Hvor kan man blive viet?

Et medlem af folkekirken, der ikke bor i sognet, men som har en særlig tilknytning, har ret til kirkelig betjening i sognekirken, skriver teologilektor, ph.d. Lisbet Christoffersen i Kristendom.dks brevkasse

Kære brevkasse

Jeg har et spørgsmål, som jeg håber I kan hjælpe med.

Min forlovede og jeg påtænker at gifte os den 31. maj 2008, og brylluppet skal stå i Skanderborg Slotskirke, selvom vi selv bor i Herlev. Det er der en grund til, da Mettes far døde for seks år siden, og siden da er hendes farbror Egon kommet tættere og tættere på os, og det vil være ham, som skal føre Mette op til brylluppet. Det vil være det mest naturlige, da Mette ser ham som "reserve-far".

Hverken Mette eller jeg har nogen tilknytning til vores lokale kirke, og præsterne, som har døbt og konfirmeret os i vores respektive hjembyer, er alle gået på pension.

Vi har fået lov at booke Skanderborg Slotskirke, men vi har fået at vide, at vi selv skal skaffe en præst, som skal forestå vielsen. Vi har med lys og lygte søgt efter en præst, som vil tage turen til Skanderborg, men alle har givet afslag. Jeg har derfor følgende spørgsmål:

Findes der fora, hvor det vil være muligt at søge en præst - vi tænker et webforum en mailliste eller lignende?

Er det gældende for alle kirker, at man ikke vil vie personer, som ikke har en direkte tilknytning til sognet?

Vi føler os lidt "stavnsbundet" til vores lokale kirke, og synes det er mærkeligt, at en så personlig tilknytning, som vi har til Egon, ikke berettiger at præsterne i Skanderborg vil forestå vielsen.

Jeg ser frem til at høre fra jer.

Med venlig hilsen
Michael Bang

Baggrunden for Michael Bangs spørgsmål er, at han og kæresten er nogle af de mange jyder, der bor i "udlændighed" i hovedstadens forstæder, og dér har de ikke særlig tilknytning til det lokale sogn.

Lad mig straks slå fast, at loven om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning i § 6 giver ethvert medlem af folkekirken en ret over for sognekirken til at få kirkelig betjening. Man har altså ret til at blive viet, få børnene konfirmeret og døbt og til at blive begravet i kirken, hvor man bor - alt sammen selvsagt inden for rammerne af ritualer, vejledning og så videre. Men det er bare ikke det, Michael og kæresten vil - de vil hjem og giftes.

Jeg har faktisk selv været på sidelinien til en parallel situation. Min ældste datter boede i Aalborg, da kæresten friede. De var også i udlændighed, boede kun i Nordjylland, fordi svigersønnen var professionel soldat. Planerne var da også at flytte tilbage til Sjælland før brylluppet, men de kunne af gode grunde ikke vide, hvor de ville komme til at bo.

For soldater er der af samme grund den mulighed, at de kan blive viet af værnets præst - men det var parret heller ikke rigtigt indstillet på. Men så kom løsningen: farfar boede i Frederiksværk, morfar er medlem af menighedsrådet i det nærliggende Ølsted, og morfars præst sagde ja til at vie i farfars kirke.

Alle var glade, fordi en præst handlede med forstand og omtanke og tog imod unge mennesker, der gerne ville planlægge deres bryllup. Det unge par kunne nemt i stedet for være blevet offer for opfattelsen af, at de bare ville have servicekirke og glans og glamour, og kirken kunne have sat spørgsmålstegn ved, hvorfor de skulle stille op til det.

Det er indlysende, at der er sognekirker i dette land, der er særligt udsat for at blive udset til "bryllupskirker", hvor alle gerne vil vies, fordi det er smukt og romantisk. Lad mig komme med et par bud: Sorø klosterkirke; Roskilde domkirke; Skanderborg Slotskirke; - der er mange af dem. Det kan være baggrunden for, at Michael og kæresten Mette har fået et klart nej. De er måske blevet set som nogle, der blot ville have mest muligt glans og glamour.

På den baggrund har man i den kirke, det handler om, måske syntes, at man stillede sig meget positivt ved at tilbyde, at det unge par kunne låne kirken, hvis de selv kom med en præst. Her har man anvendt reglerne i lov om kirkers brug § 6 stk. 1, der siger, at en præst kan overlade en kirke, han er ansat ved, til en anden præst i folkekirken, som må bruge kirken til blandt andet kirkelige handlinger.

Samme lovs § 9, stk. 1, nr. 1 siger, at et medlem af sognemenigheden har ret til at få kirken stillet til rådighed til kirkelige handlinger ved en præst i folkekirken, der ikke er ansat ved kirken.

Men for at forstå, hvad der er på spil, er det i samme bestemmelse (Lov om kirkers brug § 9, stk. 2) fastslået, at den ret kun holder, hvis det er én selv, det drejer sig om.

Onkel Egon skal altså ikke på vegne af niece Mette kunne få adgang til den smukke lokale bryllupskirke, bare fordi Mette og Michael vil have romantiske rammer om deres bryllup.

