Spørg

Hvad skal man fortælle under skriftemålet?

Skriftestolen er fast inventar i mange katolske kirker. Præsten kan sidde i det midterste rum, mens skriftebarnet bekender sine synder fra et af de ydre rum. I dag foregår skriftemålet dog ofte udenfor skriftestolen og minder mere om en almindelig samtale. Foto: Annie Spratt/Unsplash

I skriftemålet bekender man sine synder overfor præsten for at opnå syndsforladelse. Men hvad er det præcis man skal fortælle, når man skrifter? Kaare Nielsen, der er katolsk diakon, svarer

Spørgsmål:
Jeg vil gerne spørge, om jeg skal sige alt i skriftemål, og om jeg kan skrifte hos en protestantisk præst, når jeg er katolik.

Tak,
Adelaide

Svar:
Kære Adelaide

Tak for dit gode spørgsmål, som jeg med glæde vil prøve at give et svar på.

Skriftemål er en fantastisk gave. For der har du mulighed for at sætte ord på det, vi mennesker har indset, er gået skævt i vores liv. De situationer, hvor vi oplever, at vi har tænkt, sagt eller handlet forkert.

Forkert bør forstås bredt. Man kunne også kalde det ukærligt. Jesus blev nemlig spurgt, hvad det største bud er, og hans svar var: Kærligheden til Gud, til næsten som til os selv (jævnfør Mattæusevangeliet kapitel 22, vers 34-40). Derfor er kærligheden i sine mange fasætter så at sige målestokken for vores ageren i verden.

Vi kan kun skrifte det, som vi har indset, og som er imod denne kærlighed. Denne indsigt bliver ofte omtalt med ordet anger. Et ord der betyder en “smertelig følelse, som skyldes, at man fortryder at have gjort eller tænkt noget moralsk forkert eller syndigt”.

Anger er forudsætningen for at kunne modtage absolutionen, altså tilgivelsen af synden, i skriftemålet. Derfor kan vi kun skrifte det, vi angrer. Det er godt at kunne se ind i sit liv og se på den måde, vi lever dette liv i lyset af buddet om kærligheden. Kærligheden er lidt som et spejl i hvilket, vi ser vort liv.

Da skriftemålet er et sakramente i den katolske kirke, er det også i den sammenhæng, der kan skriftes.

Jeg håber, mit svar kan hjælpe dig. Du er altid velkommen til at kontakte mig.

Alt godt og Guds fred,
Kaare​ Nielsen
Katolsk diakon

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.