Blev Jesus forladt af Gud på korset?

Hvad mener Jesus egentlig, da han på korset med høj røst siger "min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?" spørger en læser. Sognepræst Kaj Bollmann svarer

Spørgsmål om Jesu korsfæstelse

Kære brevkasse

Hvad mener Jesus egentlig, da han med høj røst sige på korset " min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?"

Hilsen,
Lilian

Svar fra brevkassen

Kære Lilian

Det er kun evangelisterne Markus (Markusevangeliet kapitel 15, vers 34) og Matthæus (Matthæusevangeliet kapitel 27, vers 46), som videregiver Jesu udråb på korset: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?", og de to evangelister er ikke enige om, hvorvidt råbet kommer på aramæisk eller hebraisk.

Hos Lukas er Jesu sidste ord: "Fader, i dine hænder betror jeg min ånd" (Lukasevangeliet kapitel 23, vers 46) og hos Johannes: "Det er fuldbragt" ( Johannesevangeliet kapitel 19, vers 30).

Matthæus og Markus fortæller, at de tilstedeværende ikke forstår, hvad Jesus siger, men nogle af dem mener, at han anråber (profeten) Elias om hjælp. Der er altså en vis usikkerhed om korsordet. Det kan man godt forstå, for dets indhold står meget voldsomt op imod det, der fra de første menigheder har været et fundamentalt trosgrundlag: at Faderen og Sønnen er ét. For hvis de er ét, hvordan kan Jesus så være forladt af Gud på korset?

Da passer Johannes og Lukas sidste udråb mere til teologien: Nu er hans offer fuldbragt, og han betror sin ånd i sin Faders hænder. Det ligger i forlængelse af hans frelsergerning som Guds søn sendt til verden. Man kan derfor godt forestille sig, at tanken om Jesu gudsforladthed på korset har været en så voldsom anstødssten for Lukas og Johannes, at de har udeladt råbet.

"Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig" er et citat fra Davids 22. salme i Det Gamle Testamente. Og hele beskrivelsen af korsfæstelsesscenen er bygget op med salme 22 som ledetråd (spotten, gennemboringen af hænder og fødder, lodkastningen om klæderne, tørsten).

De første 22 vers i davidssalmen er en bøn fra gudsforladtheden og fortvivlelsen. Dramaet sættes altså ind i den gammeltestamentlige ramme, selvom det indebærer en voldsom teologisk udfordring.

I den seneste generations teologi er "Min Gud, min Gud" blevet en ledetråd i et opgør mod tidligere tiders forestillinger om Gud som den almægtige. Ikke mindst teologen Dorothée Sölle skrev om Jesus som Gud, der på korset binder sig til det afmægtige, lidende menneske og deler dets skæbne i fuldstændig solidaritet.

Dorothée Sölle fortæller et sted om en kz-lejr-episode, hvor en fange bliver hængt, men døden indtræffer langsomt, og han lider frygteligt i galgen, medens de øvrige fanger er tvunget til at se på.

En fange spørger en anden: Hvor er Gud nu? Og den anden fange svarer: Han er her. Han hænger der i galgen. Jesu fortvivlede råb på korset er Gud, der bliver ét med det lidende gudsforladte menneske.

I de senere år har flere danske teologer ikke mindst Lars Sandbeck og Niels Grønkjær - arbejdet med og udvidet den samme tanke: I en gennemsekulariseret verden er mennesket gudsforladt, og kun som den gudsforladte Gud kan Gud møde mennesket. Lars Sandbeck bygger sin bog "De gudsforladtes Gud" op på den tese, at det kristne gudsbillede mere end noget andet skal forstås i lyset af råbet på korset: Min Gud, min Gud. Han forkaster enhver tale om Guds almagt. Gud kan kun forstås som den Gud, der går ind i afmagten.

Andre teologer for eksempel Jakob Wolf i bogen "Jobs tårer" går en anden vej. Han lader almagten og afmagten stå i et uopløseligt og dybest set uforklarligt spændingsforhold til hinanden, så vi over for det onde ikke har andre muligheder end at anklage Gud. For vi kan ikke trænge til bunds i eller bortforklare det mysterium, der ligger i spændingen mellem afmagt og almagt hos Gud.

Hvis man vil fastholde tankerne om Guds almagt og treenighedens indbyrdes identitet og samtidig tage Jesu råb på korset hos Matthæus og Markus alvorligt, må man dels tænke Guds væsen som foranderligt, i stadig udvikling i forhold til Guds møde med mennesket, dels indrømme, at der er dybder i Guds væsen, som vore ord ikke rækker til at beskrive på nogen måde dækkende, herunder de sider af Guds væsen som vi kalder almagt og afmagt.

I den forbindelse er det måske vigtigt at gå tilbage til udråbets karakter af citat fra salme 22. Salmen skifter nemlig brat i vers 23 fra fortvivlelse og gudsforladthed til glæde og lovprisning med ordene: "Du har svaret mig!" Herefter er salmen en lovprisning af Guds kongemagt, som alle folkeslag skal falde på knæ for.

Opstandelsestemaet strejfes til og med, og salmen slutter: "Man skal forkynde hans retfærdighed for folk, der fødes, for han greb ind!"

Så tænker vi hele salme 22 med som baggrund for udråbet på korset, så er dobbeltheden og spændingen altså til stede allerede i brugen af davidssalmen. For så er Guds indgriben det, der sker på korset.

Venlig hilsen,
Kaj Bollmann
Sognepræst

*Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener