Gamle og nye salmer i samme bog

Den nye salmebog har stadig et stort flertal af salmer med ord og vendinger, som vitterligt er svære at forstå, siger Anders Blichfeldt. - Foto: stock.xchng.

Folkekirkens salmeskat klinger med ord og vendinger fra en svunden tid, men nyere salmer har vundet indpas i gudstjenesten, skriver sognepræst Anders Blichfeldt

Kære brevkasse

Er det rigtigt, at der i gudstjenesten kun må synges sange fra Den Danske Salmebog? Er der et sted, hvor jeg kan finde mere nutidige salmer?

Med venlig hilsen
Troels Arnkjær

Kære Troels

Det er ikke rigtigt, at der kun må synges fra den Den Danske Salmebog ved gudstjenesterne. Og der er mange steder, du kan finde mere nutidige salmer og sange. Et af dem er den nyeste udgave af Den Danske Salmebog, som blev autoriseret i 2002. I denne udgave er for eksempel nummer 13, "Måne og sol", fra 1978.

De nye salmer har vundet indpas, blandt andet fordi de har været uddelt på fotokopierede løsark og brugt ved gudstjenester. En del nye salmer blev endvidere introduceret gennem det såkaldte salmebogstillæg udsendt i 1994.

Men det er rigtigt, at vi synger salmer og ikke sange ved gudstjenesterne. En salme er jo en sang, der handler om Gud. Derfor bør præsten sige fra over for ønsker om at synge "All You Need Is Love" ved vielsen eller "Om lidt bli'r her stille" ved begravelsen. Ikke kun fordi de lyder elendigt som fællessange i et kirkerum, for det gør de, men først og fremmest fordi de er sagen uvedkommende.

Nogle af de nye salmer er blevet populære - for eksempel nummer 448, "Fyldt af glæde over livets under", der er blevet Danmarks dåbssalme på rekordtid. Den er fra 1978. Men også den nye salmebog har et stort flertal af salmer, der klinger med ord og vendinger fra en svunden tid, og som vitterligt er svære at forstå.

Det er både godt og skidt. Skidt, fordi salmer egentlig er ment som 'folkesange', der netop skal kunne bruges af alle, også dem, der ikke er lærde eller har nogen fabelagtig sangstemme. Godt, fordi der ikke er mange steder, hvor rødderne til vores fælles fortid er levende.

Vores verden byder mest på minutkaffe og færdiglavede retter, også på det kulturelle område. Få danskere ved ret meget andet om fortiden, end de har set i Matador eller Krøniken.

Men det kræver noget af én, hvis man skal have en levende forbindelse til fortiden. Også i kirken. Bænkene er ofte lavet engang, hvor man ikke havde opfundet det formskårne stolesæde. Trappetrin og gelændere er designet til generationer, der havde andre gennemsnitshøjder end nutidsdanskere. Og sådan er det også med vores gudstjeneste - den byder på mangt og meget, der ikke uden videre glider ned uden modstand og uden tilegnelse.

Det er også en af grundene til, at det ikke lyder af meget, når menigheden skal stemme i ved salmesangen. Kirken er et af de sidste steder, hvor man stadig skal "synge med". Vi har ellers vænnet sig til, at sang er noget der kommer fra en højttaler eller en scene, og at det er for specialister, folk der kan croone og give tonerne vibrato. Så er det svært at hæve sin syngende stemme, når man hverken er i træning, kender melodien så godt, eller er en Elvis.

Der er ikke meget at gøre ved det. Vi kan ikke forhindre tiden i at gå. Og vi kan heller ikke med rask hånd kassere alt, der er gammelt, og slet ikke i kirken, som jo netop formidler et budskab, der rækker på tværs af generationerne. En tradition. Det eneste vi kan gøre, er at se i øjnene, at tradition ikke bare er noget, fortiden leverer. Vi (og vores nutidige salmer) er også tradition og vil gå i arv til fremtidige generationer.

Med venlig hilsen
Anders Blichfeldt, sognepræst

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.