Spørg

Hvorfor er det skidt, at Adam og Eva spiste af kundskabens træ?

Syndefaldsmyten er en grundlæggende fortælling i kristendommen. Billedet er af Thomas Larsen Borup fra 1749-1769. Foto: SMKs samling

Da Eva og Adam blev fristet til at spise af kundskabens træ, åbnedes deres øjne og de kunne pludseligt kende godt og ondt. Men hvorfor fremstilles det som en dårlig ting? spørger en læser. Teolog, fængelspræst og tidligere chef for Kirkens Korshær Bjarne Lenau Henriksen svarer.

Spørgsmål:
Kære brevkasse

I myten om syndefaldet bliver Adam og Eva forvist efter at have spist af kundskabens træ. Træet der giver et kendskab om godt og ondt.

Men hvorfor er det egentlig, det bliver fremstillet som noget skidt, når mennesket bliver i stand til at kende forskel på godt og ondt, rigtigt og forkert og så videre?

Dybest set er det jo vores samvittighed der bliver til I det sekund Adam og Eva spiser af æblet. Langt størstedelen af de centrale pointer i kristendommen er jo sådan set også dybt afhængige af netop denne egenskab. Forestilling om en gud der tilgiver en, hvis bare man fortryder, det man har gjort forsvinder lidt, hvis man ikke er klar over, at man har handlet forkert. For I så fald har man vel næppe noget at fortryde?

Ligeledes bliver man jo nødt til at kende det forkerte, hvis man skal vide hvordan man handler korrekt. Så hvad er det helt præcist der er så forfærdeligt ved netop denne viden om rigtig og forkert eller godt og ondt der gør at det på den måde var nødvendigt at straffe mennesket for at spise af kundskabens træ?

De bedste hilsner

Frederik

Svar:
Kære Frederik!

Med fortællingerne om skabelsen, Edens Have og syndefaldet befinder vi os i urtids-sagnenes mytologiske verden. Det er en ganske særlig verden med en egen logik, som bryder med den fornuft, vi opererer med, når vi vil forstå vores fortid, nutid og fremtid og ikke mindst, når vi skal finde en plads til Gud i vores menneskelige forestillingsverden. Vores forundrede fornuft bliver sat på prøve og i relief af det eventyrligt og ustyrligt usandsynlige og ulogiske i fortællingerne om skabelsen og syndefaldet. De er ”gode historier”, billedskabende fortællinger og fokuserede fortolkninger, som skal afsløre Herrens vilje og Herrens veje i skaberværket.

Det, der er så forfærdeligt i fortællingen om Edens Have, kundskabens træ og syndefaldet, er, at frugterne på kundskabens træ giver viden om alting. At have viden om godt og ondt betyder det samme som at have viden om alt på jorden. Har man det, har man også magt over alt på jorden. Skabelsesberetningerne fastslår, at den viden og deraf følgende magt er suverænt forbeholdt Gud Herren. Det skal Eva og Adam ikke beskæftige sig med. De skal bare rette sig efter deres skaber og holde sig til det gode og ellers leve i lykkelig uvidenhed om det onde. Kun sådan kan Gud Herren styre sit skaberværk.

Når slangen ganske overraskende og uforståeligt dukker krybende op i beretningen og forfører Eva og Adam til at indtage den kundskab, som altså er forbeholdt Gud Herren, skifter de identitet fra at være lydige skabninger til at blive til en trussel mod Gud Herrens suverænitet. Han tager konsekvensen og ekskluderer dem fra Edens Haves idyl, hvor kun godheden hersker.

Dermed har Gud Herren forebygget enhver mulighed for magtkampe mellem sig og sine skabninger. Han har sat dem på plads. De er ikke længere vogtere af Edens trygge Have, men sårbare ansvarsbærende mennesker ude i verdens ubeskyttede liv. Her får kundskabs-kuppet konsekvenser: synden med dens afledte skyld og skam bliver levende hverdag. En hård, svedig, smertefuld hverdag for Eva og Adam med knoklearbejde og smertefulde fødsler som virkelighed, og det onde som en allestedsnærværende mulighed.

Den oprindelige idyl blev til et mareridt, da Adam og Eva med ét lærte at skelne mellem godt og ondt. Når man kan skelne, kan man også vælge. Så kan det onde vælges til og ikke kun fra. I den situation er det på med figenbladene og ud af Paradiset og over på den anden side af grænsen mellem den uskyldige Edens Have og den almindelige menneskeverden, hvor synden, skylden og skammen er det ondes frugter, og hvor figenbladene dækker for skammen. Sådan da.

Der var en gang, hvor det gode var alene om at være til. Det var Gud selv, der havde skabt alt ned i mindste detalje. Undervejs så han, at det var godt. Da han slap tøjlerne og hvilede sig på den syvende dag, konstaterede han med tilfredshed, at det ikke bare var godt, men meget godt. Eva og Adam kendte også kun til, at alt var godt, bortset lige fra usikkerheden om den forbudne frugt. Hvorfor den ulogiske mytologi har ladet Gud skabe kundskabens træ og slangen som vejviser hen til det, fortælles der ikke noget om. Det er heller ikke så vigtigt. For den jordiske virkelighed var allerede fuld af ondskab, før mytologien begyndte at fortælle om Paradisets Have og knytte det onde til kundskabens træ.

Du har ret i, at mennesket først blev rigtigt menneske, da det syndede og fik indbygget en samvittighed, som kan skelne mellem godt og ondt. Vi er i stand til sådan nogenlunde at foretage denne skelnen. Vi er derfor også forpligtede på den. Tilmed skal vi tage konsekvensen af den.

Syndefaldet er en fortælling om, at vi har ansvar over for Gud og vore medskabninger. Syndefaldet introducerer menneskets medansvar for Guds skaberværk. Tilgivelsen, som du skriver om, er en tillægsgevinst, som Gud Herren tilbød sine skabninger for at forhindre ondskabens meningsløshed i at være udødelig. Vi må leve med det onde. Det gør vi bedst ved at skelne skarpt. Og vælge det onde fra.

Venlige hilsener fra
Bjarne Lenau Henriksen
Teolog, fængselspræst og tidl. chef for Kirkens Korshær

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.