Spørg

Kan man blive bisat hjemme?

Kun i ganske særlige tilfælde, nemlig hvis man er ejer af en grund på over 5000m2, kan der søges om tilladelse til at nedsætte urnen dér, skriver Margrethe Horstmann, der er cand. theol.

Det er ikke ulovligt at foretage bisættelse fra hjemmet, men det sker yderst sjældent, svarer teolog Margrethe Horstmann

Spørgsmål

Kære brevkasse

Kan et folkekirkemedlem få lov til at blive bisat fra eget hjem med en præst fra folkekirken og det ritual, vi bruger i kirken ved bisættelse?

Venlig hilsen
Jytte

Svar

Kære Jytte

Det er ikke ulovligt at foretage bisættelse fra hjemmet, men det sker yderst sjældent. 

Dels gør pladsforholdene det vanskeligt, dels vil det, som begrebet kirkelig handling antyder, være naturligt at foretage en sådan fra kirken. I princippet bør ethvert hus og hjem være et Guds hus, men i kirken er dette tydeligt. 

LÆS OGSÅ: Hvordan skal kisten vende?

Bisættelsen/begravelsen er knyttet til dåben, idet dåben er en dåb til Kristi død og derved til hans opstandelse. Dette understreges ved, at linjerne fra Peters Første Brev læses højt: "Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde". 

LÆS OGSÅ: 
Må man bygge sin egen kiste?

I princippet kan dette ske fra hjemmet efter aftale med præsten. Nedsættelse af urne skal dog ske på en kirkegård, eventuelt skovkirkegård, eller asken kan strøs over havet. 

Kun i ganske særlige tilfælde, nemlig hvis man er ejer af en grund på over 5000m2, kan der søges om tilladelse til at nedsætte urnen dér.

Venlig hilsen
Margrethe Horstmann
Cand. theol.

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.