Spørg

Kan mit barn døbes, når jeg ikke er døbt?

Selvom det formelt set ikke er et krav, at begge forældre er døbt, så er det et krav, at alle faddere – naturligvis også den, der bærer og svarer for barnet – skal være døbt netop for at understrege ansvaret for oplæring i den kristne børnelærdom, skriver sognepræst Kaj Bollmann.

Der er ikke noget ubetinget lovkrav om, at forældre skal være døbt for at få deres barn døbt, svarer sognepræst Kaj Bollmann

Spørgsmål:

Kære brevkasse

Vi venter barn, og vi vil gerne have ham døbt. 

Faren er døbt, men det er jeg ikke. 

Er det noget jeg skal være, før jeg kan få min søn døbt i folkekirken?

Venlig hilsen
Rebekka

Svar:

Kære Rebekka

Der er ikke noget ubetinget lovkrav om, at forældre skal være døbt for at få deres barn døbt. Men da forældrene ved dåben gør sig ansvarlige for, at deres barn bliver opdraget i og gjort fortrolig med den kristne tro, vil det da nok opleves som unaturligt, hvis forældrene ikke er døbt. 

Nu er i dette tilfælde den ene af forældrene døbt, så vil ansvaret ligge hos vedkommende, men som præst ville jeg tage en grundig samtale med forældrene forud for en dåb, hvor den ene af forældrene ikke var døbt.

LÆS OGSÅ: 
Kan en far være fadder?

Til gengæld har jeg oplevet en meget smuk dåb, hvor barnets mor blev døbt først, og derefter bar hun sit eget barn til dåben.

Selvom det formelt set ikke er et krav, at begge forældre er døbt, så er det et krav, at alle faddere – naturligvis også den, der bærer og svarer for barnet – skal være døbt netop for at understrege ansvaret for oplæring i den kristne børnelærdom. 

LÆS OGSÅ: 
Hvordan er faddere forpligtet?

Så hvis en af forældrene ikke er døbt, er der altså det specielle, at den pågældende hverken kan bære eller være fadder for sit barn.

Med venlig hilsen
Kaj Bollmann
Sognepræst

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.