Hvad mente Kierkegaard om dåb og konfirmation?
Kierkegaard mente, der er forskel på at være kristen i det indre og på at være en del af kristenheden i det ydre. Derfor ville han være varsom med at pege på dåb og konfirmation som bevis for, at man er kristen, skriver ph.d.-studerende Christian Hjortkjær
Spørgsmål:
Kære Christian Hjortkjær
Hvad mener Søren Kierkegaard om barnedåb og konfirmation?
Med venlig hilsen
Petur Olsen
Svar:
Kære Petur
Hele vejen igennem sit forfatterskab giver Kierkegaard udtryk for den grundtanke, at der er forskel på at være kristen i det indre og på at være en del af kristenheden (det vi i dag kalder kulturkristendom) i det ydre.
Derfor skal man være varsom med at pege på dåb og konfirmation som bevis for, at man er kristen.
Allerede i sit første store værk, Enten-Eller (1843), er Kierkegaard optaget af forholdet mellem det indvortes og det udvortes. På den ene side mener Kierkegaard, at der bør være overensstemmelse mellem de to:
Hvis man indadtil er kristen, så skal det også komme til udtryk i det, man gør. Man kan ikke gå rundt og sige, at man er næstekærlig og barmhjertig, hvis det ikke også bliver praktiseret. Kærlighedens gerninger kendes på frugterne.
Omvendt siger Kierkegaard, at man ikke kan regne med, at det ydre svarer til det indre: Man kan godt gøre noget godt, uden at det derfor betyder, at det er gjort i en god hensigt.
Kierkegaard er altså særdeles skeptisk overfor de ydre, synlige tegn. Der er netop en risiko for, at det synlige bedrager. At det er et sansebedrag.
Derfor skelner Kierkegaard i Efterskriften (1846) mellem at være døbt kristen og at være sand kristen:
Da Christendommen kom ind i Verden, var man ikke Christen, og Vanskeligheden var at blive det; nu er Vanskeligheden ved at blive det den, at man selvvirksomt maa forvandle en første Væren-Christen til en Mulighed for at blive Christen i Sandhed. Og Vanskeligheden er saa meget større, fordi dette skal og bør gaae stille af i Individet selv uden nogen afgjørende Handling i det Ydre (Søren Kierkegaards Skrifter 7, 332)
Ifølge Kierkegaard er problemet, at barnedåben har skabt forvirring om, hvornår man overhovedet er kristen:
Det at vi som Børn blive Christne har givet Anledning til at man strax antages at være [det]. Derfor kan Barnedaaben meget godt være forsvarlig og priselig baade som Kirkens velmenende Interesse, et Værn mod Sværmere, og som fromme Forældres skjønne Forsorg: Ansvaret ligger paa Individet selv i det Senere. Men latterligt er og bliver det, at see Mennesker, der ene og alene ere Christne i Kraft af en Døbe-Attest, ved høitidelige Leiligheder gebærde sig á la Christne; thi det Latterligste som Christendommen nogensinde kan blive er at blive hvad man i triviel Forstand kalder Skik og Brug. (Søren Kierkegaards Skrifter 7, 331)
Kierkegaard går endda så vidt som at kalde dåben for et overtroisk Holdepunkt og denne magiske Daab, som vi klamrer os til i forsøget på at få vished og bevis for, at vi er kristne. Da er bedraget blevet et selvbedrag.
Problemet er altså, at det er blevet for let at blive kristen. Kierkegaard vil gøre det besværligt igen. Man har lænet sig tilbage i tryghed om, at frelsen allerede er blevet lovet én. Man er blevet passiv og har derved glemt, at tro kræver lidenskab, valg og afgørelse fra det enkelte menneske.
Det er en kritik af det, som teologen Bonhoeffer senere har kaldt den billige nåde. Nåden er blevet så billig, at den er blevet gratis (det latinske ordet gratis betyder netop af nåde). Kierkegaard fastholder, at nåden er gratis, men det betyder ikke, at den er letkøbt:
Naar der gudeligt tales om Troen, da er det Hovedsagen, at det oplyses, hvorledes Du og Jeg (ɔ: de enkelte Individer) blive Troende, at Taleren hjælper til at rive os ud af alle Sandsebedrag, og veed Besked om den lange og møisommelige Vei og om Tilbagefaldet o. s. v. Gjøres det til en let Sag at blive Troende (som f. Ex. ved blot at være døbt som Barn), og bliver Talen kun om Troen, saa er det hele Forhold dog kun æsthetisk og vi ere dog paa Comedie i Kirken. For en Bagatel faae vi Entree til Præstens dramatiske Forestillinger, hvor vi sidde og betragte hvad Troen formaaer ikke som Troende, men som Tilskuere ved Troens Bedrifter, ligesom man i vor Tid ikke har Speculerende, men Tilskuere ved Speculationens Bedrifter. (Søren Kierkegaards Skrifter 7, 380)
Er det da bedre med konfirmationen, spørger Kierkegaard retorisk, da han tager spørgsmålet op igen kort før sin død (1855). Ved konfirmationen er man dog voksen nok til selv at tage personligt stilling.
