte sig, selvom man indenfor den protestantiske tradition har haft en vis tendens til at lægge meget vægt på det gode og nødvendige ved ægteskabet.

På samme måde lægger Matthæusevangeliet kapitel 19 op til, at nogle mennesker er født som eunukker/kastrater. Hermed menes muligvis visse interkønstilstande, men nogle ville måske også mene at der kunne være tale om aseksuelle.

Venlig hilsen
Karen M. Larsen
Lektor i historie og religion

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.