Hjælp! Min datters kæreste er ikke kristen!

"Når vores børn bliver voksne, er de nødt til at tage ansvar for deres egne liv og træffe deres valg," svarer psykolog og teolog Anton Eg Andersen

Spørgsmål:

Vores datter på 18 år sover sammen med sin kæreste, som ikke er kristen. Hun siger, at hun beder aftenbøn. Vi beder bordbøn. Jeg kan ikke forliges med, at de sover sammen. Jeg har før forsøgt at snakke kristendom med hende.

Jeg har spurgt, hvor ofte de går i kirke. Hun sagde én gang om året til jul. Jeg sagde til hende, at det er op til hende, men at jeg synes, at én gang om året er for lidt at høre Guds ord. Og om de ikke kunne komme i en eller anden kristen sammenhæng. Men hun mente, at det er kedeligt. Efterfølgende fik jeg at vide, at hun syntes, at jeg opfattede mig selv som en bedre kristen end hende. Så nu ved jeg næsten ikke, hvad jeg skal gøre.

Det er det samme, når de kærtegner hinanden. Min kone synes, at det er helt i orden. Vi har også to drenge på 13 - 14 år, som ser meget op til kæresten. Så sommetider føler jeg, at jeg står noget alene med min måde at se tingene på.

Jeg har overvejet at blive skilt, men synes, at jeg ikke rigtig ved, hvor meget der skal til for at blive skilt. Vi kan i hvert fald ikke snakke om kristendom, som betyder meget for mig.

Nu ved jeg ikke, om I kan hjælpe med et ord eller lignende, men tak alligevel.

Med venlig hilsen
Niels

Svar:

Kære Niels

Jeg kan forstå på dine spørgsmål, at du lever med nogle uenigheder i familien, som går dig på. Du har dine klassiske kristne synspunkter, om hvad man som kristne bør gøre og ikke gøre, og nu bliver du udfordret af din egen datter og hendes kæreste, som ikke deler de samme synspunkter. Og ikke kun det.

Du oplever også, at din egen hustru svigter dig ved ikke at holde med dig. Det bringer dig i et dilemma. Og et dilemma er netop kendetegnet ved, at der ikke er nogen enkel og entydigt rigtig løsning på det.

Det er svært for unge i dag at fastholde de gamle kristne leveregler, da der efterhånden kun er meget få unge, der fastholder dem. Således skrev Kristeligt Dagblad den 31. januar i år på forsiden, at en undersøgelse viser at: 'Unge kristne danskere gør som alle andre'.

Desværre er det ofte rigtigt, når din datter siger, at det er kedeligt, det der foregår i kirken. Med mindre man bor i en af de største byer i Danmark, er der langt mellem kristne tilbud, som unge mennesker finder spændende og relevante. Det er efter min mening uden sammenligning den største udfordring som kirken og de kirkelige foreninger står over for i vores tid.

Jeg er sikker på, at mange unge, der er vokset op i kristne hjem, føler sig i et dilemma. For hvad skal de vælge? At følge de kristne leveregler, der gjaldt, da deres forældre var unge, og dermed risikere at blive isolerede og ensomme, eller vælge at være unge sammen med deres jævnaldrende og have venner og kærester, som andre jævnaldrende.
Din datter har valgt.

Og når vores børn bliver voksne og personligt myndige, så er de nødt til at tage ansvar for deres egne liv og træffe deres valg. Og som forældre bliver vi nødt til at give slip på vores voksne børn og stole på at de formår at træffe deres egne valg og tage vare på sig selv, med alt de vi har lært dem hjemmefra.

Som forældre har vi dog stadig det fortrin, at vi dagligt kan bede for vore børn, om at de må finde den rigtige vej i livet, og at Gud vil velsigne og bevare dem gennem alle farer, og de udfordringer som vores tid, der kommer længere og længere væk fra de klassiske kristne værdier, byder på.

Selvfølgelig har du lov til at give din mening til kende. Men jeg tror faktisk, at din datter udmærket kender dine synspunkter, uden at du behøver at sige ret meget.

Jeg tror personligt, at det vigtigste er, at der altid er en åben dør derhjemme, hvor vore børn, også når de bliver voksne, altid ved, at de er velkomme og bliver taget imod.

Som forældre, mener jeg, at det vigtigste er, at vore børn oplever sig elskede og accepterede som vore børn, selv om de nogle gang træffer nogle valg, som vi er uenige i. Evangeliet er jo netop, at Gud elsker os på trods af, at vi er ufuldkomne syndere. Sådan må vi som forældre afspejle Guds kærlighed i forhold til vore børn.

Alternativet er, vore unge oplever, at uanset hvad de gør, ikke kan gøre deres kritiske og dømmende forældre tilpas. Og så må de vælge enten at blive modløse og fortvivlede eller helt at gå deres egne veje i oprør mod forældrenes værdier.

Jeg fornemmer, at du oplever dig isoleret med dine synspunkter i forhold til din kone og din datter, og siger, at du tænker på, hvor langt man som kristen skal gå, før uenigheden er så stor, at man må skilles?

Svaret er efter min mening, at vi skal gå hele vejen! Du beder om et ord. Jesus siger i Mattæusevangeliet kapitel 5, vers 31-32, hvor han taler om skilsmisse, at den eneste acceptable grund til skilsmisse er utroskab.

Jeg mener, at det er vigtigt, at vi holder ud med vore ægtefæller, og endnu mere vigtigt med vore børn, som er vores eget kød og blod. Jesus siger altså, at den eneste acceptable grund til skilsmisse er utroskab. Alt andet skal du så at sige finde dig i, hvis du vil tage Jesu ord som en bibelsk retningslinje.

Jeg mener af erfaring, at det er meget vigtigt at kunne rumme uenighed og forskellige synspunkter i en familie, uden at familien skal gå i stykker af den grund. Der er trods alt, når du tænker over det, meget mere, der binder os sammen i en familie end det, der kan skille os på grund af uenighed. Netop blodets bånd betyder, at vi er forpligtede over for hinanden for evigt.

Derfor må du, som du har lovet, elske og ære, også når det er svært. Jeg tror, det vigtigste, du kan gøre er at elske din kone og børn og at være med til at holde sammen på familien på trods af uenighed.

Med venlig hilsen
Anton Eg Andersen
Psykolog og teolog

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.