Er basilika det samme som katedral?

Det er til bispeembedet, der hører en katedral, som derfor svarer til en domkirke, forklarer professor Axel Bolvig. Foto: Kilde: Arkiv/Leif Tuxen.

Det ene er en særlig bygningstype og den anden har en særlig funktion, svarer professor Axel Bolvig

Spørgsmål:

Er der forskel på en basilika og en katedral? En Basilika betegnes som en kirkebygning der har et midterskib og minimum 2 sideskibe. Kan det samme siges om en katedral? Eller er en katedral kun betegnelsen for et bispesæde?

Finn

Svar:

Kære Finn.

En katedral betyder egentlig 'med sæde' nemlig bispens sæde, så det svarer til vores ord domkirke, altså bispens kirke.

En basilika har du selv beskrevet. Bygningstypen går tilbage til romerriget, hvorfra kirken overtog den.

En kirke, hvor midterskib og sideskibe er lige høje, kaldes en hallekirke. Trefoldighedskirken i Kristianstad er et smukt eksemplar.

Med venlig hilsen
Axel Bolvig
Kunsthistorieprofessor