Hvad mener kristendommen om sjælen?

For kristendommen er der ikke tale om to forskellige dele af mennesket, når der tales om krop og sjæl, skriver cand.theol. og ph.d. Jonas Adelin Jørgensen i kristendom.dks brevkasse

Spørgsmål:

Kære brevkasse

Hvad er kristendommens mening om sjælen?

Venlig hilsen
Matthias

Svar:

Kære Matthias

I modsætning til hvordan mennesket ofte er blevet opfattet i græsk tænkning, nemlig som på den ene side en krop og på den anden side sjæl, så har kristendommen overtaget sit syn på mennesket fra jødedommen, som anser mennesket for at være en enhed af krop og sjæl.

For kristendommen er der derfor ikke tale om to forskellige dele af mennesket når der tales om 'krop' og 'sjæl', men der er tale om to perspektiver på den samme enhed: det hele menneske. Mennesket er menneskeligt ved at være denne enhed af krop og sjæl, det vil sige enheden af kropsligt, følelsesmæssigt, åndeligt og bevidst liv.

Denne forståelse findes udtrykt flere steder i de bibelske skrifter. I skabelsesberetningen i 1. Mosebog fortælles det, hvordan Gud skaber mennesket af markens jord og blæser sin livsånde i dets næsebor. Det gør mennesket til et levende væsen, et helt menneske med krop og sjæl (1 Mosebog 2, 7).

I de nytestamentlige skrifter bliver forståelsen af mennesket klarest hos apostlen Paulus. I Romerbrevet kapitel 1 argumenter han for, at mennesket er et historisk væsen, som har sin plads i kosmos.

Mennesket er med andre ord en skabning, men vel at mærke en skabning, som er mærket af svaghed og synd (Romerbrevet 7, 13-20). Ved troen på Kristus genoprejses den faldne og syndige skabning, og ifølge Paulus har det konsekvenser både for krop og sjæl: i Romerbrevet kapitel 12 beskriver han, hvordan kristne "tjener Gud med deres legemer".

Denne tjeneste har åndelig betydning og hele den kristnes livsførsel er en åndelig gudstjeneste (Romerbrevet kapitel 12, 1). Paulus er også optimistisk i forhold til en legemlig opstandelse (Første Thessalonikerbrev 4,13-18), og argumenterer ud fra Jesu egen opstandelse som historisk begivenhed til at de kristne også skal opstå efter deres død (Første Korintherbrev 15,1-28). Denne opstandelse er vel at mærke ikke kun en sjælelig opstandelse, men af en mere håndgribelig, materiel karakter.

I de oldkirkelige bekendelser nævnes sjælen ikke. Derimod bekendes troen på kødets opstandelse, det vil sige de kristne bekender troen på, at de skal opstå legemligt. Dette kan ses som en understregning af mennesket som en enhed af krop og sjæl, og som en forkastelse af den tanke, at mennesket efter sin død lever videre som en frit svævende sjæl i kosmos.

I den ideologi, som almindeligvis betegnes som gnosticismen, og som var udbredt i de første århundreder af kristendommens historie, fandtes der en højt udviklet sjælelære. I modsætning til den kristne forståelse anså de gnostiske lærere menneskets krop og dets sjæl som to adskilte enheder, og typisk anså de kroppen for at være sjælens fængsel.

Disse gnostiske tænkere argumenterede nemlig for sjælens præeksistens i forhold til kroppen, og anså kroppen for at være et slags tidsligt og groft hylster for den evige og fine sjæl. For at sjælen skulle blomstre og leve, så måtte den derfor befries fra det fængsel, som kroppen var, argumenterede de.

Disse gnostiske tanker havde en vis indflydelse også på den tidlige kristne kirke, og i kirkefædrenes skrifter ser vi, hvordan der ofte argumenteres mod sådanne forestillinger om sjælens præeksistens (det vil sige troen på, at sjælen eksisterer uafhængigt af det enkelte menneske).

På trods af kirkefædrenes bestræbelser, så kom den gnostiske forståelse af krop og sjæl, og det negative syn på kroppen, som den gnostiske forståelse indeholdt, til at præge den fremvoksende europæiske kristendom. Et opgør med denne tendens til devaluering af menneskets krop og en tilsvarende opvurdering af menneskets sjæl er først begyndt indenfor de seneste årtier.

På baggrund af de bibelske tekster og bekendelserne kan vi sammenfattende sige, at mennesket ifølge den kristne forståelse er en sjælelig krop eller en kropslig sjæl, som lever på et afgrænset sted i historien, men som har en evighedsdimension i sig.

Venlig hilsen
Jonas Adelin Jørgensen

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.