Hvordan skal dommedag forstås?

Fra kristendommens tidligste tid havde man en tro på, at der skulle finde en renselse sted på dommens dag. Guds Ånd virker som den rensende kærlighedsflamme. Men Gud, der søger alle med sit nærvær, bliver af nogle oplevet som en rensende og smertende ild og af andre som det gode, varmede lys, skriver Simon Fuhrmann, der er teolog og præst. På billedet ses et maleri i Det Sixtinske Kapel, der forestiller dommedag og indeholder omkring 400 skikkelser i et kaotisk mylder. Foto: commons.wikimedia.org

Dommedag er den dag, hvor hvert eneste menneske kommer til at stå foran Guds ansigt for at møde hans kærlighed, svarer teolog Simon Fuhrmann

Spørgsmål:

Jeg sidder midt i en opgave angående Bibelen og dommedag, og så tænkte jeg, det ville være smartest at spørge en kyndig.

Hvorledes ville du beskrive dommedag? Og hvilken betydning har den for dig?

Venlig hilsen
Margrethe

Svar:

Kære Margrete

Du spørger, hvordan jeg vil beskrive dommedag, og hvilken betydning, den har for mig.

Dommedag også kaldet dommens dag, den yderste dag eller Jesu genkomst, er en term, der bruges i Bibelen. Når vi taler om dommedag, mener vi afslutningen på denne verden, som vi kender den og falder ind under emnet eskatologi, som betyder læren om de sidste tider. Dommen indebærer ikke Guds forkastelse af sin skabelse, men Guds kamp for sin skabelse.

LÆS OGSÅ: Hvordan skal Åbenbaringsbogen læses?

Dommedag er dagen, hvor Gud skaber en ny himmel og en ny jord (Johannes Åbenbaring kapitel 21, vers 1-5). Ingen ved, hvornår dommedag bryder igennem (Markusevangeliet kapitel 13, vers 32). Paulus taler om, at dagen bryder frem med ild, og at arbejderen skal frelses, dog som gennem ild (Første Brev til Korintherne kapitel 3, vers 13-16).

Dommedag er den dag, hvor hvert eneste menneske kommer til at stå foran Guds ansigt for at møde hans kærlighed. I lyset af Guds kærlighed bliver det onde skilt fra det gode, som vi kender det fra lignelsen om verdensdommen, hvor fårene og bukkene er symbol på henholdsvis det gode og onde (Matthæusevangeliet kapitel 25, vers 3-46).

Dommen foregår ikke mellem mennesker, men går i dybet af hver enkelt af os, siger den ortodokse teolog Olivier Clement.

Fra kristendommens tidligste tid havde man en tro på, at der skulle finde en renselse sted på dommens dag. Guds Ånd virker som den rensende kærlighedsflamme. Men Gud, der søger alle med sit nærvær, bliver af nogle oplevet som en rensende og smertende ild og af andre som det gode, varmede lys.

LÆS OGSÅ: Hvorfor tro på dommedag, når Jesus tog skylden?

Kirkefædrene fra kristendommens første århundreder forestillede sig ikke en skærsild i ordets snævre betydning, som en strafferetslig godtgørelse, som man kom til at forstå det i den vestlige middelalder.

Hos kirkefædrene finder vi snarere tanken om en gradvis renselse og helbredelse. Gud er lægen, hvis nærvær og behandling kan føles smertelig, siger kirkefaderen Gregor af Nyssa.

I Bibelen er ilden altid et billede på renselse. Og denne ild er altid Åndens ild. På pinsedagen kom Ånden til de ventende disciple som tunger af ild. Ånden gjorde, at de kunne tale rent og klart. Og Hebræerbrevet taler om, at Gud er en fortærende ild (kapitel 12, vers 29).

Er Gud en Gud, der ønsker at fortære os eller at rense os? Dette kan en anekdote fra Ørkenfædrenes tankesprog måske hjælpe os til at forstå:

En soldat spurgte en dag en af de gamle ørkenfædre, om Gud skænker syndere sin tilgivelse. Og den gamle svarede: Sig mig, min gode ven, smider du din kappe ud, hvis den er revet itu? Soldaten svarede: Nej, jeg reparerer den og fortsætter med at bruge den. Den gamle sagde så: Hvis du passer på din gamle kappe, vil Gud så ikke være barmhjertig over for sit eget billede?

