Hvilket Bibelsted om døden er mest aktuelt?

I Det Nye Testamente giver Jesu genopstandelse håb om liv efter døden. I et kapel i Kalyviani på VestKreta skildres Jesu genopstandelse, Peter og Magdalene. Foto: Foto: Bertil Christensen/Arkiv

"Det mest afgørende i kristendommen er Jesu opstandelse og håbet om, at vi også skal opstå", svarer teologiprofessor Kirsten Nielsen

Spørgsmål:

Hej.

Jeg prøver at blive klogere på begrebet døden, og i den anledning beskæftiger jeg mig med synet på døden ud fra Bibelen. Mit spørgsmål er som følger: hvad anses for at være det mest aktuelle fra Bibelen, når der snakkes om døden og livet efter?

Venlig hilsen
Birgit Rasmussen

Svar:

Kære Birgit Rasmussen!

Tak for dit spørgsmål om Bibelens syn på døden.

I Bibelen er der ret stor forskel på, hvordan døden opfattes i Det Gamle Testamente og i Det Nye Testamente.

I Det Gamle Testamente er døden en naturlig del af det at være et menneske. Der er derfor ikke noget tragisk i at dø, hvis man vel at mærke har haft et godt liv og har fået børn, som kan føre slægten videre.

Gud har givet én livet, og på et tidspunkt tager Gud det tilbage. Tanken om reinkarnation finder vi ikke i Bibelen.

I Det Nye Testamente forstår man døden i lyset af Jesu død og opstandelse. Døden er ikke afslutningen, men begyndelsen på det evige liv hos Gud. Jesus besejrede døden, så den ikke længere blot er afslutningen på livet.

Det betyder ikke, at døden er noget, man skal se frem til. En stor del af Jesu liv gik med at helbrede syge, ligesom han også opvakte døde. Livet er derfor stadig opfattet som Guds gode gave.

Du spørger, hvad der anses for at være det mest aktuelle fra Bibelen, når der snakkes om døden og livet efter døden. Og svaret må være, at det, som har afgørende betydning i kristendommen, det er Jesu opstandelse og håbet om, at ligesom han opstod, sådan skal vi også opstå.

Hvad livet efter døden består i, siges der ikke meget om i Bibelen. Der bruges forskellige billeder, som når Jesus siger, at der i hans fars hus er mange boliger. Det afgørende er ikke hvordan, men at så er man i Guds hånd.

Med venlig hilsen
Kirsten Nielsen
Professor i Det Gamle Testamente