Kan en anglikaner få nadver i den katolske kirke?

Nadveren (eukaristien) i den katolske kirke har et meget mere omfattende indhold, end protestanter og anglikanere er klar over, skriver katolik Kirsten Kjærulff Foto: Arkiv

Nej. For hvis man som ikke-katolik modtager den katolske nadver og siger ja til alt det, der ligger i den, så har man sagt ja til at være katolik, svarer katolsk forfatter Kirsten Kjærulff

Spørgsmål:

Kære kristendom.dk

Kan en person, der tilhører den anglikanske kirke, gå til nadver i den katolske kirke?

Med venlig hilsen
Peter Sonne

Svar:

Kære Peter

Nej, det kan man ikke. Alle er velkomne til at deltage i messen i den katolske kirke, men kun katolikker kan modtage nadveren.

LÆS OGSÅ: Må protestanter gå til katolsk messe?

For at lindre smerten over dette har man i Sverige fundet frem til en modus, der nu breder sig ud over det katolske landskab i Europa:
Selv om man ikke er katolik, kan man sammen med de andre gå op til alteret, hvor man lægger højre hånd på venstre skulder for at tilkendegive, at man ikke er katolik. Så ved præsten besked, og han vil i stedet velsigne én med sakramentet.

Hvorfor er det så kun katolikker, der kan modtage Jesu legeme og blod i den katolske kirke? Grunden er, at nadveren (eukaristien) i den katolske kirke har et meget mere omfattende indhold, end protestanter og anglikanere er klar over.

Luther og de andre reformatorer tog jo afstand fra den katolske nadveropfattelse og reducerede flere aspekter af mysteriet, så det i højere grad er overladt til den enkelte modtager at lægge i dette sakramente, hvad han vil.

Der er således flere divergerende opfattelser blandt protestanter af, hvad nadveren egentlig er.

I den katolske kirke er nadveren en åbenbaret sandhed, som mennesker ikke selv kan tillægge en subjektiv betydning: Først og fremmest er den naturligvis Kristi levende nærvær i kød og blod (realpræsens) i kraft af Helligåndens virke ved præstens salvede hænder, og ikke som de fleste protestanter mener, i kraft af troens "kvalitet" hos modtageren.

LÆS OGSÅ: De syv katolske sakramenter

Men ikke kun det: Mon en protestant for eksempel er klar over, at den, der modtager den katolske nadver dermed også siger ja til hele Kristi mystiske legeme, det vil sige, også til den hellige katolske kirke med pavedømme og helgener og alt det, som ifølge katolsk opfattelse hører med til de helliges samfund?

Hvis nadvergæsten er klar over, hvad han gør, er han i hvert fald utro mod sin egen kirkes bekendelse!

En anden grund er, at den inderlige forening med Gud selv i kommunionen forudsætter, at den modtagende selv lever i nådens stand, det vil sige, ikke lever i alvorlig synd, for eksempel samliv uden for ægteskab for blot at nævne et enkelt eksempel.

Præsten beder før uddelingen af nadveren om, at modtagelsen af dette sakramente ikke må blive "til dom og fortabelse, men for din kærligheds skyld til styrke og lægedom". (se 1. Korintherbrev 11, 29).

Derfor er det - også for katolikker - en forudsætning for, at de kan modtage sakramentet, at de lever "i nådens stand", eller i modsat fald at de forinden har været til skrifte, er blevet løst fra deres synder og alvorligt har lovet "bod og bedring", altså at de seriøst beslutter at ændre deres liv på de punkter, hvor de har krænket Gud.

Protestanten vil måske protestere og sige: "Jamen for mig betyder det noget andet. Jeg tror på det og det". Her er vi ved problemets kerne: Protestantens sandhedskriterium ligger i hans egen subjektive vurdering. Han vælger selv det ud, som han vil tro på, og forkaster resten.

Det er netop her den store forskel ligger: Katolikken tror, at sandheden ligger uden for ham selv, i en guddommeligt åbenbaret objektiv sandhed. ("Gud er Gud, om alle land lå øde. Gud er Gud, om alle mand var døde").

Den katolske tro er ét sammenhængende hele. Man kan ikke plukke lidt her og der efter følelser og forgodtbefindende.

Katolsk teologi er en teologi "fra oven" ("teokratisk"), mens den protestantiske som princip er en teologi, som har mennesket som udgangspunkt: En teologi "fra neden" ("demokratisk"). Derfor kan man som katolik ikke godtage den protestantiske nadveropfattelse, for så er man i hvert fald ikke længere katolik!

LÆS OGSÅ: Hvad er forskellen på katolsk og luthersk nadver?

På samme måde vil det være det samme som at udstede en dækningsløs check, hvis man som ikke-katolik modtager den katolske nadver, for hvis man virkelig siger ja til alt det, der ligger i den, så har man sagt ja til at være katolik. Og det var måske ikke lige det, man ville?

Med venlig hilsen
Kirsten Kjærulff
Katolsk forfatter og foredragsholder

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.