Alligevel har man i den kirke, der er tale om her, tilbudt netop denne løsning. Man har altså tilbudt onkel Egon, at Michael og Mette må bruge onkel Egons sognekirke til deres bryllup uden at betale for noget, hvis de selv kommer med en præst.

Men hvor skal de, der ikke kender nogen, skaffe en præst fra? Som jeg forstår det, vil de simpelthen gerne hjem til Jylland, hjem til onkel Egon og vies i hans sognekirke - og af hans præster. De har søgt med lys og lygte efter en præst, men alle har af gode grunde sagt nej tak.

Deraf spørgsmålet om websider. Måske kommer mit svar her til kort - jeg kender kun til Kirkeministeriets oversigter over sogne, præster og så videre på www.km.dk.

Michael forklarer også i sit spørgsmål, hvad baggrunden er for, at de gerne vil vies i onkel Egons kirke og af en af præsterne i hans kirke: Mettes far er død for seks år siden og onkel Egon er mere eller mindre trådt i fars sted. Helt konkret er det da også ham, der skal føre Mette op.

Det er på den baggrund, jeg har tolket Michaels spørgsmål sådan, at de unge simpelthen gerne vil hjem til Jylland, gerne vil "hjem". De vil gerne vies et sted, som de kan kalde brudens hjemsogn.

Nu kan jeg jo ikke vide, om præsterne i onkel Egons hjemsogn har forstået det, som jeg udleder af Michaels spørgsmål. Men hvis det er rigtigt, hvad jeg fornemmer, så er der en mulighed mere. Vi skal tilbage til loven om medlemskab af folkekirken. Her fremgår det af § 7, at et medlem af folkekirken, der ikke bor i sognet, men som har en særlig tilknytning, har ret til kirkelig betjening i sognekirken.

Måske har bestemmelsen været i funktion under bedømmelsen af Michael og Mette - og man har måske lokalt besluttet, at "særlig tilknytning" kun opstår, hvis man selv er døbt eller konfirmeret i sognet eller hvis ens forældre bor der. Men her er det altså farbror Egon, ikke far, og der er altså ikke tale om "særlig tilknytning". Og er jeres ønske simpelthen begrundet i, at I gerne vil have smukke rammer om jeres bryllup, så tror jeg, I skal stille jer meget tilfredse og være glade til.

Jeg formoder, at man i den lokale kirke, der måske er en af de meget søgte bryllupskirker, har tænkt at formålet med hele sagen var bryllupsglamour og omgåelse af regler ved hjælp af onkel Egon. Det kan måske hænge sammen med, at onkel Egon ikke sidder i menighedsrådet (som morfaren i min tilsvarende oplevelse), men bare er en helt almindelig mand, der tror, at hans sognekirke vil være der for hans niece, som han selv har været der for sin niece.

Hvis jeg har ret i disse formodninger, så ville jeg, hvis jeg var Michael og Mette, forsøge at bede biskoppen i onkel Egons sognekirkes stift tage et blik på sagen og se, om han ikke kan løse den i mindelighed sammen med de lokale præster eller som ankesag. Biskoppen er nemlig klageinstans i disse sager.

En sidste ting: I den gældende medlemskabslov står der, at kirkeministeren kan fastsætte regler for, hvad der skal forstås ved særlig tilknytning. Sådanne regler er aldrig fastsat. I betænkning nr. 1176 fra 1989 var der i bilagene et forslag til sådanne regler.

De tjener for mange præster og kirker som grundlag for de afgørelser, som skal træffes på dette område (og hvor ønskerne selvsagt ikke altid kan imødekommes - netop fordi det ville køre nogle kirker og præster fuldstændig i sænk som foretrukne bryllupskirker). Men når der ikke er udsendt centrale regler, så er det de lokale kirker og præster, der selv må træffe afgørelsen ud fra et rimeligt skøn over, hvad der nu skal forstås ved "særlig tilknytning".

Imidlertid - uanset regler eller fast praksis eller ingenting: Man skal altid, når man som præst og kordegn sidder med den slags sager, handle med udgangspunkt i den konkrete sag. I vores tilfælde skan man altså handle med udgangspunkt i, at onkel Egon er trådt i fars sted, siden far døde for seks år siden.

Kirkeministeriet har i sommer sendt en betænkning i høring: Betænkning 1491/2007 om folkekirkens lokale økonomi. Et af de forslag, betænkningen stiller, handler netop om folkekirkens medlemmers ret til brug af kirkerne og til kirkelig betjening.

Det understreges her, hvor afgørende det er, at kirken kan håndtere de kirkelige handlinger på en måde, som medlemmerne opfatter som professionel og serviceorienteret - og det gælder altså også for onkel Egon og hans niece, uanset om de sidder i menighedsråd eller ej.

På den baggrund foreslås nogle meget forsigtige udvidelser af retten til vielser og begravelser uden for den sognekirke, man bor ved.

Måske var der behov for at gå videre - men det er en anden sag. Her og nu gælder det Michael og Mettes bryllup.

Jeg håber, at I under alle omstændigheder får en dejlig dag.

Med venlig hilsen
Lisbet Christoffersen,
lektor, ph.d. på Københavns Universitets teologiske fakultet

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.