Hvem er Kærlighedens Missionærer?

Moder Teresa viede sit liv til at arbejde blandt gadebørn i Indien. Kærlighedens Missionærer blev grundlagt af Moder Teresa for at hjælpe de fattigste.

Kærlighedens Missionærer er en nonneorden, der er grundlagt i Indien af Moder Teresa og som arbejder på Nørrebro i København, skriver søster Anna-Maria Kjellegaard

Spørgsmål:

Kære brevkasse

Jeg er en flittig bruger af jeres hjemmeside og kom straks til at tænke på jer, da jeg ikke selv kan finde svar på et spørgsmål, jeg pusler med.

Forleden dag så jeg to nonner på Nørrebrogade, deres dragter var hvide og blå, hvilket lidt efterforskning senere har vist mig indikerer, at de er fra Moder Teresas Søstre også kaldet Kærlighedens Missionærer.

Dog syntes jeg også at have bemærket, at i hvert fald den ene havde en slags træting hængende fra ærmet på hendes dragt. Det lignede et lille stykke spækbræt med et hul i midten.

Ved i noget om hvilken betydning dette har, eller om jeg har set forkert?

Venlig hilsen
Lasse Gadegaard

Svar:

Kære Lasse.

Du har ret; det var søstre fra Kærlighedens Missionærer, som du har set på Nørrebrogade. De bor og arbejder på Nørrebro.

LÆS OGSÅ: Hvordan bliver man nonne?

Deres dragt er egentlig en sari, fordi de er grundlagt i Indien af Moder Teresa. Den er hæftet sammen oppe ved venstre skulder med et krucifiks.

Det du har set lignende "et spækbræt med et hul midten", er formodentlig deres rosenkrans, som er hæftet fast i bæltet og hænger ned langs siden.

LÆS OGSÅ: Moder Teresas råd om ydmyghed.

Du kan søge på nettet under "Missionaries of Charity", hvor du kan se deres dragt tydeligere.

Med venlig hilsen
Søster Anna-Maria Kjellegaard
Benediktiner-nonne

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.