Er Pietà-motivet knyttet til Bibelen?

Moderfølelse, kærlighed, glæde og sorg omgærder Mariaskikkelsen fra 1300-tallet til midten af 1500-tallet, skriver professor Axel Bolvig. - Foto: Foto: sxc.hu

Fremstillingen af jomfru Maria med sin døde søn i skødet er et udtryk for senmiddelalderens ønske om at menneskeliggøre Maria, svarer kunsthistorieprofessor Axel Bolvig

Spørgsmål:

Kan du fortælle, hvordan pietaen er knyttet til Bibelen?

Jeg kender lidt til det, men har bl.a. hørt, at pietaens (litterære)
historie (også) kan knyttes op på Bibelen, nærmere bestemt på barnemordet i Betlehem og Rakels sorg over sit døde barn. Ydermere på noget med den hellige Birgitta.

Jeg har ikke kunnet finde noget, der kan bekræfte og/eller forklare mig dette. Vil du have ulejlighed med dette, så vil jeg blive meget glad.

Med venlig hilsen
Tove Mortensen

Svar:

Tove Mortensen spørger om ideerne bag Pietà-motivet, det vil sige
fremstillingen af Jomfru Maria, der sidder med sin døde søn i skødet,
efter at han er taget ned af korset.

Motivet skal ses i forbindelse med senmiddelalderens menneskeliggørelse og større følelsesintensitet i den religiøse forestillingsverden.

Der opstod et stort ønske om at skabe en hel person ud af den Maria,
som kun er sparsomt omtalt i evangelierne. På billedsiden giver det
sig i kalkmalerierne udtryk i en række menneskeliggjorte motiver:

Hun bliver opvartet i barselssengen i Nørre Herlev kirke, hun tilbeder
sit nyfødte barn i mange kirker, ammer sit barn i Skibby kirke, syr en
kjortel til det lille barn i Brönneby, følger barnet i skole i Tuse,
følger sørgende optoget, hvor sønnen bærer korset mod Golgata og
segner om i sorg under korset i Viskinge.

Endelig sidder hun i Pietà med sin døde søn i skødet.

Som et led i denne menneskeliggørelse af Maria kan nævnes, at hun
gengives i mange andre sammenhænge og endelig til sidst hjælper hun
sjælene først ved Sjælevejningen og på Dommedag går hun i forbøn for menneskeheden.

Moderfølelse, kærlighed, glæde og sorg omgærder Mariaskikkelsen fra
1300-tallet til midten af 1500-tallet.

Med venlig hilsen
Axel Bolvig
Professor i kunsthistorie ved Københavns Universitet

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.