Er det bedre at være religiøs end etiker ifølge Kierkegaard?

Sarah vinder X Factor Finale i Parken. Foto: Wikimedia Commons

Problemet med stadielæren er, at den ikke er Kierkegaards. Det er nemlig en teori, og dem har Kierkegaard lidt firkantet sagt ingen af, svarer cand. theol. og ph.d.-studerende Christian Hjortkjær

Spørgsmål:

Kære brevkasse

Søren Kierkegaard opererer med tre stadier eller eksistensmuligheder: æstetiker, etiker og det religiøse. Er der kvalitative forskelle, således at det er bedre at være i det religiøse stadie end at være æstetiker eller etiker? Hvis det er en beskrivelse af en mulig udviklingsproces, hvad sætter så processen i gang? Er det fortvivlelse, tomhed frustration og så videre? Hvad mener Søren Kierkegaard herom?

Venlig hilsen
Hanne Nødskov

Svar:

Kære Hanne

Tak for dine spørgsmål, som har sat mange overvejelser i gang hos mig. For hvordan i alverden skal man svare på disse spørgsmål om Kierkegaards stadier, som næsten altid er de første og mest presserende spørgsmål hos mange, der begynder at læse Kierkegaard?

Stadielæren er en teori om et menneskes udvikling fra et primitivt eller umiddelbart udgangspunkt og som følger et fremad- og opadskridende idealistisk skema med det religiøse stadie som det højeste. Problemet med stadielæren er, at den ikke er Kierkegaards. Det er nemlig en teori, og dem har Kierkegaard lidt firkantet sagt ingen af.

Læs også: Ordbog: Forstå de mest centrale Kierkegaard-begreber

Stadielæren eller stadieteorien, som den også kaldes, er derimod Kierkegaard-forskeres forsøg på at gøre Kierkegaards værker mere overskuelige og forståelige. Man kan sige, at stadielæren er blevet til i et forsøg på at tæmme Kierkegaards digteriske skrivestil og utøjlelige tanker. Problemet er, at teorien ofte begrænser læserens muligheder for at forstå Kierkegaards forsøg på at holde eksistensens spørgsmål åbne og ikke skematiske.

Derfor er det efter min mening en misforståelse at gå til Kierkegaards værker med stadierne som en slags nøgle. For det gør, at man som læser sidder og leder i teksten efter steder, der afslører, om Kierkegaard nu taler om æstetikeren eller den religiøse, og om det nu er bedst at være det ene eller det andet. Man forsøger med andre ord at få Kierkegaard til at passe på teorien i stedet for omvendt. Derfor ender stadielæren ofte med at lukke Kierkegaards tekster for læseren i stedet for at åbne dem.

Læs også: 10 eksistentielle citater fra Kierkegaards Enten-Eller

Forholdet mellem stadierne er ikke et problem, der skal løses hos Kierkegaard. Kierkegaard vil derimod først og fremmest lade læseren rammes af sig selv som problem. Ofte går vi til livet og til Kierkegaard med verden som et problem, som vi gerne vil have, at Kierkegaard skal hjælpe os med at løse. I stedet viser Kierkegaard os, at det er os selv, der er problemet. Vi er selv vores eget eksistentielle problem. Uanset om man er religiøs eller etiker, brandmajor eller bankdirektør.

Som jeg læser Kierkegaards brug af begreberne æstetiker, etiker og religiøs, er det ikke stadier som et menneske gennemlever ét efter ét, og man er ikke mere menneske i det religiøse end i det æstetiske. I stedet er det betegnelser for forskellige måder at være menneske på, som alle er bestemt ved lidenskab. Æstetikeren har sin lidenskab rettet mod det at opleve noget, mens etikeren har sin lidenskab rettet mod det at leve op til noget. Den religiøse har sin lidenskab rettet mod det guddommelige, hvorved lidenskaben i kristendommen får et andet navn nemlig troen.

Teologen Anders Kingo har foreslået, at man som alternativ til stadielæren skal tage Kierkegaard på ordet lige der, hvor han skriver, at han i sandhed er og hele tiden har været en religiøs forfatter, og at hele det pseudonyme forfatterskab (hvor talen om stadierne findes) er et forsøg på at bedrage læseren ind i det sande altså kristendommen (Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed).

Læs også: Kristeligt Dagblads tema om Søren Kierkegaard

Hvis man læser Kierkegaards værker på denne måde, hvor kristendommen altså er udgangspunktet i stedet for slutmålet, det religiøse stadie, så forsvinder problemerne med stadielæren, og man vil kunne gå mere umiddelbart til Kierkegaards tekster. I det tilfælde er kristendommen nøglen i stedet for stadielæren.

Så kære Hanne. Jeg beklager, at jeg ikke kan give dig noget let svar på dine spørgsmål. Der er ikke noget bedste stadium, ligesom jeg ikke mener, at det nødvendigvis er det bedste at være kristen. Det afgørende er, hvorledes man er kristen. I Efterskriften skriver Kierkegaard således, at det besynderlige ved tiden er, at alle går rundt og ved så meget om, hvad det vil sige at være kristne, at de helt har glemt, hvad det vil sige blot at være et eksisterende menneske.

De bedste læselyst-hilsner
Christian Hjortkjær
Cand. theol. og ph.d.-studerende ved Søren Kierkegaard Forskningscenter ved Københavns Universitet.

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.