Gud er altså ikke en Gud, der hverken ønsker at udslette os eller pine os. Gud ønsker at omvende os til ham ved sin gennemtrængende kærlighed.

LÆS OGSÅ: 10 forestillinger om dommedag

Lukasevangeliet fortæller, at Jesus og hans disciple på et tidspunkt kommer ind i en samaritansk landsby, men landsbyen vil ikke tage imod ham. Disciplene Jakob og Johannes ville have, der skulle falde ild ned fra himlen og fortære dem. De gentog med disse ord to gammeltestamentlige profeter Pinehas og Elias. Men Jesus vender sig om og irettesætter dem (jævnfør Lukasevangeliet kapitel 9, vers 53-55).

Jesus viser os, at Gud nægter at tilintetgøre dem, der ikke ville tage imod ham. Jesus bad for sine bødler, han forbliver tæt på dem, der afviser ham og gør sig til deres talsmand. I Kristus er Gud ikke den, der sender lynild, men den, der lader sig korsfæste.

Den ortodokse teolog Olivier Clement er radikal på dette punkt: Gud er ikke retfærdig, han er mere end retfærdig, uendelig meget mere, han er en vanvittig kærlighed, som uophørlig stiger ned i vores helvede for at genopvække os.

Kirkefædrene minder os om, at vi ikke skal fordømme eller dømme nogen som helst, og at vi i iveren efter at hævne Gud i virkeligheden lukker os selv inde i vores egen hævnlysts helvede.

Ovenstående er altså den måde, jeg vil beskrive dommedag på, selv om man kan sige meget mere. Vigtigst er det måske at påpege, at alt, der handler om det, der kommer efter vores tid, er et mysterium, som vi skal passe på med at udtale os alt for stålfast om.

LÆS OGSÅ: Skærsilden er en ventesal til Himmelen

Kære Margrete, du spørger også, hvad dommedag betyder for mig. Til det vil jeg sige, at i Fadervor beder vi: Ske din vilje som i himmelen, således også på jorden. Hvad er Guds vilje? Det er, at alle bliver frelst. Paulus siger i sit brev til Timotheus: Gud vil, at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden (Første brev til Timotheus kapitel 2, vers 4).

Bønnen får altså det sidste ord. Bønnen gør, at man ikke ender i enten en ligegyldighed over for dommedag eller bliver for optaget af den. Begge dele er usunde. Man skal på den ene side ikke bruge sit liv på at spekulere over dommedag og helvede, men på den anden side opfordrer Jesus os til at være årvågne.

Man skal heller ikke udvikle en teologi om, at nogle er forudbestemt til helvede, eller at alle på automatisk vis og uden renselse bliver frelst (for ellers tager vi vores ondskab med os i himmelen). Det, man skal, er at bede for alles frelse!

Vi, det helliges samfund, er kaldet til at bede for hele verdens frelse. Den franske poet Charles Péguy har skrevet: Man frelses ikke alene. Man kommer ikke alene hjem til Faderens hus. Man rækker hinanden hånden. Synderen rækker helgenen sin hånd, og helgenen rækker sin hånd til Jesus.

I vores bøn skal vi bede om, at vi må blive som helgenen, så vi altid er villige til at række andre mennesker vores hånd.

Håber, at du får noget ud af dette svar.

Alt godt
Simon Fuhrmann
Teolog og præst

PS. Hvis du vil læse mere, kan jeg anbefale kapitlet Helvede og de helliges samfund i bogen Kilder af Olivier Clement, som dette svar i høj grad bygger på.

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.

Fra kristendommens tidligste tid havde man en tro på, at der skulle finde en renselse sted på dommens dag. Guds Ånd virker som den rensende kærlighedsflamme. Men Gud, der søger alle med sit nærvær, bliver af nogle oplevet som en rensende og smertende ild og af andre som det gode, varmede lys, skriver Simon Fuhrmann, der er teolog og præst.