Hvorfor taler Gud i flertal?

Nogle forskere mener, at flertalsformen i Skabelsesberetningen er en form for pluralis majestatis, skriver professor Kirsten Nielsen Foto: colourbox.com

Nogle ser flertalsformen som et levn fra tidligere tider, hvor man forestillede sig, at der eksisterede flere guder, skriver professor Kirsten Nielsen

Spørgsmål:

Hej

Her er et åbent spørgsmål til alle bibelkyndige: Hvorfor siger Gud 'os' i Første Mosebog 1,26? "Lad os skabe mennesker...". Jeg finder det besynderligt, at Gud ikke siger 'jeg' og vil være meget taknemmelig, hvis nogen kunne give en god forklaring.

Venlig hilsen
Jesper

Svar:

Kære Jesper

Tak for dit spørgsmål om brugen af flertalsformen i 1 Mos 1,26.

Der er to forskellige forklaringer på flertalsformen.

Nogle forskere mener, at der er tale om en form for pluralis majestatis. Dvs. den form for flertal, som konger i officielle dokumenter. Jf. formuleringen "Vi, Frederik den tredje, af Guds Naade Danmarks, Norges, de venders og goters konge..."

Andre ser flertalsformen som et levn fra tidligere tider, hvor man forestillede sig, at der eksisterede flere guder. I så fald henvender Gud sig til den kvindelige guddom og foreslår, at de sammen skaber mennesker. Tanken om flere guder findes nogle få steder i Det Gamle Testamente. Fx tales der om gudesønner i 1 Mos 6,1-4 samt i Jobs Bog 1,6. Men hovedtanken er den, at der kun er den ene Gud, resten er afguder. Derfor lyder trosbekendelsen i 5 Mos 6,4 sådan: Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én.2

Med venlig hilsen
Kirsten Nielsen
Professor i teologi

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.