Hvordan tilgiver jeg utroskab?

Før du kan tilgive, må du udtrykke din vrede og frustration i klare vendinger, så følelserne kan blive forløst, skriver Steen Palmqvist. Modelfoto. Foto: Scanpix Ritzau/Iris/Crazystocker

Tilgivelse er viljen til at bære konsekvenser af din kærestes handling mod dig. Nøglen til at forstå tilgivelse er altså handling og ikke følelse, skriver psyko- og familieterapeut Steen Palmqvist i Kristendom.dks brevkasse

Min kæreste har været mig utro mens jeg forsøgte at blive gravid og efter, at jeg var blevet gravid. (Vi mistede fosteret i uge 8).

Han angrer, og jeg er ikke i tvivl om, at han elsker mig, og at jeg også vil have ham.

Hvornår har man/jeg tilgivet? Hvordan ved jeg, om jeg har tilgivet ham? Hvad vil det sige at tilgive? Jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg har tilgivet ham eller ej.

Jeg elsker ham højt og er afklaret med, at det er ham jeg vil have. Samtidig føler jeg stor frustration over det, der er sket, og føler mig af og til ulykkelig, vred og fortvivlet. Det er kun 2 måneder siden, at jeg har fået det at vide.

Med venlig hilsen
Stine

Kære Stine

Tak for din henvendelse.

Når vi møder oplevelser som er meget smertefulde, fyldes vi af stærke følelser. I dit tilfælde, hvor du stadig elsker din kæreste, er disse følelser modstridende, og det gør det ekstra vanskeligt for dig. Så jeg forstår godt dit spørgsmål.

For de fleste mennesker opfattes tilgivelsen som en følelse. Når man har tilgivet vedkommende, så er vreden borte og relationen genoprettet, som om intet var sket.

Det er imidlertid en misforståelse, og hvis vi retter os ind efter den opfattelse, bliver tilgivelsen ofte kompliceret og falsk, for hvem formår at genoprette noget sønderbrudt, uden at det får konsekvenser.

Tilgivelse er imidlertid heller ikke en følelse, men en handling. Tilgivelse er viljen til at bære konsekvenser af din kærestes handling mod dig. Nøglen til at forstå tilgivelse er altså handling og ikke følelse.

Tilgivelse kan dermed forklares som en proces - en handling, der tager tid. Tilgivelse er ikke bare noget vi gør, men noget der tager tid, og afhængig af handlingen, der er begået, kan det tage længere eller kortere tid.

Tilgivelse er altså en proces og har flere elementer i sig:

1. Først udtrykkes vrede og frustration i klare vendinger, så følelserne kan blive forløst. Det gøres over for din kæreste, der har været dig utro. Det kan gøres enten gennem ord eller i brevform. Det er ikke nok at gå og tænke på, hvor vred du er. Vrede tanker har det med at blive ved med at fylde op og køre rundt i tanker og sind og ende med at skabe bitterhed og hævn.

2. Det er vigtigt, at alt kommer til udtryk, så her skal der ikke tages hensyn til din kæreste. Han skal vide fuldt ud, hvad dette har gjort ved dig. Du skal tømmes helt for at kunne være fri til at bygge videre på jeres forhold.

3. Når alle følelser er blevet forløst, må der generelt gå en rum tid, hvor dagligdagen begynder at vende tilbage, og hvor du bliver mere og mere klar til selve tilgivelsen

4. Når du således har forholdt dig til dine oplevelser, set dem i øjnene, givet udtryk for dem, så din vrede er forløst, så er det tilgivelsen kommer ind. Ordene "jeg tilgiver dig" vil så kunne have en forløsende virkning. Når du først har udtalt disse ord, så bør det have den konsekvens, at det nu ikke længere er muligt igen og igen at minde ham om hans utroskab. Altså skal du vente med tilgivelsen til du er klar.

5. Derefter er der ofte et "efterslæb" - det vil sige at din kærestes utroskab måske har udløst eller anden form for konsekvens, som I nu skal leve videre med. Det kan være ændret adfærd, anderledes valg, større mistænksomhed i en længere periode, kortere lunte, og meget andet - alt sammen noget som må være der i den tid det nu tager - men uden at genoptage anklagerne.

På den måde bliver tilgivelsen en handling fra din side, hvor du vælger at bære konsekvenserne af din kærestes utroskab.

Hilsen
Steen Palmqvist,
psyko- og familieterapeut

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.