Hvordan ser Gud ud?

En invitation har skabt uenighed i en familie, fordi kun det ene barn er inviteret med

Vore billeder af Gud bliver nemt alt for små og utilstrækkelige, men Ny Testamente understreger i klartekst, at Jesus viser os, hvem Gud er, svarer Jørn Henrik Olsen, leder af Menighedsfakultetet

Spørgsmål:

Kære brevkasse

Hvordan ser Gud ud?

Hilsen
Martin

Svar:

Kære Martin

Mange har jævnfør din mail til kristendom.dk - tumlet med dette spørgsmål: Hvordan ser Gud egentlig ud?

Vi kan gøre os mange forestillinger om Gud, men vi støder hurtigt på en grænse for, hvad vi tankemæssigt kan nå frem til.

De her lidt barnlige uforløste tanker kender vi godt, at Gud er en gammel, vis og venlig bedstefar. Eller måske helt modsat, at Gud er en streng skolemester.

LÆS OGSÅ: Hvordan kan Gud være tre?

Men vore billeder om Gud bliver nemt alt for små. Helt utilstrækkelige. For Gud er ikke Gud på vore betingelser eller i vore billeder, selv om vi ofte har en tendens til at skabe Gud i vore egne billeder.

Der er ikke noget menneske, som nogensinde har set Gud. Vi kender heller ikke til detaljerede beskrivelser af, hvordan Gud rent fysisk ser ud.

Vel, i Bibelen kan vi finde de her menneskeligt set erkendbare udtryk, at Gud har hænder, ansigt, arme, fødder, øjne, en stemme og så videre.

Det mest afgørende i forhold til spørgsmålet er nok disse karakteristika, som da også opfylder alle tænkelige billeder, vi kan gøre os. De svarer på, hvorfor vi ikke helt kan svare på spørgsmålet.

LÆS OGSÅ: Hvad er Guds navn?

I Johannesevangeliet finder vi ledetråden, at Gud er ånd (4,24). Den er vigtig at få med her.

I Anden Mosebog står der med reference til Moses, som ønskede at se Gud: Du får ikke lov til at se mit ansigt, for intet menneske kan se mig og beholde livet (33,20).

Og igen fra Johannesevangeliet: Ingen har nogen sinde set Gud; den Enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk (1,18).

Jesus er altså blevet Guds tolk, så vi alligevel kan komme et svar meget nærmere. Hvordan ser Gud ud?

Ny Testamente understreger i klartekst, at Jesus viser os, hvem Gud er. Han er Guds (usynlige) billede i verden. Han er Guds sande ansigt. I Jesus bor hele Guds fylde i kød og blod.

Det er gennem Jesus, at vi kender Gud. Læs gerne denne forbindelse teksten fra Filipperbrevet 2,5 og frem.

Her vil jeg dog fremhæve et andet eksempel: Disciplen Filip ville meget gerne se Faderen. Det ville tilfredsstille hans ønsker. Her måtte Jesus dog svare ham: Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen? (Johannesevangeliet 14,8 ff).

På denne måde har spørgsmålet med det helt centrale i den kristne tro at gøre. Vil vi gerne se, hvem Gud er, så må vi se på Jesus. For eksempel se hvordan Jesus mødte mennesker, se hans godhed og kærlighed i konkret handling.

LÆS OGSÅ: Gud er vores far

Denne stadige seen eller beskuelse af ham har givet mange inspiration til at billedliggøre Guds ansigt gennem Sønnens ansigt og menneskeblivelse. Men det er også sådan, at vi må se og forstå Gud.

Det kan vi gøre i enhver kultur, ethvert sted på kloden. Her må vi bruge vores egne briller, vort eget blik, som dog til stadighed har brug for at blive farvet og inspireret af, hvad de bibelske skrifter tegner af billeder af, hvem Gud er i Jesus Kristus.

I kristendommens lange historie har de kristne tænkt og troet dette: Jesus er af samme væsen som Faderen. Han er Guds fuldkomne billede. Han er Guds afsløring af frelsen. Han er i sandhed Gud og i sandhed menneske.

Det er snublesten for tanken, men en befriende god tanke for den, der vil kende og tro på Gud. Mit svar her slutter derfor også med et citat fra en kendt julesalmes lovprisning af Gud:

Du, Gud Faders enbårne Søn,
mand i lys, men dog Gud i løn,
underlig klædt i kød og blod,
kom på vort brøst at råde bod.
O, Gud ske lov!

Verden går i dit ledebånd,
dig dog svøbte en kvindes hånd,
du, som har skabt og styrer alt,
blev dog på skød barnlille kaldt.
O, Gud ske lov!

(Martin Luther i nummer 108 i Den Danske Salmebog).

Venlig hilsen
Jørn Henrik Olsen
Ph.d., leder af Menighedsfakultetet

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.