Men hertil svarer Kierkegaard kritisk, at der er noget komisk over at vælge alderen 14-15 år:
En Dreng paa 15 Aar! Dersom der var Tale om 10 Rigsdaler, vilde Faderen sige: nei, min Dreng, det kan man ikke lade Dig raade over, dertil er Du for grøn om Næsen. Men sin evige Salighed betræffende, og hvor det gjælder om som virkelig Personlighed at føie Personlighedens Alvor til Det, der dog ikke kunde i dybere Forstand kaldes Alvor, at et spædt Barn forpligtes ved et Løfte: er 15 Aars Alderen den meest passende. (Søren Kierkegaards Skrifter 13, 299-300).
Med andre ord: Når forældrene ikke mener, at man er voksen nok til at kunne administrere 20 kroner, hvordan skal man så kunne tage stilling til spørgsmålet om frelse og fortabelse?
I stedet afslutter Kierkegaard i ironisk stil med at kalde konfirmationen for et komediespil. Hvis det alt sammen alligevel blot er et slags teater for Gud, så kan man lige så godt også iklæde drengen et falsk skæg i kirken, som man så kan barbere af igen under konfirmationsfesten for at bruge det til spas og løjer.
Grunden til at Kierkegaard er så skeptisk overfor barnedåb og konfirmation synes at være, at han betragter det at være et eksisterende menneske som det at være undervejs.
Som menneske er vi altid midt i den opgave det er at komme overens med, hvem vi er. Vi når i den forstand aldrig et resultat, hvor vi endelig kan sige utvetydigt, at nu er jeg kristen.
For i det næste nu oplever jeg en ny udfordring i livet, som vil afgøre, hvordan jeg forholder mig til buddet du skal elske næsten som dig selv. Denne udfordring er ny i hvert øjeblik, uanset om du er døbt eller konfirmeret.
Med venlig hilsen
Christian Hjortkjær
Cand.theol. og ph.d.-studerende ved Søren Kierkegaard Forskningscenter
Spørgsmål II:
Kære Christian
Det er lige afslutningen af dit svar, som jeg må grunde lidt over; da jeg er personligt troende med en simpel tro og hengivenhed til Jesus Kristus, en slags "sådan er det bare".
Men, er svarets sidste afsnit dit eget, eller har du taget det ud af Kierkegaards tekst?
Med venlig hilsen
Petur
Svar II:
Kære Petur
Tak for dit opfølgende spørgsmål. Det sidste er ikke et citat af Kierkegaard. Men det er et forsøg på at sammenfatte, hvad Kierkegaard overordnet mente om sagen.
I Efterskriften gør Kierkegaard det klart, at et menneske aldrig selv ser afslutningen på sit liv og kan derfor ikke se hele sit liv udefra. Det kan kun Gud. I evighedens perspektiv.
Det betyder, at vi som mennesker altid er midt i den opgave, som er stillet af Gud. Og derfor må det at bekende sig som kristen aldrig forstås som et resultat, hvor man kan læne sig tilbage og fremover svar på livets udfordringer ved at henvise til eksempelvis trosbekendelsen.
At være kristen er at forstå, at opgaven forbliver hele livet. Og den forbliver i den forstand lige besværlig hele livet. Uanset dåb og konfirmation.
Hvis du søger Kierkegaard-citater, kan jeg give dig følgende:
Imod at man er kristen ved blot at være (objektivt) døbt eller konfirmeret, kan Kierkegaard sige:
Den som ikke har denne høieste subjektive Lidenskab, han er ikke en Christen, thi, som tidligere etsteds blev sagt, en objektiv Christen er netop en Hedning (Søren Kierkegaards Skrifter 7, 525)
Om sig selv siger Kierkegaard også, at han ikke vil kalde sig selv for kristen, netop fordi han vil undgå, at det bliver misforstået som løsningen på den opgave det er, at blive kristen:
Jeg kalder mig ikke en Christen. I en vis Forstand synes det saa let nok at blive mig qvit; thi de Andre ere jo saa alle ganske anderledes Karle, de ere sande Christne. Ja, ja, saaledes synes det. Men det er ikke saaledes; thi just fordi jeg ikke kalder mig en Christen, er det umuligt at blive mig qvit, mig, der saa har den forbistrede Egenskab, at jeg, just ogsaa ved Hjælp af at jeg kalder mig ikke en Christen, kan gjøre det aabenbart, at de Andre ere det endnu mindre. Min Opgave er at revidere Bestemmelsen: Christen. (Søren Kierkegaards Skrifter 13, 406-407)
Kierkegaards pointe er altså ikke, at han selv ikke er kristen, men at vise, at andre måske endda er det endnu mindre. Han siger, at han selv ikke er kristen, for at vi andre skal overveje, om vi så virkelig er det.
Jeg håber, det hjalp til afklaring.
Du kan evt. selv gå ind og se citaterne i deres sammenhæng på www.sks.dk. God læselyst.
Med venlig hilsen
Christian Hjortkjær
Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.