Hvorfor blev Stefanus stenet?

Stefanus, som blev stenet på grund af sin tro, betegnes som kristendommens første martyr.

Stefanus i Det Nye Testamente blev dømt til stening, fordi han prædikede mod templet og Moseloven, skriver dr.theol. Helge Kjær Nielsen i Kristendom.dks brevkasse

Kære brevkasse

Hvorfor blev Stefanus i stenet? Nogle steder står der, at han blev dømt for gudsbespottelse, fordi han fornærmede jøderne ved at sige, at de ikke overholdt Guds lov.

Andre steder står der, at Stefanus blev dømt til døden som følge af hans opfordring til, at hedninger ikke burde blive jøder, før de kunne blive kristne. Hvad blev han egentlig dømt for, og hvem stod bag?

Venlig hilsen
Anne Katrine G. Heegaard

Kære Anne Katrine G. Heegaard!

Stefanus er kun omtalt i ét skrift i Det Nye Testamente, nemlig Lukasevangeliet. Svaret på dit spørgsmål må derfor baseres på det, skriftets forfatter Lukas fortæller.

Den egentlige begrundelse for, at Stefanus skulle stenes, var ifølge Lukas, at han prædikede mod templet og Moseloven (Apostlenes Gerninger 6,11-15). Det var altså det jødiske råd med ypperstepræsten i spidsen, der skulle forholde sig til anklagen.

Selv om der ikke omtales nogen formel domsafsigelse efter Stefanus' forsvarstale, er tanken nok den, at Stefanus' henrettelse skyldtes rådets beslutning. Opfatter man det, der fortælles, som en lynchning, er begrundelsen dog dybest set den samme. Jøderne reagerede mod Stefanus' tro og forkyndelse og den deri indeholdte anklage mod jøderne.

At Stefanus blev dømt for at mene, at hedninger ikke skulle blive jøder eller ikke skulle leve som jøder for at blive kristne, fremgår efter min opfattelse ikke af det, Lukas fortæller.

Det er efter min overbevisning modsætningsforholdet mellem den Jesus-troende Stefanus og jøderne, der ifølge Lukas' fremstilling fører til Stefanus' død.

Med venlig hilsen
Helge Kjær Nielsen,
dr. theol.

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.