Spørg

Skal man synge fra salmebogen ved gudstjenesten?

"Jeg vil gerne lære at synge nye salmer, men jeg mener, at én fra et kopiark bør være max," skriver en læser til kristendom.dk's brevkasse. Foto: Wikimedia Commons

Hvis en præst vil bruge andre salmer end dem fra Den Danske Salmebog, skal der indhentes tilladelse fra menighedsråd og biskop, svarer sognepræst Niels Jørgen Kobbersmed

Spørgsmål:

Kære brevkasse

Skal der ved højmessens salmesang vælges salmer fra Den Danske Salmebog? Eller må der vælges salmer fra kopiark? Eksempelvis to til tre fra salmebogen og to til tre fra kopiark, hvor det kan være svært for menigheden at se teologisk indhold i sangen/salmen. 

Vor gode og kendte salmetradition er efter min mening en væsentlig del af højmessen. Jeg vil gerne lære at synge nye salmer, men jeg mener, at én fra et kopiark bør være max. Flere fra kopiark bør synges ved andre gudstjenester.

Venlig hilsen
Poul

Svar:

Kære Poul

Den Danske Salmebog er - ligesom dens forgængere og som man kan se på siden efter titelbladet - autoriseret af dronningen 29. juli 2002. 

LÆS OGSÅ: Er den nye salmebog monument eller skamstøtte?

Det indebærer, at det regnes for en selvfølge, at der ved gudstjenester og kirkelige handlinger synges af denne meget brede samling af kristne salmer. 

LÆS OGSÅ: Hvad er en salme?

Ønsker en præst at gøre brug af andre samlinger med salmer, herunder at uddele kopier, skal tilladelse indhentes fra menighedsråd og biskop. I praksis sker det næppe i alle tilfælde, og jeg kan fuldtud tilslutte mig din holdning, at anvendelse af sådanne kopiark især ved højmessen bør begrænses.

Venligst
Niels Jørgen Kobbersmed
Sognepræst

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.