Spørg

Tværkirkelige forældre: Hvor skal vores barn døbes?

Det er ikke muligt at være medlem af begge kirkesamfund samtidig, fortæller teologisk medarbejder Thorsten Rørbæk. Foto: Iris

Som forældre skal I tage stilling til, om I ønsker, at jeres barn skal være medlem af den danske folkekirke eller af den katolske kirke, svarer teologisk medarbejder Thorsten Rørbæk

Spørgsmål:

Kære brevkasse

Vi er et ungt par, som planlægger barn. Situationen er denne, at jeg er protestant, og min kæreste er katolik.

Hvordan forholder det sig med vores kommende barn, skal det døbes i den danske folkekirke eller i en katolsk kirke?

Venlig hilsen
Christian

Svar:

Kære Christian

Mange tak for dit spørgsmål.

Først vil jeg gerne ønske jer tillykke med, at I skal være forældre! Med dåben forholder det sig således, at dåben som Guds gave til os tillige medfører medlemskab af det kirkesamfund, hvori dåbshandlingen finder sted.

LÆS OGSÅ:
Hvad indebærer en katolsk dåb?

Derfor er svaret på dit spørgsmål, at I som forældre skal tage stilling til, om I ønsker, at jeres barn skal være medlem af den danske folkekirke eller af den katolske kirke.

LÆS OGSÅ:
Anerkender folkekirken andre kirkers dåb?

I begge kirkesamfund døbes barnet i den treenige Guds navn, og der er således ikke noget til hinder for, at barnet senere i livet kan skifte til det andet kirkesamfund, såfremt det selv måtte ønske det, da de to kirkesamfund anerkender hinandens dåb. Det er dog ikke muligt at være medlem af begge kirkesamfund samtidigt.

Med venlig hilsen
Thorsten Rørbæk
Ph.d., teologisk medarbejder i Folkekirkens mellemkirkelige Råd

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.