Spørg

Bad Luther til en helgen eller til Gud?

Da man i senmiddelalderen var bange for at bede direkte til Gud, gik man omvejen via helgener. Tanken var, at den fromme helgen skulle gå i forbøn hos Gud på ens vegne, forklarer Kurt E. Larsen, der er lektor i kirke- og missionshistorie ved Menighedsfakultetet i Aarhus.

Da Luther kom i dødsfare, bad han til Anna i sin nød, svarer lektor Kurt E. Larsen

Spørgsmål:

Kære brevkasse

I min historiebog står der: ”I et uvejr faldt Martin Luther af hesten og blev skadet, så bad han til Anna (Jomfru Marias mor) og lovede, at han ville blive munk, hvis han overlevede”. 

Men på kristendom.dk står der: ”På en rejse kom Luther i fare på grund af et voldsomt tordenvejr, og han aflagde et løfte til Gud om, at han ville gå i kloster, hvis han overlevede”. 

Hvad er rigtigt?

Venlig hilsen
Salma

Svar:

Kære Salma

Da Luther kom i dødsfare, bad han til Anna i sin nød. Hun blev anset for at være den helgen, der hjalp mod pludselig død. 

LÆS OGSÅ: Hvad er en helgen?

Da man i senmiddelalderen var bange for at bede direkte til Gud, gik man omvejen via helgener. Tanken var, at den fromme helgen skulle gå i forbøn hos Gud på ens vegne. 

LÆS OGSÅ: Hvordan lykkedes Reformationen så hurtigt?

Så begge svar er i grunden rigtige: Han bad til Anna og derigennem (indirekte) til Gud. Siden gik det op for Luther, at et kristent menneske har lov at bede direkte til Gud og ikke behøver helgeners hjælp og forbøn. 

Med venlig hilsen
Kurt E. Larsen
Lektor i kirke- og missionshistorie ved Menighedsfakultetet i Aarhus 

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.