Nationalisme har ingen plads i den ortodokse kirkes tro
Den ortodokse kirke har ingen vestlig "blufærdighed", og ser ingen grund til at sætte sit lys under skæppe. Tværtimod lægger den vægt på at være tydeligt til stede i samfundet. I nogle tilfælde har det udartet sig til et meget tæt forhold mellem kirke og politik, skriver Kristian Larsen
Kære brevkasse
Hvordan er forholdet mellem nationalisme og ortodokse tro i de lande, hvor den ortodokse kirke er den mest dominerende trosretning?
Kære spørger
Betegnelserne "den græsk-ortodokse kirke" og "den russisk-ortodokse kirke" er velkendte, og kan give indtryk af, at man i Den Ortodokse Kirke opererer med særlige nationale teologier. Men er der et særligt skæbnefællesskab mellem nation og kirke i ortodokse lande? Svaret er absolut nej! Men der er alligevel mange grunde til, at man kan få den opfattelse - både som ortodoks og som ikke-ortodoks.
Betegnelserne "græsk-ortodoks", "serbisk-ortodoks" med flere er ikke udtryk for nationale udgaver af den ortodokse tro, men snarere for traditionen for, at de nationale kirker er selvstyrende.
Kirkerne hænger ikke sammen i en centraliseret organisation underlagt en "pave", men ved et dobbelt bånd af enhed i troen og fællesskabet om sakramenterne. Den nationale kultur afspejler sig naturligt i Kirkens former som for eksempel liturgiens sprog og hymner. Men når kulturen selv ophøjes til noget helligt, er der tale om et vildspor.
I ortodokse lande er det ikke ualmindeligt, at opfatte kristentroen som et centralt element i nationen. Så centralt, at troen endda identificeres med den nationale karakter, og ligefrem synes at have nationen som sit formål.
Eksempelvis kan man på en official georgisk hjemmeside under overskriften "The Nation of Crusaders" læse: "I 2000 år har Georgien fast fulgt kristendommens vej, og for at citere Giorgi Mtatsmindeli (teolog fra det 11. århundrede red.) "Dette er den sande tro i vor slægt, og fra den dag vi modtog den, har vi aldrig vaklet hverken til venstre eller til højre, og vil aldrig gøre det, om Gud vil".
For mange grækere betyder "kristen" og "græker" én og samme ting. Den ortodokse tro har meget dybe rødder i den græske nation - endda i langt højere grad end den antikke fortid. Fællessproget i det kristne østromerske rige var græsk, og Biblens sprog var oprindeligt græsk.
I tiden under det tyrkiske osmanniske rige blev området opdelt i såkaldte mileter (administrative egne) efter religion. Da grækerne omkring 1800 gjorde oprør, og senere vandt deres uafhængighed, var det ikke kun som grækere men også som kristne. Præster spillede en aktiv rolle i frihedskampen, og i Grækenland er der tradition for, at Kirken deltager i alle større nationale og statslige begivenheder og manifestationer, som for eksempel når en ny regering tages i ed.
Også i Serbien spiller Kirken en politisk rolle. Ortodokse præster tog for eksempel del i den nationalistiske vækkelse i Serbien efter Titos død, og støttede tanken om et Storserbien.
Enheden mellem nation og tro kommer også til udtryk i nationale fortællinger. I Armenien beretter man, at apostlene Thaddeus og Bartholomæus bragte kristendommen til landet. I Ukraine rejste apostlen Andreas et kors, og forudsagde, at en stor kristen by (Kiev) skulle blive bygget der. I Rusland betragtes Moskva som det tredie Rom og dermed centrum for kristenheden. Og i Danmark har vi jo beretningen om Dannebrog, der faldt ned fra himlen.
Sådanne fortællinger skal vidne om, at nationen nyder en særlig bevågenhed fra Gud. Det er i sig selv uskyldigt i lyset af det særlige forhold mellem Gud og det enkelte menneske. Problemet opstår i sammenblandingen af det nationale og den generelle tro, hvor det kommer til at virke som om det nationale forudsætter troen - og omvendt.
