Spørg

Hvorfor bliver Jesus vred i templet?

Jesus siger udtrykkeligt, at templet skal være et bedehus. Desuden var der på Jesu tid en forventning om, at templet i frelsestiden skal kaldes et bedehus for alle folkeslagene, forklarer Helge Kjær Nielsen, der er dr. theol.

Indledningsvis kan man spørge, om det, Markus skriver, er at forstå som et forsvar for templet og tempelkulten, skriver dr.theol. Helge Kjær Nielsen

Spørgsmål:

Kære brevkasse

Hvorfor bliver Jesus vred i historien om tempelrensningen, da han opdager, at folk har sat boder op i templet, og hvorfor bliver han voldelig? 

Kan det have noget at gøre, med den måde Markus portrætterer Jesus på, da han jo har en helt anden måde at skrive om Jesus på? 

Folk, jeg har snakket med, siger også, at det har noget med historien at gøre, jeg kan bare ikke finde sammenhængen. 

Håber I kan hjælpe.

Venlig hilsen
Peter

Svar:

Kære Peter

Tolkningen af Markus’ fortælling om Jesu ord og handling i templet (Markusevangeliet kapitel 11, vers 15-17) er på ingen måde let. Det hænger formentlig sammen med, at evangelisten heller ikke har været ganske klar over, hvad betydningen var med denne begivenhed. 

I hans fortælling ligger der altså en tydning af det, der skete i templet. Det er let at se, at det samme er tilfældet i Johannesevangeliet, som jeg kommer tilbage til.

LÆS OGSÅ: Når Jesus bliver uforståelig

Indledningsvis kan man spørge, om det, Markus skriver, er at forstå som et forsvar for templet og tempelkulten? Gør Jesus ifølge Markus op med alt det, der bevirker, at templet ikke kan tjene som et bedehus, men er blevet til en handelsplads? Eller vil Jesus fuldstændig gøre op med templet og tempelkulten? 

Som argument for den første forståelse kan anføres, at Jesus udtrykkeligt siger, at templet skal være et bedehus. Desuden var der på Jesu tid en forventning om, at templet i frelsestiden skal kaldes et bedehus for alle folkeslagene (Esajas’ Bog kapitel 56, vers 7).

Som argument for den anden forståelse kan der henvises til, at Jesus ifølge Markus ved en anden lejlighed har forudsagt templets totale ødelæggelse (Markusevangeliet kapitel 13, vers 1-2), og måske har evangelisten selv oplevet, at det gik sådan. 

LÆS OGSÅ: Hvorfor bliver Jesus vred i templet?

Dertil kommer, at det i forbindelse med skildringen af Jesu død (Markusevangeliet kapitel 15, vers 33-39) fortælles, at ”forhænget i templet flængedes i to stykker, fra øverst til nederst” (vers 38). 

Den jødiske forståelse var, at når forhænget åbnedes, åbnedes adgangen til Gud. Markus vil derfor sikkert sige, at det er Jesu død, der åbner adgangen til Gud. Dette møde med Gud sker ikke i templet. Dets tid er forbi.

I Johannesevangeliet fortælles også om Jesu optræden i templet (kapitel 2, vers 13-21). I den beretning er evangelistens forståelse klar. Når Jesus sagde: ”Riv dette tempel ned, og jeg vil rejse det igen på tre dage”, talte han dybest set om sig selv (vers 21). 

Jesus skulle dø og efter tre dage opstå. Heri menes, at det er ham, der er templet, det vil sige det sted, hvor Gud bor, og hvor man derfor kan møde ham. Det er ikke i det jødiske tempel. Dets tid er forbi.

Med venlig hilsen
Helge Kjær Nielsen
Dr. theol. 

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.