Hvad er forskellen på Descartes' og Kierkegaards gudsbillede?

Skal man pege på et interessant fællestræk, så er det, at Kierkegaard og Descartes ikke forstår tvivlen som troens modsætning, svarer ph.d.-studerende ved Søren Kierkegaard Forskningscenteret Christian Hjortkjær

Spørgsmål:

Kære Christian Hjortkjær

Hvorledes er Kierkegaards ide om Gud anderledes fra eksempelvis Descartes' ide om Gud? Hvordan adskiller deres brug af Gud sig, og hvordan kan man se dem som sammenlignelige?

Med venlig hilsen
Mia

Svar:

Kære Mia

Det er et meget omfattende og kompliceret spørgsmål, du her stiller. Ikke desto mindre er det uhyre interessant og tankevækkende.

Hvordan skal man forklare Gud på en enkelt A4-side?

LÆS OGSÅ: Kierkegaards opbyggelige rejse... mod Kierkegaard

Først og fremmest er det vigtigt at huske på, at Descartes og Kierkegaard skriver i to vidt forskellige tider og kontekster.

Descartes (1596-1650) skriver ind i en samtid, der er præget af kolossale naturvidenskabelige omvæltninger. Kopernikus har cirka 100 år forinden bevist, at modsat kirkens lære er Jorden ikke universets centrum.

Og på den baggrund har Kepler og Galilei fortsat med at revolutionere astronomien ved at hævde, at verden styres af naturlove, som kan bevises i matematikken.

Men videnskabsmændene mente ikke dermed, at de havde afvist Guds eksistens. Tværtimod hævdede de, at naturlovene var bevis for, at Gud har indrettet verden i et logisk system, som mennesket kan forstå med sin erkendelse.

Det er netop i denne kontekst, Descartes udvikler en metodisk tvivl, som skal sætte ham i stand til at bevise Guds eksistens på et nyt grundlag, nemlig mennesket.

Ved metodisk at betvivle alt, når Descartes frem til, at det eneste, der kan vides med sikkerhed, er, at han selv som tvivler eksisterer. Cogito, sum. Jeg tænker, og som sådan er jeg.

LÆS OGSÅ:René Descartes

Med sig selv som udgangspunkt tænker Descartes sig nu frem til, at han har en medfødt idé (Ideae innatae); i kraft af, at han forstår sig selv som et ufuldkomment, tvivlende væsen, opdager han, at han samtidig har en idé om den fuldkomne Gud (Ens perfectissimum). (Se eventuelt det ontologiske gudsbevis).

På den måde gør Descartes mennesket til det nye centrum i verden. Det er i en vis forstand ikke mennesket, der er i kosmos, men kosmos, der er i os. Kun gennem vores tænkning kan vi begribe verden og Gud.

Med andre ord er der tale om en bemærkelsesværdig dobbeltbevægelse: Mennesket går fra at være det astronomiske centrum i universet til at være placeret på en perifer planet. Samtidig går mennesket erkendelsesmæssigt fra at være perifer (fordi Gud før var centrum) til selv at være det nye absolutte centrum.

Kierkegaard (1813-1855) skriver 200 år senere og derfor i en tid, hvor Descartes' filosofi har sat sine tydelige spor. Derfor kritiserer Kierkegaard nu Descartes' forsøg på at tænke den menneskelige eksistens uafhængigt af Gud.

For det første fordi tankeeksperimentet i de 200 år er løbet løbsk og dermed har sat Gud ud på et sidespor. For det andet fordi hele projektet udelukkende foregår i den logiske tænkning.

LÆS OGSÅ:De 10 vigtigste ting at vide om Kierkegaard

Ifølge Kierkegaard har man derved glemt det konkrete: livet, som vi lever det, ikke som vi tænker det.

Som Kierkegaard skriver: Den Tænker, der kan glemme i al sin Tænken at tænke det med, at han er existerende, han forklarer ikke Tilværelsen, han gjør et Forsøg paa at ophøre at være Menneske

Skal man pege på en afgørende forskel hos Kierkegaard og Descartes, kan man sige, at hvor Descartes i sit forsøg på at nå til en erkendelse af Gud, gjorde væren og tænkning sammenfaldende, gør Kierkegaard det til sin opgave at få både mennesket og Gud ind i den konkrete verden igen.

Mennesket kan ikke nå Gud ved tankens logiske kraft alene. Ligesom vi ikke kan bevise Guds eksistens ved hjælp af naturlovene, kan vi ikke nå til tro på Gud ved at samle så meget viden sammen, at vi til sidst når til en fuldkommen vished om Guds eksistens. Vi kan ikke oplyse os til en tro på Gud.

Skal man pege på et interessant fællestræk, så er det, at Kierkegaard og Descartes ikke forstår tvivlen som troens modsætning. Tvivlen er, som Descartes siger, uundgåelig, og den bliver ligefrem hans vej til erkendelse af Gud.

Ifølge Kierkegaard er der også en sundhed i tvivlen, fordi den værner mod både den religiøse og den videnskabelige fanatisme. Troens modsætning er derimod fortvivlelse.

Når man fortvivler, så taber man håbet, så taber man troen på, at der er en udvej eller en mulighed for, at livet kunne være anderledes, end det er. Heroverfor skriver Kierkegaard at Gud er det at Alt er muligt, eller at Alt er muligt, er Gud.

LÆS OGSÅ: Søren Kierkegaard - et oprigtigt vidne for Gud

Kierkegaard vil ikke være med til at reducere Gud til kun at være garanten for, at naturlovene overholdes. Derved ender man nemlig i en determinisme, hvor alt er forudbestemt, og både Gud og menneske dermed har mistet sin frihed.

Gud er derimod netop den, der bryder ind i historien og ændrer den radikalt. Gud er i den forstand evigheden, der bryder ind i tiden og gør det umulige muligt.

Spørgsmålet var kompliceret, og svaret afføder derfor muligvis flere spørgsmål end svar. Som afslutning vil jeg sige, at hvis det havde været muligt at forklare spørgsmålet om Gud på en enkelt side, så ville Kierkegaard have insisteret på, at det ikke var spørgsmålet om Gud, der var blevet besvaret.

STIL DIT SPØRGSMÅL OM SØREN KIERKEGAARD

Med venlig hilsen
Christian Hjortkjær
Ph.d.-studerende ved Søren Kierkegaard Forskningscenteret

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.