Hvordan definerer man trosfrihed?

I Danmark har vi religionsfrihed for alle borgere, men ikke religionslighed for alle, skriver sognepræst og dr.theol Anders Eyvind Nielsen

Spørgsmål:

Hvordan vil man definere begrebet trosfrihed?

Der er så mange forskellige trosretninger i verden, men i et land som Danmark kan vi da debattere om trosfrihed, nu hvor kirken er statsejet?

Svar:

Der er både historiske og juridiske grunde til, at vi i Danmark på den ene side har religionsfrihed for alle borgere, men på den anden side ikke religionslighed for alle.

LÆS OGSÅ: Trosfrihed er ikke en selvfølge

Først lidt om det historiske. Den protestantisk lutherske reformation førte til et politisk splittet Tyskland. De lutherske fyrster stod over for den katolske kejser, Karl den V. Det kom til krig, som afsluttedes med et forlig med kejseren.

Som taber af krigen måtte kejseren opgive at føre de lutherske tilbage til den katolske tro. Resultatet blev i stedet Den augsburgske religionsfred i 1555.

Fredsslutningen indebar blandt andet, at de katolske og lutherske stænder i princippet skulle være ligeberettigede i det tyske rige. Det betød, at den kirkelige tilknytning hos de regionale regeringer, de respektive stænderforsamlinger, blev retningsgivende for de tilhørende undersåtters religion (if. princippet, 'cujus regio, ejus religio').

Aftalen gjaldt kun mellem de katolske og lutherske regenter.

Calvinisterne og for eksempel de såkaldte gendøbere var ikke dækket ind af fredsslutningen og havde derfor ikke noget andet valg end at forlade gods og ejendom og flytte/flygte i sikkerhed til områder uden for det stortyske kejserrige.

Inden Den augsburgske fred viste sig uholdbar og resulterede i "Trediveårskrigen", indførte den danske enevældskonge - helt i den augsburgske ånd - den lutherske reformation i hele sit kongedømme i 1536 (katolikker, calvinister og andre retninger måtte forlade landet eller slå sig ned i fristaderne Christiansfeld eller Fredericia).

Og nu til juraen. Grundloven (af 5. juni 1953), der forudsætter oplysningstidens, herunder de franske og nordamerikanske, frihedsidealer, indeholder syv bestemmelser om den danske folkekirke og om andre religionsforhold.

§ 4. "Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten", og § 6 "Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske kirke".

I førstnævnte paragraf siges det med andre ord, at folkekirken i Danmark har et bestemt bekendelsesindhold, nemlig den evangelisk-lutherske og "som sådan", dvs. med denne kirkelige bestemmelse understøttes af staten.

Regenten, i dette tilfælde dronning Margrethe, er formelt folkekirkens overhoved. At kirken "understøttes som sådan" betyder, at Staten kan ikke bestemme, at folkekirken skal være romersk-katolsk eller noget helt tredje.

Statens støtte består herudover i, at folkekirkemedlemmernes kirkeskat opkræves af staten. Det sker af praktiske grunde over skatteligningen, da godt 80% af den danske befolkning er medlemmer af folkekirken, (knap 7% tilhører tilsammen andre trosretninger).

§ 6 siger, at kongehuset ikke har religionsfrihed men skal være medlem af den evangelisk-lutherske folkekirke. Til gengæld er folket og den enkelte borger frit stillet, (set i forhold til princippet i Den Augsburgske fred).

Det fremgår klart af § 67 og §§ 68 og 70, idet borgerne har ret til at organisere sig med forankring i det religiøse grundlag og den kirkelige organisation, "der stemmer med deres overbevisning", og som de har ret til at støtte økonomisk uden at skulle kunne blive pålagt at støtte andre forhold eller grupperinger, som man ikke ønsker at være en del af.

Folkekirkens menighedsrådsmedlemmer, som præsterne er fødte medlemmer af, har betinget religionsfrihed for så vidt, at personer uden for folkekirken naturligvis ikke kan være medlem af et menighedsråd.

Præsterne har på den ene side forkyndelsesfrihed, dvs. at de udfører deres præstegerning uafhængigt af menighedsrådene, men præsterne er til gengæld underlagt biskoppernes tilsyn og bundet til deres evangelisk-lutherske præsteløfte. Der er dog inden for dette løfte i praksis vide rammer for præsters tros- og fortolkningsfrihed.

I nyeste tid er kun en enkelt præst af den såkaldte præsteret blevet fradømt "kjole og krave". Det skete, fordi præsten havde udviklet et syn på dåben i strid med den evangelisk-lutherske bekendelse.

En kirketjener blev ved de laveste retsinstanser fradømt sit medlemskab af folkekirken, fordi han på sin arbejdsplads agiterede for et markant anderledes syn på kristen tro end folkekirkens. Højesteret omgjorde dog de foregående domme.

Der skal således utrolig meget til at få et ikke-gejstligt medlem udelukket som medlem af folkekirken.

De sidste to paragraffer i Grundloven er de såkaldte løfteparagraffer, der tilsiger, at både folkekirkens forfatning (§ 66) og "de fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold" (§ 69) ordnes ved lov.

Men af indre kirkepolitiske grunde i folkekirken er en sådan ordning aldrig blevet til noget, fordi den vil kunne betyde, at båndene mellem stat og folkekirke vil løsnes eller helt kappes over.

En total adskillelse mellem stat og kirke har der hidtil ikke været politisk flertal for, og det vil også indebære en grundlovsændring.

Men med den nye regering stiller sagen sig anderledes. Den nye kirkeminister har da også allerede bebudet, at der skal nedsættes en kommission og se på spørgsmålet.

Grundlovens bestemmelser om folkekirke og religion, herunder trosfrihed, afspejler altså både nogle tidlige reformatoriske så vel som nyere tids liberale udviklingstrin.

Der er tale om en række sociale og kulturelle, politiske og juridiske udviklingsprocesser - i stadig dialog med skiftende tider - i forsøget på at sikre folks og enkelte individers bedst mulige tilgang til det religiøse.
Både i respekt for tradition og historie, og med åbenhed over for de muligheder, en fortsat fortolkning og fornyelse måtte åbne op for.

Med venlig hilsen
Anders Eyvind Nielsen
Sognepræst og dr.theol

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.