Når politiske opfattelser og bekymringer for samfundets styring bliver hævet op til ideologier, er der tale om afgudsdyrkelse. Ideologi får karakter af religion, fordi noget betinget og begrænset bliver gjort universelt, ubetinget og ultimativt.
Adskillelse af nationstanken og troen kan muliggøres i et land som Danmark, hvor de fleste forventer, at troen forholder sig roligt bag lukkede døre. Men i fleste ortodokse lande har ikke gennemgået de samme sekulariseringstendenser af samfundet, som resten af Europa har. De troende forventer, at Kirken er synlig.
Og den ortodokse Kirke er ikke en kirke man kun kommer i om søndagen. Kirken betragtes som en naturlig forlængelse af Guds inkarnation i Jesus Kristus, som har genoprejst mennesket og skaberværket. Det er en tro, som glæder sig ved og respekterer det verdslige liv, og som derfor i kærlighed ønsker at helliggøre det.
Kirken holder sig ikke bare indenfor eget matrikelnummer, men er til stede udenfor kirkebygningen. De troendes bekymringer for familie, by og nation er også Kirkens anliggende.
Kirken ser det som sin rolle, at bede for og velsigne et lands styre. I en sådan handling ligger der ikke nødvendigvis en politisk stillingtagen. Uanset om kirken ønsker det eller ej, bliver den tillagt en central placering i det politiske spektrums konservative fold.
Et led i den nikænske trosbekendelse, som benyttes i Den Ortodokse Kirke, lyder: "vi tror på én hellig katolsk og apostolsk kirke". Med katolsk menes almen og universel, og dermed at kirken ikke henvender sig til en bestemt nation. Om man er kristen russer, tyrk eller dansker er uden betydning. Det afgørende er, om man befinder sig indenfor kirkens tradition.
På et kirkemøde i 1872 i Konstantinopel (Istanbul) blev ønsket om at organisere kirker efter etniske linjer indenfor det samme geografiske område, fordømt som kætteri.
I samtalen med den samaritanske kvinde ved jakobsbrønden siger Jesus: "Tro mig, kvinde, der kommer en tid, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen", men "de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed" (Johannesevangeliet 4,19-25). Den kristne tro er ikke knyttet til kultsteder. Der er ikke noget land eller noget folk, der er særlig helligt. Frelsen er i kirken, som er Kristi krop.
Kirkens liv peger frem mod en tid, hvor synd og forskelle mellem mennesker vil miste deres betydning, fordi alle kristne vil leve i fællesskab med Gud. Nationalisme står i modsætning til den ortodokse opfattelse af kirkens enhed og det kristne liv.
Patriark Bartholomæus, der er åndelig leder for de ortodokse troende, understregede dette på en konference i Bruxelles i 2004: "Overdrivelse af racemæssig oprindelse og især racisme så vel som diskrimination af svagere minoriteter på grundlag af race, religion, sprog eller af enhver anden grund sammen med fremmedhad, er ideologier og holdninger, som er absolut i modsætning til de holdninger, overbevisninger og principper som det Økumeniske Patriarkat gør sig til talsmand for."
Man kan ikke være troende ortodoks og samtidig være trofast mod nationalisme eller anden ideologi - man kan ikke tjene to herrer på én gang.
I Danmark er der én, lokal ortodoks kirke, som henvender sig særligt til danske, ortodokse troende. Den har navnet Gudsmoders Beskyttelse, og den forstår sig selv som Den Ortodokse Kirke i Danmark. Det liturgiske sprog i kirken er derfor også dansk.
Gudsmoders Beskyttelses Kirke er dansk-ortodoks. Sammenlignet med ortodokse kirker i andre lande har kirken et tydeligt dansk præg. Menigheden bærer også præg af russisk tradition. Eksempelvis er hymnerne der synges af russisk oprindelse.
Etableringen af kirken er udtryk for et ønske om en ortodoks kirke i Danmark, som ikke samtidig er en eksilkirke, der henvender sig til indvandrere fra et bestemt land. Kirken giver danskere af enhver etnisk herkomst en reel mulighed for at deltage i det ortodokse kirkeliv.
Med venlig hilsen
Kristian Larsen
Kristian Larsen er cand.scient.pol og ortodoks kristen
Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.