Hvad siger Bibelen om livet efter døden?

Selv om Paulus var optaget af at forkynde menneskets frelse, advarer han samtidig mod fortabelsen, skriver sognepræst Birgitte Graakjær Hjort. Foto: Kilde: Arkiv

Bibelens budskab om både frelse og fortabelse er ifølge sognepræst Birgitte Graakjær Hjort klart formuleret

Spørgsmål:

Jeg skal skrive en opgave om, hvad Det Nye Testamente siger om livet efter døden, men har problemer med at finde, hvor det står. Jeg har den forståelse, at siden Jesu hang på korset og påtog sig alles synder, er vi alle frelst og kommer i himmelen til evigt liv, men hvor står det?

Jeg håber, I kan hjælpe mig.

Med venlig hilsen

Maria

Svar:

Kære Maria.
Det lyder som en spændende opgave, du er i gang med. Der står faktisk ikke ret meget i Bibelen om livet efter døden. Men en af de tekster, jeg vil anbefale dig som en meget væsentlig og central tekst er: Joh. Åb. 21,1-7.

I forhold til den anden del af spørgsmålet, du stiller om Jesu død, og om alle kommer i himlen, og hvilke bibeltekster, der handler om det, der rører du ved en stærkt omstridt og temmelig stor sag.

Skal man give en oversigt over hovedopfattelserne, kan de samles i følgende tre:

1. Dobbelt udgang: en forestilling om, at menneskeheden på dommens dag adskilles i to grupper, nogle til frelse, andre til fortabelse. Denne lære har været fremherskende i Vestkirken, især siden Augustin.

2. Frelsesuniversalismen eller apokatastasis: ordet apokatastasis betyder genoprettelse og er en lære om, at alle mennesker vender tilbage til en evig frelse hos Gud. Kirkefaderen Origenes af Alexandria (ca. 185-245) var en af de første til at fremføre synspunktet, der blev dømt som kætteri.

I moderne tid, hvor synspunktet har vundet stor udbredelse, har Friedrich Schleiermacher (1768-1843) og mange andre fremført det.

3. Annihilations-teorien: ordet annihilation betyder tilintetgørelse eller annulering. Læren findes i to varianter.

Ifølge den ene er fortabelse en evig udslettelse snarere end en pine, der ikke hører op. Dvs. det er en mildere udgave af læren om dobbelt udgang.

Ifølge den anden udgave af annihilations-teorien er der tale om, at det er det onde, som findes i mennesker, der vil gå fortabt. Dommen går dermed ikke mellem to grupper af mennesker, men midt ned gennem ethvert menneske, eftersom ethvert menneske har noget i sig, der skal renses væk, og noget, der skal vokse frem.

De fleste teologer og præster i dag har den opfattelse - som du også selv antyder at alle mennesker bliver frelst.

Jeg kan godt forstå, at mange tænker sådan. For det er jo næsten ikke til at forestille sig, at Gud, der er kærlig, kan lade nogle gå fortabt. Det svarer heller ikke til budskabet om, at Jesus Kristus døde og opstod for alle mennesker, som du skriver. Det er så afgjort også det mest sympatiske synspunkt at repræsentere.

Men jeg repræsenterer det ikke selv. For jeg synes, der er for meget i Bibelen, der taler imod den opfattelse.

Personligt vil jeg sige det sådan her: Jeg håber, at de, der tror på frelse for alle mennesker og dermed ingen evig fortabelse, har ret. Men jeg tror ikke, at de har det. Jeg ønsker, at Gud i sidste ende vil frelse alle mennesker. Men det er ikke det budskab, jeg kommer frem til, når jeg læser Bibelen. Lad mig uddybe det ud fra Paulus.

Der er udsagn hos Paulus, som tyder på den forståelse, du kort antyder, nemlig at alle bliver frelst: F.eks. Rom 5,12-21; 8,38f; 11,32.

Fortabelsen står ikke centralt i Paulus´ teologi. Det gør derimod frelsen. Sagt med andre ord: Det er ikke Paulus´ anliggende at forkynde fortabelse, men at forkynde frelse. Det samme ideal prædiker jeg selv ud fra som præst. Vi skal forkynde Kristus, så mennesker kan komme til tro.

Når det er sagt, er der dog samtidig udsagn hos Paulus, der taler om en dobbelt udgang, og at fortabelsen derfor er en realitet (for eksempel Rom 2,5-10; Fil 1,28 og 3,19). Og det synes jeg er svært at komme uden om, selvom vi ikke bryder os om at tænke på det, og selvom det virker helt igennem usympatisk at stå frem og sige det.

Når talen falder på fortabelse, lægger Paulus ikke skjul på alvoren eller det frygtindgydende ved den. Paulus truer ikke med fortabelse, men han advarer imod den.

For samtidig med, at Paulus er optaget af frelsen og ivrig efter at forkynde den, så er hans udsagn om fortabelse dog ikke bare en enkeltstående, perifer tanke, han kun sporadisk beskæftiger sig med.

Tværtimod præger forestillingen om fortabelse ikke kun hans tale om de sidste tider (1 Thess 1,10; 5,3; 2 Thess 1,7-9.10), men også hans tale om Gud (Rom 1,18; 3,5), mennesket (Efes 2,3), evangeliet (Rom 5,9; 1 Kor 15,18) m.m., ligesom han bruger forestillingen som en etisk motivation (Rom 1,18; 14,10-12; Gal 5,21; 1 Kor 6,9f). Fortabelsen bliver altså på ingen måde reduceret til noget, der har underordnet betydning.

Så vidt som jeg har forstået Bibelen, er det uanset hvor meget man kunne ønske sig det anderledes - derfor ikke til at komme uden om, at Bibelen fortæller os, at fortabelsen er en fremtidig realitet. Ikke forstået som et helvede i underverdenen, hvor djævelen regerer og forsøger at lokke mennesker. Men fortabelse som en fremtidig, smertelig virkelighed, væk fra Gud.

Hvad bliver så resultatet? For mig at se bliver det: Gud ønsker, at alle skal frelses. Og det var også derfor, Jesus døde.

Men Gud tvinger ikke nogen. Selvom vi ikke bryder os om tanken om fortabelse eller alvoren i den og rækkevidden af den, så bliver den ikke mindre virkelig af den grund.

Som kirke mener jeg, at vi - ligesom Paulus - skal være ivrige efter at forkynde frelsen og fortælle om den igen og igen. Men vi skal i den iver ikke lægge skjul på, at fortabelsen er en realitet.

Med venlig hilsen

Birgitte Graakjær Hjort
Sognepræst