Er det syndigt at tillade synd - også for Gud?

"Hvad er meningen, Hr. Gud? Det er ikke tilladt for mennesker ikke at gribe ind over for overgreb mod en anden, hvis man har magt til det og kan. Derfor er det selvfølgelig heller ikke tilladt for Gud. Der er ingen grund til, at vi prøver at beskytte Gud over for anklager, som om han ikke var stor nok til at kunne tåle dem,2 skriver teolog Jakob Wolf til en læser. På billedet er det et loftsmaleri af Gud i Rila-klosteret i Bulgarien.

"Jeg mener, vi må anklage Gud for at tillade synd. Vi må i den grad være oprørte over det. Han har magt til at gribe ind, når vi piner og plager og mishandler og myrder hinanden, men han gør det ikke," svarer dr. theol. Jakob Wolf

Spørgsmål:

Kære brevkasse

Er det syndigt at tillade synd? Og i tilfælde af at det er syndigt, er Gud så en synder? Mit spørgsmål kan med rette forstås som liggende tæt op ad teodicé-problemet.

Spørgsmålets skeptiske natur ligger i, at Gud tilsyneladende tillader mennesker at være syndige, samtidig med at de fleste vil mene, at det er forkert at tillade synd.

Det første spørgsmål går altså på, om det syndigt at tillade synd. At tillade synd betyder i denne sammenhæng at undlade at forhindre synd, selvom man har muligheden for at forhindre det.

LÆS OGSÅ: Det syndige menneske

Jeg mener for eksempel, at man tillader synd, hvis man ikke gør noget for at stoppe et mord, selvom man har muligheden for det. Så hvis min mangel på handling fører til, at et andet menneske synder, har jeg så syndet? Har jeg noget ansvar i sådan en situation?

Er det syndigt at tillade synd? Hvis vi antager, at det er syndigt at tillade synd, går mit næste spørgsmål på at fastslå, om Gud tillader mennesket i at synde. Mennesket synder jo ofte, og hvis Gud ikke griber ind, når synd skal til at ske, har Gud da ikke tilladt synd?

LÆS OGSÅ: Synet på synd har ændret sig

Er det, at mennesket synder, et udtryk for at Gud tillader synd? Og har Gud ligeledes ikke også tilladt synd, hvis han har givet os en forudsætning for at synde? Er fri vilje ikke en sådan forudsætning?

Baggrunden for spørgsmålet var en religionstime, hvor vi diskuterede synder og teodicé-problemet. Stemningen var så at sige lagt, og det endte med, at jeg spurgte min religionslærer om disse spørgsmål.

LÆS OGSÅ: Er mennesker syndige?

Hendes modsvar gik på noget i stil med, at man ikke kan ekstrapolere hvad, som er rigtigt og forkert for mennesker til, hvad, der er rigtigt og forkert for Gud. Hun mente dog ikke selv, at hendes svar var fyldestgørende og foreslog, at jeg spurgte her.

Så tusind tak for opmærksomheden!

Venlig hilsen
Jakob Nebeling

Svar:

Kære Jakob Nebeling

Jeg mener, vi må anklage Gud for at tillade synd. Vi må i den grad være oprørte over det. Han har magt til at gribe ind, når vi piner og plager og mishandler og myrder hinanden, men han gør det ikke.

Hvad er meningen, Hr. Gud? Det er ikke tilladt for mennesker ikke at gribe ind over for overgreb mod en anden, hvis man har magt til det og kan. Derfor er det selvfølgelig heller ikke tilladt for Gud. Der er ingen grund til, at vi prøver at beskytte Gud over for anklager, som om han ikke var stor nok til at kunne tåle dem.

LÆS OGSÅ: Hvorfor tillader Gud det onde?

Der er en mærkelig tendens til, at mennesker er sarte i forhold til Gud. Det bunder nok i en malplaceret frygt for Gud. Man tør ikke anklage ham, skønt det er det eneste nærliggende. Det fører til et uærligt forhold til Gud.

Har vi noget at anklage Gud for, så skal vi gøre det. Du skal "udøse dit hjerte som vand for Herrens ansigt", som der står i Klagesangene kapitel 2, vers 18. Gud kan om nogen tåle, at vi krænger vores hjerte ud for ham, hvad der end er i det. Hvorfor Gud ikke gør noget, når han nu kan, gives der ingen svar på. Det tilhører Guds hemmelighed.

LÆS OGSÅ: Hvorfor forhindrer Gud ikke lidelse i verden?

Når vi kan tro, at Gud er god og barmhjertig, selv om det ikke ser sådan ud, så skyldes det en tro på, at han har åbenbaret sin inderste vilje og væsen i Jesus fra Nazaret. Her åbner Gud en dør ind til sit eget hjerte.

Gud har åbenbaret sig her og dermed skjult sig i alle andre handlinger eller mangel på handlinger. Fra dem kan vi ikke slutte os til, hvad Guds inderste vilje er.

Venlig hilsen
Jakob Wolf,
dr. theol.

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.